Foto: Den originale prop til Château Haut-Brion 1989 Pessac-Léognan, som vi smagte 31.december 2004 i København. Hvordan var mit indtryk af vinen? Læs det i artiklen, sammen med de øvrige anmeldelser.
Denne artikel er skrevet 28.december 2023. Vinene blev smagt 31.december 2004.
Nytårsaften 2004 var en todelt plan for mig; selve aftenen skulle foregå hos min gode ven Simon og hans kæreste, og deres venner, i København. Og 1.januar 2005 skulle jeg tage op til Hornbæk, for at fejre nytår sammen med min far og bror. Planen holdt og vi drak dette nytår nogle store, højt klassificerede og berømte vine, som jeg var temmelig spændt på at smage. Nogle af dem, nemlig to af de vine, der blev smagt 1.januar 2005 i Hornbæk med min bror og far, er allerede beskrevet i separate smagenoter, offentliggjort her på siden. Der kommer derfor ikke en artikel om smagningen den 1.januar 2005, der må man lige gå ned i arkivet til den 1.januar 2005 og finde vinene.
Nytårsaften 2004 var, ærligt talt, et overflødighedshorn i formidabel god mad og vin. Min gode ven Simon og hans kæreste boede sammen med nogle unge damer inde i en stor lejlighed i København. En af dem var en temmelig talentfuld kok- og hendes far havde fornylig fanget en laks i Norge. Den skulle hun da have, syntes han, og den skulle vi da have til forret, syntes hun. Det var et ufattelig luksuriøst produceret måltid- den friskfangede laks var blevet røget og blev nu serveret ovnbagt, med surbrød, dild og hakkede rødløg.
Hovedretten, hvor den unge dame havde stået med saucen i over et døgn, bestod af oksemørbrad serveret med pommes duchesse, drysset med gruyère-ost samt rødbede- og persillerodschips, og dertil squash- og gulerods-sauté! Saucen var en historie i sig selv: Balsamico demi-glace lavet af kalvekraftben. Den var sindssygt lækker- og jeg husker den stadig. 🙏
Desserten var en passionsfrugt bavarroise med passionsfrugtgélé og vanille. Dertil ananaskirsebær. 🙏 Det var formidable (udtales på fransk)!
Til dette afsindige overflødighedshorn havde jeg så medbragt en flok vine, som jeg syntes, vi skulle smage. En stor årgangschampagne, to Bourgogner- en 1.Cru og en Grand Cru. En 1.Cru Bordeaux og en klassisk, historisk årgangsportvin, samt en tør hvid Bordeaux og en stor chilensk rødvin.. der var en del at tage fat på. Og det gjorde vi med det samme, mens vores superkok stod og forberedte forretten.
Louis Jadot
Pernand-Vergelesses
Clos de La Croix de Pierre 1997
Côte de Beaune 1er Cru
Bourgogne rød
Det var første gang, jeg smagte denne 1er Cru fra Louis Jadot. Og jeg tror, min forkærlighed for denne vin stammer fra denne smagning- for Croix de Pierre 1997 var mindst lige så charmerende som nutidens udgaver fra samme mark. Denne 1997er virkede næsten helt moden, med en rasende elegance og harmonisk natur, med en uimodståelig lækker-blød og delikat fremtræden. Der var let syr-sødlige kirsebær og hindbær i næse og smag, sammen med en let og bestemt ikke for kraftig fadkomponent, og lette krydderinoter, i en lang afslutning. Fabelagtigt charmerende.
Points: 91.
Så kom det store øjeblik- den fantastiske lakseret kom på bordet..🙏 Den unge dame, der havde præsteret denne création, viste nu, samtidig med serveringen, et billede af selve laksen, som hendes far havde fanget oppe i Norge. Det var autenticitet, storytelling og feelgood-fornemmelse på højt plan. Og hvad serverer man så, for at bare forsøge at hamle op med en så formidabel præsentation/præstation? Mit bud var:
Moët & Chandon
Dom Perignon 1996
Champagne Vintage Brut
Denne årgang af Dom Perignon havde et fuldstændigt fantastisk ry. Jeg havde læst glødende positive anmeldelser af den på nettet og det var nærmest en selvfølge at vi også skulle prøve den til laksen. Og det blev også en stor succes, for Dom Perignon 1996, på trods af sin forholdsvis unge alder, imponerede stort. Det var en af den slags årgange, hvor vinens midterkerne er præget af en opløftende balanceharmoni, som indeholder en ufattelig sans for detaljen og den totale integration af vinens komponenter, hvor syren, selvom den er ret høj, træder i baggrunden i forhold til en følelse af en slags cremet vinøs perfektion, i en grad, så man glemte boblerne, der var meget små, og nærmest mere tænkte på vinen som en subtil, lækker hvidvin med diskrete, men alligevel markante citrus/lime og sød/syrlige friske æblenoter, i en charmerende blød indramning. Ret fascinerende og et rigtig godt match til lakseretten.
Points: 95.
Det her var så luksuriøst lækkert at man følte sig hensat til en Michelin-restaurant!
Til hovedretten åbnede jeg to flasker, den ene et sikkert bud, Bordeaux, og den anden et lille forsøg, for at se om det fungerede. Vi begynder med forsøget:
Joseph Drouhin
Grands Échézeaux 1996
Côte de Nuits Grand Cru
Bourgogne rød
Stadig forholdsvis mørk i kanten, i en vin, der også generelt set var mørkere end sin 1er Cru Côte de Beaune-konkurrent på denne dag. Man kunne se den højere koncentration i vinen ved at iagttage farven.
Simons kæreste talte om en “tung dameparfume-duft” i vinen og jeg var enig med hende. Det var i det hele taget en ret vægtig vin for en Bourgogne, men den var også ret elegant i sin fremtræden på samme tid. Der var så også et mere dybt og strukturelt, måske ligefrem “tungere” og mere komplekst element i denne vin, end i Croix de Pierre. Og den virkede ikke helt drikkeklar endnu. Der var tannin og selvom den ikke var meget dominerende, så var den der- og dæmpede lidt det hele. Man kunne fornemme den lyse/røde frugt både i duft og smag, diskrete grønne krydderier. Men de holdt sig en smule tilbage lige nu.
Okay, at åbne en Bourgogne Grand Cru i en alder af 8 år er måske også en anelse for tidligt, tænker jeg. Men med sin forholdsvise fylde fungerede denne Grand Cru Bourgogne faktisk til maden. Derudover var balancen fin og fremtiden så ligeledes rigtig fin ud. Det endte med at jeg gav vinen samme pointsantal som Croix de Pierre 1997, fordi dens mere fyldige karakter imponerede. Indrømmet, hvis man kun skulle måle på umiddelbar charme, så gik Croix de Pierre af med sejren, men jeg synes, der var mere, der spillede ind her.
Points: 91+.
Nu til aftenens store Bordeaux- og den var allerede en legende på dette tidspunkt. Det kommer jeg lige tilbage til. Først til mit indtryk:
Château Haut-Brion 1989
Pessac-Léognan, Graves
Bordeaux rød
Perfekt propudtrækning og proppen så stadig helt perfekt ud, selv efter 15 år. (Se billede). Eller rettere sagt- proppen blev ikke trukket op nu, det var sket 8 timer tidligere, lige før jeg tog afsted til min destination i København, så vinen kunne ånde lidt i løbet af dagen.
Solbær, elegante, diskrete grønne krydderinoter og et vist jordbundselement mødte smageren. Et ristet fad-element kom også frem, i en duft, der forvarslede en vin i perfektionistisk balance, for der var intet utiltalende ved noget element her. Til gengæld var det så heller ikke de store linier eller den vulgære Latour-parade, der blev marcheret op. Det var en subtil, aristokratisk perfektionist, der kom med sin første forsigtige udtalelse. Meget á point. (Snobbe emoji indsættes her😆)..
Efter få minutter kom der asfalt og sort peber ind i indtrykspaletten, sammen med den nu lidt mere fremtrædende ristede fadtone.
En af de mandlige deltagere i smagningen beskrev nu vinen som “en forfriskende luftig vin”, hvorefter Simons kæreste beskrev den som “mundrensende”, et udtryk, jeg har hørt før i vinanmelderkredse. En tredje deltager synes at vinen var “tung”. Simons kæreste talte også om “menthol”. Det var meget interessant at høre hvordan man rundt om bordet kom frem til forskellige indtrykskonklusioner. Jeg selv kunne ikke rigtig fange mere end de indtryk, jeg allerede havde observeret.
