Foto: Château Paveil de Luze 2020, Margaux, Bordeaux, i glasset. Kaffe-Thé-Vinkælderen, Rosenborggade, København, 15.september 2026. Billede taget af Vindiktatoren.
Denne artikel er skrevet 17.september 2026. Selve smagningen fandt sted 15.september 2026.
Château Paveil de Luze i Margaux, en Cru Bourgeois Exceptionnel, har altid leveret højt niveau og kvalitet, nærmest uanset årgang, gennem århundreder. Måske var det også grunden til at Kong Frederik 9. havde dette slots vin som sin yndling i sin tid. Og kvaliteten er ikke gået ned siden da. Jeg har smagt en del årgange af Paveil de Luze og er aldrig blevet skuffet. Især en formidabelt god 2008 af slottets Grand Vin var dybt imponerende, da jeg smagte den med familien 24.december 2016. Dén anmeldelse kan man læse herunder:
Nu er årgang 2020 ankommet til Kaffe-Thé-Vinkælderen i Rosenborggade i København. Og vinen var ovenikøbet på vinkortet i baren, så jeg var straks frisk på en lille smagning. Her er resultatet:
Château Paveil de Luze 2020
Margaux Cru Bourgeois Exceptionnel
Bordeaux rød
Druesammensætning: 80% Cabernet Sauvignon – 20% Merlot
Alkohol: 13,5%
Meget mørk i farven. Meget venlig i duften, med mørke frugter, asfalt, krydderimix og en følelse af god koncentration, uden at det dog virkede massivt på nogen måde. Vinen signalerede balance og dybde.
På paletten; middelfyldig, bløde toner i en ret koncentreret vin med en del tannin, der dog ikke dominerer, men supplerer. Der fornemmes en fin, mineralsk dybde, god syre, frugtsødme fra de mørke frugter, grønne og sorte krydderurter og en omfavnende stil, der dog lige nu ikke er helt udviklet. Her kommer tanniner og koncentration ind med stadig ungdommeligt præg, med en smule soya, der dog virker for aftagende, og en lang afslutning, hvor dybden spiller en stor rolle.
Som vinen fremstår nu, vil jeg give den yderligere 3-4-5 år på langs, før jeg anser modenhedsplateauet for så nærtstående at man kan åbne en flaske og forvente en smagsoplevelse, der nærmer sig det optimale for Paveil de Luze 2020. Dette slots vine skal altid have 6-7 års modning efter årgangen, før vinen begynder at åbne sig for alvor, og måske kræver 2020eren lidt ekstra tid, tænker jeg. Vienn kan dog godt drikkes nu, men der kommer meget mere. Potentialet er rigtig fint. Hvis man vil drikke nu, foreslår jeg at servere vinen til en god kødret af den typisk efterårsagtige slags, f.eks. en sammenkogt ret, eller til en god bøfaften.
Points: 89++ (to plusser for ekstraordinært potentiale).
Omtalt i denne artikel:
Château Paveil de Luze, Margaux, Bordeaux- slottets hjemmeside:







