Vindiktatorens Avis

vindiktatoren.dk🍷letourduvin.dk🍷Vestlig civilisation✝️✡️ Jødisk-kristen tradition

Seneste indlæg

28.september 2026: Gammel Mønt, København: Turley Kirschenmann Vineyard Zinfandel 2023 fra Lodi, Californien 🍷90 points


Foto: Turley Kirschenmann Vineyard Zinfandel 2023, Lodi, Californien. Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København, 28.september 2026. Billede taget af Vindiktatoren.

Gårsdagens livesmagning nr 66 her i Vindiktatorens Avis på Kjær & Sommerfeldt i Gammel Mønt blev fulgt op af en smagning af en af vinene fra K&S’ nye agentur; nemlig fra Turley i Californien. Et agentur, som firmaet ikke har gjort så meget reklame for i forhold til f.eks. deres erhvervelse af vinene fra Coppola, men som man da må betragte som en mindst lige så stor nyhed, tænker jeg. Så da jeg så en af Turley-vinene på vinkortet i vinbaren på Gammel Mønt, solg jeg til med det samme! Her er mine noter:

Turley

Kirschenmann Vineyard 

Zinfandel 2023 

Lodi 

Californien rød

Alkohol: Ikke angivet på flasken, men ifølge Kjær & Sommerfeldt’s faktaark, som jeg linker til efter smagenoten, er den på 14,8%. 

Forholdsvis mørk, men dog gennemsigtig. Åben næse med rødfrugtige toner, hindbær, blodappelsin med god syre, samtidig med søde kirsebær i baggrunden. 

På paletten: God, bagvedliggende struktur i en meget frugt-åben vin, men ikke så meget mærkbar tannin- den skjuler sig. Let røgede toner, sammen med en ungdommelig friskhed, uden at den dog bliver alt for direkte. Det her er en godt balanceret, charmerende rødvin med umiddelbar appel. I forhold til den just smagte Château Monregard La Croix 2022 fra Pomerol forekommer denne vin klart mere udviklet og egentlig allerede drikkeklar, hvor Pomerol-vinen nok ville have bedst af at henligge i de næste 10-15 år. Til gengæld er jeg ikke sikker på fremtiden for Turley Zinfandel Kirschenmann Vineyard 2023 i forhold til langtidslagring. Jeg tænker at den kan drikkes nu og over de næste 10-15 år. Det er en meget charmerende og næsten lidt Bourgogne-agtig vin, som helt sikkert vil få mange fans. 

Efter 20 minutters smagning lægger jeg mærke til flere detaljer, med blandt andet kværnet sort peber og denne velkendte, bløde og afrundede Zinfandel-charme, med lidt sort asfalt smidt ind ovenpå. 

En anden ting, man kan notere sig her, er at det bliver aldrig for voldsomt og koncentreret; vinen her er afbalanceret og faktisk temmelig elegant. Hvis man tror at man får en tonstung kæmpebasse-Zinfandel her, så skal man straks ændre udregningen, på trods af den analytisk set høje alkohol- men vinen er altså i balance. Vi har at gøre med en vin, der er afdæmpet, balanceret, elegant og charmerende. Jeg ved ikke rigtig med potentialet på længere sigt, men på kortere sigt er der helt sikkert yderligere charmepotentiale. 

Points: 90 

Omtalt i denne artikel:

Turley Wine Cellars Kirschenmann Vineyard Zinfandel; faktaark fra Kjær & Sommerfeldt:

Turley, Kirschenmann Vineyard Zinfandel

Turley Wine Cellars, Californien- hjemmeside:

Turley Wine Cellars | California, Unfiltered