Foto: Mit originale smageprogram til HJ Hansen Lørdagssmagning den 6.august 2011 i Østbanegade-butikken i København.
Lørdag den 6.august 2011 var jeg, traditionen tro på en fri-lørdag, til lørdagssmagning i HJ Hansen-butikken på Østbanegade i København.
Måneden forinden, den 2.juli, havde et kolossalt regnvejr druknet København i enorme vandmasser. Jeg og en god ven var ude og vandre en tur fra Ordrup til Østerbro efter regnen og adskillige vejtunneller var spærret. Da vi kom til området omkring Svanemøllen Station kunne vi konstatere at S-togstunnellen til toget mod Farum var fuldstændig oversvømmet. Ingen tog kunne passere- og på selve Svanemøllen Station stod vandet lige under perronniveau. Der var også mange oversvømmede kælderlokaler rundt omkring, da vi vandrede ned ad Østerbrogade.
I sandhed en voldsom regnvejrsdag- jeg har ikke set nogle lignende siden. Men tilbage til denne lørdags vinsmagning:
Emnet denne gang var Sydafrika og det er jo altid interessant; personligt synes jeg at have nogle af de bedste eksempler på vine, der kvalitetsmæssigt kan sammenlignes med de mere kendte franske vinregioners gode repræsentanter i forhold til andre “oversøiske” landes bestræbelser.
Der var to hvidvine og tre rødvine på programmet og vi kom vidt omkring. Og selvfølgelig skulle vi også smage en vin på Sydafrikas “nationaldrue”, Pinotage. Den lå sidst i programmet. Jeg anmelder så kun de 4 af vinene, da jeg i sin tid ikke fik noteret årgangen på den først smagte vin, så den springer jeg over.
Springfield Estate
Chardonnay 2006
Cape Robertson, Sydafrika
Springfield Estate er en familieejet vingård i det bjergrige Robertson-område.
Alkohol: 14,0%
En nærmest ravgylden, med Sauternes-tendens, farve.
Og på duften får man lidt samme indtryk; abrikoser, appelsinskræl, honning, melon og andre eksotiske indtryk. På paletten er denne Chardonnay dog tør, men ikke så frisk som man ellers fik indtryk af på duften. Syren er til min overraskelse ret lav og alkoholen på 14,0% mærkes tydeligt. Der er en fedlig smørnote i vinen og efter lidt tid forekommer denne Chardonnay som en typisk oversøisk stilart af en Chardonnay, der mangler mere dybde og især syre, definition, præcision og længde i forhold til mere fremragende Chardonnays. Der er dog rigeligt af det til at interesse smageren, så pointsgivningen bliver ikke lav.
Points: 84
Første rødvin var en temmelig billig en af slagsen:
Rooiberg Winery
Rooiberg Shiraz 2008
Cape Robertson
Sydafrika
Alkohol: 13,5%
Farven ikke så mørk- lidt overraskende for en Syrah. Og der var også lidt lysning i kanten.
Entydig duft af mørke bær. Men også lidt endimensionel.
På paletten er vinen “varm” og krydret, med en distinktiv Syrah-karakteristisk kværnet sort peber-note og den mørke frugt. Men det er ikke hverken nogen stor, kompleks duft eller smag.
Ret kort afslutning og på en måde skuffer vinen vel lidt. Til gengæld synes jeg at den er meget præcist defineret, ganske fornøjelig og i god balance. Og prisen er helt nede på hverdagsniveau- kr 65,- pr flaske denne lørdag.
Points: 82
Lourensford Estate
Lourensford Shiraz/Mourvedre/Viognier 2008
Western Cape, Sydafrika
Alkohol: 14,5%
Forholdsvis mørk i farven.
Duften er præget af vilde skovbær og en krydret, lidt Asian-spicy duft.
På paletten finder man en ung, rig, imponerende frugttone og den krydrede tone fortsætter i en middellang finish.
Igen er der ikke den store kompleksitet, men det er en vellavet og solid blandingsvin, der overraskende nok- især i betragtmning af inklusionen af Viognier, virker mørkere i stilen end Rooiberg Shiraz, som var en 100% Shiraz-vin.
Points: 85
Southern Right Wine Estate
Southern Right Pinotage 2008
Walker Bay, Sydafrika
Alkohol: 13,5%
Denne Pinotage fremstod forholdsvis mørk i farven.
I duften fornemmede jeg, overraskende nok, det, jeg simpelthen vil beskrive som duften af tannin! Denne genstridige og næsestødende, udtørrende fornemmelse, man får, når vinen om et øjeblik formentlig rammer ganen på samme tanniske måde. Men gjorde den så det?..
Overhovedet ikke.
På paletten fremstod vinen bærvenlig, med sødlig bærsmag og forholdsvis, eller ligefrem temmelig mild i smagen- ja nærmest lidt for mild. Jeg beskrev følelsen i min oprindelige smagenote som “fesen karakter”.
Alligevel endte jeg med følgende pointsangivelse:
Points: 84
Jeg må altså trods alt have anset vinen for at have haft så meget karakter og være så interessant at den alligevel skulle have 84 points.
Det er så stadigvæk heller ikke så meget for en vin, der på smagetidspunktet kostede kr 149,95 pr flaske, så i forhold til prisen ville Hr og Fru Danmark muligvis blive skuffede.
Jeg må for mit vedkommende også indrømme at Pinotage er en drue, som jeg har “svært ved at forstå”. Jo, jeg har smagt enkelte Pinotage-vine, som var gode, men de kan tælles på én hånd. Jeg synes tit, Pinotage har været præget af en underlig gummibamse-agtig komponent, næsten lidt syntetisk i stilen, og har undertiden haft nogle mystiske off-tastes. Denne vin bekræftede min fordom på det område.
Også smagt denne lørdag:
Le Bordeaux de Bernard Magrez 2009
AOC Bordeaux
Cépagen bestod af ca 70% Merlot. Følgende er citater fra min, meget korte, smagenote:
“Ret mørk. Lidt lukket. Tannisk, ung smag.”
Points: 86-87+
Omtalt i denne artikel/kilder:
Der videreformidles oplysninger fra HJ Hansens info-ark.
HJ Hansen Østbanegade, København:
https://www.hjhansen-vin.dk/
Southern Right Vineyards, Hemel-en-Aarde, Sydafrika:
Springfield Estate, Cape Robertson, Sydafrika:
Rooiberg Winery, Robertson Valley, Sydafrika:
https://rooiberg.co.za/
Lourensford Wine Estate, Western Cape, Sydafrika: