Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

2.december 2000: Hornbæk: Mine historiske smagninger kapitel 5: Mouton Cadet 1970, AOC Bordeaux


Foto: Mouton Cadet 1970, AOC Bordeaux, 2.december 2000, hos far i Hornbæk.

Et glimrende eksempel på hvor god og holdbar en vin, Mouton Cadet, Baron Rothschilds berømte billige Bordeaux bordvin var, i det sene 1900-tal. Denne 1970er, smagt i december 2000 af mig, min gode ven Simon, og min far, til en bøfaften med rødvinssauce..

Mouton Cadet 1970
AOC Bordeaux rød
..var stadig fint rød i farven, med en let brunlig kant. Der var tilstrækkelig med frugttilstedeværelse, en fin midterpalet, stadig med god struktur, og lidt tannin, og en mild, men forholdsvis lang afslutning med solbær, tørrede tobaksblade og en smule kostald. Nogle kan ikke lide kostald, altså en animalsk komponent, og synes, det er en åbenlys fejl, fordi de har en opfattelse af at nutidens vine skal være klinisk rene, uden “snavs” (oversættelse for vinkendere: bundfald) og fuldstændig puritansk frugtige uden andre smagsnuancer end frugt. Det er nærmest som om de er nye farisæere..😆 Sådan er jeg ikke- jeg elsker “fejl” og rustikke landlige elementer i rødvin🤗 ..
Det her er også et fremragende eksempel på den livskraft, selv de allerbilligste Bordeaux vine besidder. Og det er ikke just det eneste eksempel på en billig Bordeaux, der uden problemer og hvor man, ovenikøbet uden at have nogensomhelst viden om vinens provenans (jeg købte den på andenmarkedet gennem Vinforum Vinauktion) kan få en mere end habil moden Bordeaux-oplevelse til en god pris.
Jeg har heller ikke tal på hvor mange gange, jeg efterhånden har skrevet til store supermarkedsorganisationer og vinhandlere og foreslået at hvis de vil have kunderne interesseret i Bordeaux, så skal de bare købe en masse petit châteaux-vine med alder- altså af den allerbilligste og næstbilligste slags. De vil med garanti levere langt over forventning og kunderne vil få den rigtige oplevelse af rød Bordeaux- for alle Bordeaux-rødvine skal generelt set efter min mening ALTID have MINDST FEM TIL SYV ÅRS LAGRING! Uanset om det er de billigste af de billige, så kan det betale sig at lægge dem hen i mindst 5-7 år- regnet fra høstårgangen- og under korrekte opbevaringsforhold, i en vinskab eller vinkælder.
Så kan man argumentere for at “vinskabe er for de rige” osv. Det er et dårligt argument, for vinskabe fås altså ned til ret små størrelser og kan faktisk koste det, der svarer til et lille køleskab, afhængig af modellen. Og det er værd at investere i, i forhold til at lave den klassiske fejl som ufatteligt mange begår- nemlig at myrde vinene langsomt ved at have dem liggende på en vinreol oven på køleskabet i køkkenet; en “forbrydelse mod vinverdenen”, som burde resultere i hårde sanktioner og straf over den formastelige vinmorder..

Tilbage til Mouton Cadet 1970. Jeg kan ikke sige andet end at det var en glimrende vin, der levede i bedste velgående efter 30 år. Ikke på Grand Cru-niveau, men mindre kunne bestemt også gøre det. Farmand var i dén grad også tilfreds- han sad og tænkte tilbage på livet i 1970erne og causerede lidt over det, hvorefter vi satte en klassisk film på videoen. Den var så ikke fra 1970erne, min far foretrak de klassiske musicals med de gamle musicalstjerner fra 30erne til 50erne, og film noirs med Bogart, Bacall, Greenstreet, Lorre, Henreid, Lamarr, Bergman, Francen, Edward G Robinson osv. Hvad vi lige så den aften, kan jeg så ikke huske, men det har ganske sikkert været en af de gamle klassiske film fra den kanal, som dengang hed TNT- Turner Network Television, og siden skiftede navn til TCM- Turner Classic Movies, opkaldt efter Ted Turner, stifteren af CNN og ejer af denne kanal, som viste klassiske film 24/7/365. TCM kan man desværre ikke længere se i Danmark- den er særdeles savnet.
Points: 87.

Omtalt i denne artikel:
Turner Classic Movies: www.tcm.com
Château Mouton-Rothschild, Pauillac, Bordeaux:
https://www.chateau-mouton-rothschild.com/