Efter lidt tid syntes jeg også at det stod klart at alle de indtryk, vinen afgav, stadig var præget af ungdom. Der var en del tannin; den var elegant og ikke anmassende, men den var alligevel nedlukkende. Vinen som sådan syntes koncentreret og ret fyldig- og ret lukket. Jeg lod den stå i et stykke tid og besluttede mig til at gensmage senere.
6 timer senere vendte jeg tilbage til Haut-Brion 1989. Tingene havde forbedret sig en lille smule, med en flot frugtkerne, der afslørede sig på midterpaletten, indkapslet af stor, men dog ikke enorm, som med visse andre store Bordeauxer, struktur og stadigvæk den markante tannin. Balancen var perfekt- eller snarere perfektionistisk, med stor sans for detaljen i en lang afslutning.
Det var en vin, som jeg burde give en rigtig høj score, for teknisk set var den bare formidabel. Problemet med Haut-Brion 1989, og visse vine fra bestemte andre Bordeaux-slotte, er bare at de ikke vækker nogen følelser i mig. Jeg ved ikke hvorfor og det er sikkert bare mig, der “ikke forstår” denne slags vine. Den bedste sammenligning, jeg kan komme med her, er at Haut-Brion 1989 opførte sig som en perfekt klædt forretningsmand på en salgsmission, hvor han gør reklame for sit firma, hvis produkt ligeledes er fremragende og upåklageligt. Det hele er perfektionistisk. En anden sammenligning er at man føler sig mere og mere som en tilskuer til et sangshow, hvor vinen er hovedpersonen og hvor det går ud på at levere perfekte toner- som den leverer på samlebånd. Der er bare ingen følelse i stemmen.
Håber, at jeg har leveret en beskrivelse, som man som læser synes, man kan genkende. Det er også forklaringen på at jeg har ændret min oprindelige, alt for høje score til en væsentlig lavere. For jeg var faktisk ikke vild med Haut-Brion 1989, må jeg indrømme.
Jeg tænker også at vinen i det hele taget er overvurderet af de internationale vinanmeldere, især Robert Parker, der åbenbart har den som en af 1900-tallets største legender. Den er jeg slet ikke med på- overhovedet.
Points: 91+.
Jeg må indrømme at jeg var relativt meget skuffet over Haut-Brion 1989. Nu kompenserede jeg ved at åbne en flaske hvid Bordeaux, “hvidvinens Petrus”, var der nogle danske anmeldere, der havde kaldt den, Château Couhins-Lurton 1998. Men i denne periode på aftenen tog jeg ikke noter. Jeg kan dog helt klart huske at jeg ikke syntes at Couhins-Lurton 1998 var drikkeklar, og at den faktisk var temmelig præget af en ret irriterende volatil syrlighed, der gjorde at jeg burde have stoppet smagningen af den og i stedet udsat denne Graves til dagen efter, i selskab med en syrlig fiskeret. Så var den nok kommet bedre til sin ret. Lige nu fungerede den ikke engang til de salte snacks, vi sad med efter hovedretten.
Klokken havde nu ramt 24 og 2005 var en kendsgerning. Her blev der set på fyrværkeri og nydt et glas Veuve Clicquot Ponsardin Sec NV- og den var glimrende. Nu var det tid til desserten- og dessertvinen:
Dow
Vintage Port 1977
Oporto ruby
Douro
Det korte af det lange på dette tidspunkt er at det ikke rigtigt var muligt at lave smagenoter. Der var “gang i den” og man kunne ikke rigtig sidde og nørde med papir og blyant, hvilket jeg faktisk havde gjort en del af aftenen. 🤙Men jeg var temmelig begejstret for Dow 1977 og fik faktisk griflet en kommentar ned, i bedste overklassestil, om at jeg syntes at denne vin “bekræftede min tro på de fortificerede vine fra Douro”.. 🙄 Altså kort sagt, jeg syntes at Dow 1977 var en stor succes og at jeg hermed, med mit individuelle stempel, som en anden konge- eller vindiktator- havde godkendt portvine for fremtidig konsumering i mit land..😆
Min pointsangivelse afslørede så at jeg også mente, Dow 1977 havde potentiale. Det kan jeg godt forestille mig, for jeg synes tit at have fornemmet ret meget tannin i Dow´s unge årgangsportvine. Denne var på smagetidspunktet i 2004/05 27 år gammel.
Points: 95+.
Sent på natten var jeg igen klar på en ny flaske vin, som jeg åbnede sammen med Simons kæreste. Vi syntes på dette tidspunkt at vi var hardcore nytårsaftens-overlevere, efter at langt de fleste andre var gået i seng. Måske havde jeg allerede på dette tidspunkt tanker om mig selv som vindiktator. Og det skulle naturligvis markeres med en hardcore vin, en stor chilener:
Concha y Toro
Don Melchor 1999
Maipo Valley rød
Chile
Jeg har i 2023 fuldstændig ændret min mening om denne smagning. Ikke mit oprindelige indtryk af vinen, men min vurdering af min egen tilstand og evne til at vurdere vinen på det tidspunkt, vi drak den. Eller rettere sagt kun et enkelt glas hver. Forklaringen følger her, fra min originale smagenote: “Frugten fra Don Melchor 1999 ramte mig som en knytnæve i ansigtet og jeg tænkte med det samme: “Hvorfor åbnede jeg denne vin på dette sene tidspunkt? Min gane afviser nærmest vinen og jeg kan intet smage lige nu”.
Jeg gik i seng efter det første glas, tidligt om morgenen den 1.januar 2005, fordi jeg tænkte at nu var mine smagsløg da fuldstændig færdige for idag, ellers ville jeg ikke have reageret på denne vin, som jeg gjorde.
Men sådan tænker jeg ikke idag. Jeg tænker nu (denne artikel forfattet i 2023) at jeg stadig havde det fint på smagetidspunktet og problemet, som jeg ser det, var ikke mine smagsløg. Tværtimod fungerede de formentlig stadig fint. Problemet var ret sikkert at vi simpelthen åbnede et chilensk monster! En kolossalt koncentreret Cabernet-bombe, som var så koncentreret, og frugten så voldsom, at den forekom meget skarp, og, kombineret med koncentrationen, tanninen og strukturen, nærmest forvrænget og bitter i sit store ganeangreb. Jeg har siden oplevet det med andre unge årgange af Don Melchor, i situationer, hvor jeg ikke havde været igennem en lang foregående smagning. Og min konklusion er at man skal lade Don Melchor ligge i mindst 10 år fra høståret, før man rører ved en flaske.
Nu har jeg så ikke smagt de nyeste årgange af Don Melchor, så det kan være at vinen lidt mere er blevet en del af den civiliserede verden siden da. Jeg tror nu stadig at jeg personligt, hvis jeg finder og køber nyere årgange af Don Melchor, vil lade dem ligge i mindst 10, og helst 20 år.
Jeg kunne ikke pointsangive Don Melchor 1999, men jeg forestiller mig at den har udviklet sig godt siden 2004. Det er uden tvivl en højkvalitets-rødvin. Man skal bare være forberedt på angrebet!..
En legendarisk gourmet-nytårsaften var slut og herfra skal der lyde en kæmpe tak til værterne og kokken. Det var simpelthen gigantisk. 🙏
En del af at være ung (jeg var i 30erne på dette tidspunkt) er vel at man har en evne til hurtigt at komme sig forholdsvis hurtigt efter en “hård” aften. Og det var i den grad tilfældet den 1.januar 2005. Jeg tog forholdsvis tidligt, og, især for mig selv, i overraskende nærmest fuldstændig frisk tilstand, nordpå til Hornbæk og min far, som jeg havde forvarslet om en “Stor vin- og bøfaften” denne dag.
Omtalt i denne artikel:
Maison Louis Jadot, Bourgogne: https://www.louisjadot.com/#!
Moët & Chandon Cuvée Dom Perignon: https://www.domperignon.com/
Joseph Drouhin, Bourgogne: https://www.drouhin.com/en_US/
Château Haut-Brion, Pessac-Léognan, Graves, Bordeaux: https://www.haut-brion.com/en/
Château Couhins-Lurton, Pessac-Léognan, Graves, Bordeaux:
Veuve Clicquot, Champagne: https://www.veuveclicquot.com/en-int/home
Dow´s Port, Douro: https://www.dows-port.com/
Concha y Toro, Maipo Valley, Chile: https://conchaytoro.com/en/