Foto: Det originale smageprogram til HJ Hansen Østbanegades lørdagssmagning den 5.februar 2011. Den opmærksomme læser lægger selvfølgelig øjeblikkeligt mærke til skrivefejlen på HJ Hansen-programmet. Men det var ikke kun HJ Hansen, der lavede fejl denne dag. For to af vinenes vedkommende fik jeg ikke noteret årgang- og så kan jeg ikke anmelde dem, da jeg ikke anmelder vine uden årgang her i avisen. Det gjaldt vinen fra Grækenland og det gjaldt den sidst smagte vin, surprise-blindvinen fra Californien, som var fra Beringer.
Denne lørdag bød smagningen udelukkende på rødvine og de var fra Spanien, Grækenland, Italien og Frankrig- derudover var der en “surprise”-blindsmagningsrødvin fra Californien. Men som just nævnt, så fik jeg desværre ikke noteret årgangen på hverken den græske rødvin eller på californieren- og det er ærgerligt på flere måder. For det første fordi at jeg så ikke kan anmelde vinen og for det andet fordi især den græske rødvin var temmelig fremragende. Men sådan er det.
Denne lørdagssmagning i Østbanegade var en kærkommen lejlighed til at varme sig lidt med noget vin, i en vinter, der for de tre officielle vintermåneders vedkommende, havde en gennemsnitstemperatur på -1,3 grader C. December 2010 var i særklasse i den forbindelse, med nærmest dagligt snefald og en gennemsnitstemperatur for måneden på -3,9 grader; den næstlaveste december-gennemsnitstemperatur nogensinde målt, siden målingerne begyndte i 1874. Januar og februar 2011 var mildere, men der var stadig sne og is overalt. To ret kolde vintre i træk. Og når det er så koldt, er lørdagssmagningen et herligt afbræk fra de udendørs tilstande.
Men nu til vinene..
Miguel Torres SA
Mas Rabell Red 2007
Catalonien rød
Alkohol: 13,5%
Druesammensætning: Cariñena – Garnacha Tinto (Carignan-Grenache).
Lagret i 6 måneder på hhv amerikanske og franske egetræsfade.
Der var ikke så mange oplysninger tilknyttet denne rødvin, andet end at den var fra Catalonien; det område, som nogle betragter som løsrevet fra Spanien og andre som en del af Spanien. Derfor kalder jeg det bare “Catalonien”- jeg går ud fra at praktisk taget alle ved, hvor det ligger, uanset hvilken holdning man har i forhold til den catalanske selvstændighedstrang.
Farven var ret mørk. Der var duft af solbær og krydderier- og på paletten var vinen, meget typisk for Torres’ vine, fløjlsblød og elegant. Ingen skarpe kanter eller skurende tanniner. De lod faktisk til allerede at være blødt op- og vinen virkede moden. Balancen var fremragende; flot frugt, elegant fremtoning, ganske lang smag og god syrebalance. Jeg tænker at dette er en god hverdagsrødvin (pris denne dag i februar 2011 kr 80,- pr flaske), der sagtens kan ligge nogle år, hvorefter man kan imponere sine gæster med den, fordi den ikke svækkes med alder de første 5-7, måske 10 år. Så drikketidspunktet kan formentlig strækkes ud til midten af 2020erne. En glimrende rødvin og en god start på smagningen.
Points: 87.
Efter Domaine Constantin Lazaridi-rødvinen “Oenodea” fra Drama i Grækenland, som var lige så god som Mas Rabell 2007 (se reference til domænet i omtaler) og desuden stadig havde en del tannin (87+ points), skulle vi tilbage til Catalonien:
Alvaro Palacios
Camins del Priorat 2008
Catalonien rød
Alkohol: 14,0%
Druesammensætning: 50% Carignan – 40% Grenache – 10% Cabernet Sauvignon og Syrah
Lagret på franske egetræsfade i 8 måneder.
Fra den berømte producent Alvaro Palacios, som producerer nogle af Priorats mest fremragende vine.
Mørkerød til kanten. Duften var en blanding af røde bær, samt lidt kanel og en slags mineralsk, stenbrudsagtig, tone.
På paletten fortsætter de røde bær, mens vinen generelt set har en rigtig lækker og silkeagtig fremtoning, med en virkelig flot tannin/syrebalance og integration. Det hele er flot balanceret.
Det her er en usædvanlig Priorat- den fremtræder meget civiliseret i forhold til en del af de “monstre”, man har set komme ud af området før i tiden. Måske er det en ny stil, baseret på Palacios’ opfattelse af hvordan man opnår den bedste balance og det bedste udtryk for regionen?
God længde og meget elegant afslutning med god dybde. Desuden uden tvivl godt potentiale for denne Priorat, med en god del tannin, syre og rig frugt.
Points: 88+.
Nu skulle vi minsandten til Campania i Italien og selveste Napoli-området.. 🤗
Cantine Caputo
Zicorra Caputo 2004
Druer: 100% Aglianico
Campania rød
Alkohol: 14,0%
Håndplukkede druer og, ifølge HJ Hansens info-ark 12 måneders lagring på henholdsvis gamle slovenske og nye franske egetræsfade.
Vinen fremstår meget mørk i farven. Duften består af nogle elementer, som jeg ikke er helt vild med i en tør rødvin; rosinagtige indtryk, rørsukker- i det hele taget sødlige toner. Men på paletten kommer det sødlige indtryk heldigvis ikke frem- her er vinen langt mere stringent og fint tør. Til gengæld er den ikke så levende, som man kunne ønske, på trods af at tanninen lader til at have sluppet sit tag. Det er syren, der kommer mere frem nu og desværre ikke frugten.
Afslutningen er derfor kun let frugtig og lidt kort. Frugten er sådan set ganske fin, med tilstrækkelig koncentration, men det er som om den er aftagende. Og det lader til at vinen er fuldmoden og skal drikkes nu.
Vinen var på smagning til en pris af kr 170,- pr flaske. Den højeste pris af de 4 første vine- men den fremtrådte ikke så god som de andre og desuden helt klart på vej ned ad bakke. Derfor får den et – efter pointsangivelsen for intet yderligere potantiale og muligvis på vej ned. Det er ikke en vin, jeg ville købe nu (artiklen her skrevet i februar 2024).
Points: 80-
Sidste rødvin på programmet var den i særklasse dyreste; nemlig Gérard Dépardieu’s Languedoc-rødvin “Reférence”..
Domaine Gérard Dépardieu
“Reférence” 2003
Vin de Pays Languedoc rød
Alkohol: 14,0%
Druesammensætning: 60% Merlot – 40% Cabernet Sauvignon
En usædvanlig druesammensætning for Languedoc, med de to formentlig mest berømte Bordeaux-druer i vinen. Meget interessant..
Vinen er lagret på franske egetræsfade, men der var ingen angivelse af længden af lagringen på HJ Hansen-infoarket, hvor de oplyser at druerne til vinen kommer fra Bellegarde de Razes-området, efter landsbyen af samme navn.
Farven er forholdsvis mørk, men klar i kanten. Det tyder på modenhed.
Duften er egentlig flot frugtig og ekspansiv, men har en antydning af en slags vandighed- det er ikke noget, jeg er vild med. Forhåbentlig fortsætter det ikke i smagen.
På paletten blev jeg heldigvis ikke bekræftet i det “vandige” duftindtryk. Her var der fin koncentration, rig frugt og perfekt balance i en meget harmonisk rødvin. Og den lod ovenikøbet til at have ramt modenhed nu, med potentiale til yderligere en del års fornøjeligt drikkeniveau, med den fine balance, den udviste.
Dépardieu er måske ikke så populær i Frankrig mere, men hans vine lader til at have højt niveau.. man må dog sige at til en pris på kr 395,- for denne glimrende Languedoc (i februar 2011), så kan jeg komme i tanke om en hel del Bordeauxer, der leverer voldsomt højere kvalitet til de samme penge. Men da jeg anmelder vinen som jeg opfatter dens kvalitet, uden at skele til prisen, så synes jeg at min pointsangivelse er fin.
Points: 89
Omtalt i denne artikel:
HJ Hansen Vin: https://www.hjhansen-vin.dk/
Miguel Torres SA, Catalonien: https://www.torres.es/
Domaine Constantin “Costa” Lazaridi, Drama:
https://www.domaine-lazaridi.gr/en/domaine-costa-lazaridi/
Alvaro Palacios, Priorat: http://alvaropalacios.com/
Caputo, Campania: Kan ikke lokalisere en selvstændig hjemmeside for denne producent. Det lader til at HJ Hansen ikke længere har Caputo’s vine i sortimentet.
Domaine Gérard Dépardieu, Languedoc: https://www.chateaudetigne.com/