Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

18.oktober 2008: Hornbæk: Mine smagenoter fra The Wine Advocate’s Wine Talk-sektion: Château Léoville Las Cases 1981 (magnum) og 1975


Foto: Overskriften på Wine Talk for mine smagenoter på Château Léoville Las Cases 1981 og 1975 Saint Julien, Bordeaux. Smagningen fandt sted lørdag den 18.oktober 2008 hos min far i Hornbæk.

Denne artikel er skrevet 15.oktober 2024.

Lørdag 18.oktober 2008 var en af den slags dage, som jeg så rigtig meget frem til. Farmand havde købt en luns kød og nu meddelte løverne at de også ville komme forbi! Altså i form af to flasker Château Léoville Las Cases fra Saint Julien i Bordeaux!
En perfekt opskrift på en formentlig formidabel feinschmecker-aften!

Engang talte jeg med en af mine med-vinfanatikere om 1981-årgangen i Bordeaux. Og han kom med et udtryk, som jeg i høj grad kunne relatere til, nemlig 1981 som “den glemte årgang”.
Hvem hører man egentlig tale om 1981 Bordeaux idag, bortset måske fra dem, der er født i året?
Det forholder sig nærmest modsat med 1975- en årgang, som der har været rigtig meget debat om. En årgang, som mange mente var overvurderet og som aldrig ville modne pga de voldsomme tanniner i vinene. 1975 blev sat i bås med andre meget tanniske årgange som 1928 og 1948. Og det kan da også være at der er noget om snakken. Jeg må også sige at de 1975ere, jeg har smagt, har haft masser af tannin. Men det behøver ikke at være en dårlig ting. Og når man ser på, hvordan 1928 og 1948-årgangene har klaret sig gennem tiden, så er de vist også helt okay med at blive kaldt tanniske, så længe vinene fra de årgange har det ry, de har fået..
Uanset hvad, så var der lagt op til en særdeles interessant smagning, der lige fik det ekstra twist at 1981eren var fra en magnum-flaske. Og som det gamle ordsprog siger, så er vin altid 5 points bedre fra magnum.
I nedenstående anmeldelser vil der være citater fra mine originale smagenoter og tilføjelser, som jeg er kommet med nu for at fremme forståelsen og for at forme smagenoterne på tilnærmelsesvis samme måde, som jeg gør her i Vindiktatorens Avis.

Château Léoville Las Cases 1981 (magnum)
Saint Julien 2.Grand Cru Classé
Bordeaux rød
Det her var min første smagning af en 1981 Bordeaux nogensinde. Jeg havde aldrig set nogen til salg, før jeg “faldt” over denne flaske.
Jeg havde smagt den nærliggende og sammenlignelige årgang 1983 i år 2000 og havde været ret begejstret. Nu håbede jeg på måske tilnærmelsesvis samme oplevelse denne gang.
God mørk farve, med lysning i kanterne. Duftmæssigt lod vinen til nu at være i sin modenhed. Flot ren solbærfrugt, elegant, ædelt udtryk, krydderimix, i det hele taget et smukt duftudtryk.
På paletten fortsatte den storslåede, friske solbær, og der var en luksuriøs mundfølelse, med rig frugt, glycerin-friskhed og perfekt balance i komponenterne. Vinen mindede mig i det hele taget, som jeg havde håbet, om den fremragende 1983er. Måske var frugten, på trods af dens imponator-effekt, ikke så imponerende som i 1983eren, men mindre kunne bestemt også gøre det.
Lang, smuk afslutning i en vin fra en glemt årgang, og med masser af liv tilbage.
Points: 92

Efter denne succes var jeg meget spændt på, hvad 1975eren ville byde på. Flasken havde jeg købt i 2003, så den havde haft masser af tid til at smide nogle flere tanniner.
Jeg havde smagt denne årgang af Las Cases før; første gang ved Erik Sørensen Vins store Léoville Las Cases-smagning i Bondebyen i Lyngby i foråret 2002. Dén smagning er beskrevet i denne artikel her i avisen:

8.maj 2002: Lindegaarden, Lyngby: Mine historiske smagninger kapitel 10: Erik Sørensen Vin´s store Château Léoville Las Cases smagning!


Ved den lejlighed havde jeg været dybt imponeret over 1975eren, som jeg havde tildelt 94+ points. Anden gang, jeg smagte Las Cases 1975 var i 2004. Der havde vinen prop.
Hvad ville denne flaske bringe?

Château Léoville Las Cases 1975
Saint Julien 2.Grand Cru Classé
Bordeaux rød
Mørkerød, men klar i kanten. Moden? Næsen var kolossalt dyb med masser af lag. Til gengæld dominerede næsen ikke så meget, som jeg havde forventet. Var vinen alligevel lukket?
Så satte tanninerne ind. På paletten var vinen “støvet” og man kunne mærke tanninerne lukke paletten ned. Det var nu ikke, fordi tanninerne var uvenlige som sådan- men de var tilstrækkeligt tilstedeværende til at lukke ned for paletten, som dog gav en del hints om vinens fremtid. For man kunne bestemt også mærke at der var masser af struktur, masser af frugt og en god syre.
Det var som om at et konstruktionsarbejde var i gang og at man, ved at åbne vinen nu, egentlig bare forstyrrede arbejdspladsen ved dette besøg.
Balancen var perfekt og vinens subtile nuancer ventede bare på at bryde ud fra under overfladen. Men jeg måtte så også erkende at denne flaske, i 2008, virkede længere væk fra sit modenhedsplateau end den flaske, vi havde smagt ved Erik Sørensen-smagningen i foråret 2002! Endnu et eksempel på at man aldrig skal undervurdere Bordeaux-vines evne til at lagre- og blive ved og ved og ved med at lagre!
Jeg sad til sidst og overvejede hvornår jeg mente at denne vin ville ramme modenhed og kom frem til at det nok lå 10-20 år ude i fremtiden, dvs 2018-2028. Jeg mente også at der stadig var kvalitetspotentiale i vinen og at den ville levere en 95-points oplevelse (på en scala fra 0 til 100), når den langt om længe rammer modenheden. Men for nu syntes jeg at scoren skulle lidt ned i forhold til sidst, da denne oplevelse bød på en mere lukket vin og fordi jeg vurderer vinene ud fra deres nuværende tilstand.
Points: 92+

Omtalt i denne artikel:
Château Léoville Las Cases, Saint Julien, Bordeaux:
https://www.domaines-delon.com/en/leoville-chateau_leoville_las_cases_histoire.html