Foto: 16.september 2023 i København krammer min abe Gori selveste den flaske Château Latour 1982, som min far og jeg drak den 31.december 2005 i Hornbæk. Den vin var nærmest overjordisk!
Nytår 2005! Jeg meddelte min far at jeg ville komme op til Hornbæk og holde nytår med ham- og sagde at vi skulle have noget rigtig god vin at drikke den aften! Farmand sørgede for maden- traditionen tro en lækker oksemørbrad fra Slagter Bagger i Humlebæk, naturligvis- med lækkert tilbehør, og farmand var spændt på, hvad jeg så havde medbragt af vin. Han blev da også glad da han så den flaske Château Guillot-Tropchaud 1994 Pomerol, jeg havde købt til aftenen. Men som jeg sagde til ham, så var det altså bare indledningsvinen. Jeg trak derefter aftenens forventede hovedvin op af tasken for ekstra effekt😆😆:
Selveste Château Latour 1982!! En af Pauillacs berømte og storslåede 1.Cru Classé-vine, som far og jeg sammen havde smagt indtil flere årgange af på daværende tidspunkt. Far havde ikke smagt Latour 1982 før. Personligt havde jeg smagt den én gang før, nemlig ved Philipson Wines store Latour-smagning i november 2001 i Kokkedal (se separat artikel); en årgang, der var kendt for sin næsten californiske og frugtvenlige stil blandt Bordeauxerne, pga det gode vejr i regionen det år. Det var den smagning, hvor min gode ven Simon og jeg smagte Latour 1998, 1996, 1995, 1994, 1990, 1982, 1978, 1964 og 1961, og jeg havde ved den lejlighed givet Latour 1982 99 points og havde været dybt imponeret. Hvad så nu? Ville 1982 levere på samme niveau?
Men først startede vi op med Pomerol-vinen til madlavningen og som indledning på nytårsmåltidet:
Château Guillot-Tropchaud 1994
Pomerol
Bordeaux rød
Ret mørk i farven, faktisk helt til kanten. Det var lidt uventet.
Flot duft med lækre Merlot-toner og- heldigvis- uden den følelse, som jeg havde haft med andre og langt mere kendte 1994ere, af en slags dyne af en eller anden form for dæmpende element i vinen, som er svær at forklare med andet end årgangens kvalitet, som var præget af den megen regn, der faldt i Bordeaux i efteråret 1994. Men det havde man ikke her- og den charmerende frugtige næse blev fulgt op på paletten med ligeledes flot frugt, passende syre og finkornede tanniner- der lagde stille ud. Det blev de så ikke ved med, men det kommer vi tilbage til. Afdæmpet alkohol og god fyldighed, med fine frugtkaskader og også lidt sort peberkværn. I den lange og lækker-frugtige afslutning kommer de indtil nu fine og diskrete tanniner så pludselig ind med en klart mere tydelig tilstedeværelse og lægger lidt en dæmper på det hele- og dette bliver ovenikøbet endnu mere tydeligt som tiden går.
Men det er en flot Pomerol, helt klart på niveau med mere berømte naboer i kommunen. Og der er helt klart også potentiale, som bevidnet af tanninerne til sidst. Jeg måtte simpelthen sætte et + efter pointsgivningen, da balancen var rigtig fin og tanninerne tydelige.
Det sjove ved dette er at jeg lagde denne smagenote ud på det vinsmager-panel, som jeg sad på på det tidspunkt, Robert Parkers internetside, erobertparker Wine Talk, med min score:
Points: 91+.
Jeg fik en del kommentarer på min efterfølgende efter-nytårs-smagenote fra de andre medlemmer på Parkers netside. Bl.a. en fra den kendte franske vinconnaisseur Francois Audouze, der skrev at det var svært at tro på at en 1994 Pomerol på dette niveau skulle have potentiale. Jeg synes, det var ret morsomt. Monsieur Audouze havde som sit speciale at drikke gamle vine, og havde opfundet sin helt egen metode til at få næsten enhver gammel (og med gammel mener jeg virkelig gammel!) vin til at smage godt ved servering- åben den om morgenen og lad den stå hele dagen, med prop i, hvorefter den serveres om aftenen. Enkelt og næsten 100% effektivt, ifølge Audouze. Har selv benyttet mig af metoden flere gange og har faktisk haft gode resultater med den.
Nå, men tilbage til Audouze’s kommentar; jeg synes, det var lidt sjovt at en mand, der drak ældgamle vine, ikke var den første til at kunne forstå at også de “mindre” Bordeaux-slotte, inklusive selvfølgelig også Pomerol-slotte, sagtens kunne have potentiale og ligge i meget længere tid end nogen forventer. Det havde jeg forlængst selv bevidnet med mange af de “hverdags”-Bordeauxer, jeg havde smagt allerede på det tidspunkt.
Francois Audouze må næsten betegnes som Frankrigs svar på Michael Broadbent- eller rettere sagt, ikke helt, for af udseende ligner han faktisk lidt den store musicalstjerne Maurice Chevalier. Han har også sin egen hjemmeside, som jeg linker til efter artiklen.
Efter denne lille sjove detalje, vender vi tilbage til nytårsaften 2005, hvor spændingen steg, da jeg åbnede Latour 1982..
Château Latour 1982
Pauillac 1.Cru Classé
Bordeaux rød
Der gik flere minutter før jeg turde dufte til den åbnede vin.
Men da jeg endelig gjorde det, tænkte jeg kun én eneste ting: 100 points!!!!!
Det var rent faktisk min eneste tanke, da jeg mærkede den fuldstændigt vanvittigt lækre duft, der nærmest kunne sammenlignes med dameparfume; en forførende og lille smule sødlig og særdeles dragende duft.
Jeg tænkte igen, ligesom da jeg smagte Latour 1959 nytårsaften 2000, at det her var endnu et eksempel på hvordan denne store og i virkeligheden tungt konstruerede og fyldige vin, kunne give både et så nærmest let og dansende, nærmest feminint, og samtidig fuldstændig storslået typisk macho-militærparade-agtigt indtryk til smageren. For det her var en vin, der imponerede med sin storslåethed og flotte frugt, imponerende fadristning, fuldstændigt perfekt supplerende og gane-kærtegnende tanniner, forholdsvis tilbageholdende syre og en fuldstændig uendelig afslutning, hvor den massive frugt samledes i en uimodståelig charmebombe, mens tanninerne holdt sig pænt i baggrunden, i denne utrolige vin. Og så kom den der følelse af dameparfume minsandten tilbage og blev hængende! Det var helt uvirkeligt..
Mod slutningen af smagningen kom der yderligere lag til de ellers uendelige smagsindtryk- men der var også en speciel og individuel følelse med denne vin og dette slot, som man ikke havde med andre vine. Altså undtagen med andre årgange af Latour, naturligvis. En følelse af en slags dobbelthed; denne vin var helt klart fyldig og nærmest kraftig. Men det udtryk, den afgav, var nærmest let og “svævende”; som om at denne vædske simpelthen ikke var af denne jord- som om at den havde sin fuldstændig egen, nærmest både tunge og vægtløse tilstedeværelse i flasken og i smagerens gane: ja, faktisk sin egen ånd!
Det er det nærmeste, jeg kan komme en beskrivelse af Latour og Latour 1982. En fuldstændig utrolig oplevelse. Jeg var ikke i tvivl længere- den “100 points”-tanke, som jeg havde, da jeg duftede til denne flaske Latour 1982 første gang, skulle også være den pointsangivelse, jeg endte med for hele denne magiske oplevelse!
Points: 100.
Vinhimlen blev minsandten igen nået denne 31.december 2005- spørgsmålet om den nogensinde ville blive nået igen?..
Omtalt i denne artikel:
Francois Audouze: Hjemmeside:
http://www.academiedesvinsanciens.org/author/faudouze/
Château Guillot-Tropchaud, Pomerol, Bordeaux: Har desværre ingen hjemmeside.
Château Latour, Pauillac, Bordeaux: https://www.chateau-latour.com/en