Foto: Fra Mark Squires’ Bulletin Board’s Wine Talk-forum på The Wine Advocate, med overskriften til min originale smagenote på Château Léoville Las Cases 1993 og 1934. 1934eren gengiver jeg ikke her, for det var tydeligt at vinen var fejlbehæftet; det var ikke en korrekt flaske. 1993eren, derimod, virkede korrekt, og jeg vil her beskrive min smagenote samt vinanmelder Neal Martins reaktion på den. Neal Martin skriver idag for udgivelsen Vinous, men har også arbejdet for The Wine Advocate, og det var på den side at følgende smagenote og hans kommentarer foregik, og jeg gengiver de skrevne ord dengang cirka som de blev udgivet, med eventuelle rettelser for præciseringens skyld.
Denne artikel skrevet 9.oktober 2024.
Château Léoville Las Cases 1993
Saint Julien 2.Grand Cru Classé
Bordeaux rød
Mørkerød farve. Til kanten, faktisk.
Jeg begyndte smagenoten med at fortælle at jeg havde smagt Løvekongen 1993 en gang tidligere nogle år forinden. Da havde den været temmelig lukket, men med flot balance, meget “ren” i stilen og vellavet. Jeg gav vinen 90+? points pga dens lukkede tilstand og tænkte at der måtte være fint potentiale. Spørgsmålstegnet satte jeg fordi jeg ikke syntes at frugttilstedeværelsen var så fabelagtig, som den plejer i Léoville Las Cases.
Og det var så her, jeg drog sammenligningen med den Las Cases 1993, jeg sad med denne aften i Hornbæk, i selskab med min far, et par gode røde bøffer med lækkert tilbehør og naturligvis en Bogart-film på TV. En tradition for far og mig. Og en rigtig god tradition- jeg tror at mange mennesker kan lære en hel del af at se gamle film nutildags..
Men tilbage til vinen. Denne Las Cases 1993 syntes nemlig også at lide af en frugttilstedeværelse, der var så væk/forsvundet i vinens kæmpe struktur og tanniske overflade at den virkede helt “umulig”.
Der var med andre ord masser af tannin og struktur og det var, som om disse to havde indtaget hele spillefeltet i øjeblikket.
Syrebalancen virkede perfekt, som sædvanlig. Og vinen som helhed havde faktisk en hel del glæde at byde på- det var kun frugtdelen, der svigtede.
Det irriterede mig til gengæld så meget at jeg endte med at tildele vinen følgende score:
Points: 89+?
Hvor plusset står for potentiale- som jeg var overbevist om at vinen havde, og spørgsmålstegnet for min tvivl om den manglende frugt rent faktisk var et problem eller om det her bare var endnu et eksempel på en ung Las Cases, der- ligesom sine jævnaldrende naboårgange- skulle bruge de sædvanlige mindst 25 år for at smide de første tanniner!
Nogle gange er Las Cases en oplagt kandidat til at være DEN vin i Bordeaux, der skal ligge længst hen for at opfylde sit potentiale. Ret ofte, faktisk. Og det her kunne snildt være et eksempel på en sådan årgang.
Men den 19.juli 2008 var det altså det nuværende indtryk, der gjaldt.
Jeg fik forskellige kommentarer til min smagenote. Nogle kommentarer fra andre medlemmer af Wine Talk-panelet, der dels indeholdt humor og dels en beskrivelse af deres egne oplevelser med Las Cases 1993.
Neal Martin, der på det tidspunkt var Wine Advocate-anmelder, kommenterede også. Han havde sidst smagt Las Cases 1993 i oktober 2007, på slottet sammen med ejeren, Jean-Hubert Delon. Hans score havde været 93 points og han havde sat vinens drikkevindue til 2010-30. Han fortalte også at Bordeaux-vinmagere var fulde af beundring for denne årgang fra slottet, sammen med 1994eren.
Og han uddybede med at ændre sit drikkevindue for denne vin! Hvor han tidligere havde haft 2010 som begyndelse for drikkevinduet, ville han nok for nuværende (altså i 2008) ændre begyndelsen af drikkevinduet til 2020, altså 10 år længere ude i fremtiden, pga tanninerne og Løvekongens generelle evne til at kunne lagre så utroligt lang tid før tanninerne slipper grebet. Neals konklusion, baseret på de smagninger, han havde haft med Léoville Las Cases, var at den når toppen af sit drikkevindue efter ca 30-40 år. Her gav han eksempler som 1945, 1955 og 1959.
Altsammen særdeles interessante betragtninger fra Neal Martin, som jeg er næsten 100% enig i. Og Martin var efter min mening en stor del af årsagen til at The Wine Advocate kunne fastholde en forholdsvis stor del af læserskaren efter at de dels begyndte at kræve abonnenment og medlemsskab for at få adgang til Wine Talk og dels var ramt af troværdighedsproblemer af forskellig slags, centreret omkring Robert Parker og nogle af hans bekendtskaber, samt hans uforståelige støtte til Rudy Kurniawan i en debat, hvor nogle panelmedlemmer havde været tidligt ude med påstande om Kurniawans formodede status som svindler.
Tilbage til Neal Martins kommentarer om Léoville Las Cases holdbarhed; jeg linker herunder til mig og min vinklubs smagning af Léoville Las Cases 1945 sidste år. For her var der et forrygende eksempel på en vin, der, udover at være fuldstændig spektakulær, ikke engang kunne siges at være fuldmoden, jvf Martins kommentarer skulle den jo forlængst have ramt toppen af modenheden- det var ikke mit indtryk 2.september sidste år:
Dén 1945er var så god at man uundgåeligt sad og tænkte at højere magter havde udnævnt året 1945 til et år, hvor vinen skulle velsignes helt ekstraordinært og magiske vinøjeblikke skulle opstå på grund af disse 1945-vine..
Omtalt i denne artikel:
Neal Martin: Jeg linker her til Martin’s nuværende udgivelse, Vinous. Det er en abonnementsside, så hvis man vil, kan man blive abonnent på udgivelsen:
https://v1.vinous.com/articles/the-dalmatian-vintage-bordeaux-2023-apr-2024
Château Léoville Las Cases, Saint Julien, Bordeaux: