Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

9.oktober 2017: Valby og Ordrup: Cupping-kursus på Vinakademiet i Valby og Saint Éstèphe hjemme på Ordrupvej ☕🍷


Foto: Château La Commanderie 2012, Saint Éstèphe, Bordeaux, i glasset. Ordrupvej 9.oktober 2017. Billede taget af Vindiktatoren.

Denne uge i oktober 2017 var en ferieuge og om mandagen havde jeg tilmeldt mig et kaffesmagningskursus på Vinakademiet i Valby med Thilde Maarbjerg. Eller rettere sagt, så jeg skulle nok snarere skrive et “cupping”-kursus, som det jo hedder.
Et særdeles interessant kursus, hvor man går lige så videnskabeligt til værks med hensyn til kaffesmagning og analyse af kaffe, som man gør med vinsmagning på samme akademi. Kurset var arrangeret af “Smag Kaffen”, som jeg linker til under artiklen.
Efter et meget interessant kaffekursus, som bestemt kan anbefales, kunne jeg vende næsen hjemad mod Ordrup og beretningerne fra Californien om voldsomme brande i Napa Valley, med dramatiske billeder fra berømte vinejendomme, som kæmpede med brande, som truede med at komme alt for nær på. Ikke rar læsning.
Denne aften tænkte jeg at det måske var en god idé at udfordre smagsløgene igen, nu med en klassisk rødvin. I Irma forhandlede vi en særdeles pålidelig Cru Bourgeois fra Saint Éstèphe, med en lige så klassisk etikette (se artikelbillede), som jeg havde smagt en del gange før og som jeg opfattede som en meget pålidelig og aldeles glimrende Bordeaux. 2012 er en god årgang i Bordeaux og jeg forventede vel egentlig at La Commanderie 2012 ville bevæge sig på et stabilt højt niveau. Men fik jeg så ret i det?

Château La Commanderie 2012
Saint Éstèphe Cru Bourgeois
Bordeaux rød
Jeg husker ikke alkoholprocenten, men jeg mener at den var fint lav, altså under 14.
Meget mørk til kanten. Vinen starter ud med lidt diskrete, krydrede og tilbageholdende, solbærprægede aromaer og toner af egefad.
Med denne begyndelse besluttede jeg mig til at lade vinen stå i en halv time, for den forekom så tilbageholdende her at jeg tænkte at den havde ret klart behov for lige at ånde lidt.
Der gik i nærheden af 45 minutter før jeg vendte tilbage til vinen. Og det viste sig at min smagepause var en god ide.
Nu var der gang i den med flotte mørke bær i ret klar fremgang. Fadtonen var der stadig. Grønne og sorte krydderier og lidt klassisk cigarkasse. Men det hele var nu langt mere tydeligt end da jeg lige havde åbnet vinen.
På paletten flot struktur, med forholdsvis fine tanniner i den grynede stil, som flot indrammede frugten. Perfekt syrebalance. Alkoholen fint integreret.
Det her var ret klassisk Saint Éstèphe. En fast vin med bestemte kvaliteter og et meget fastlagt budskab. Det her var vinen til eksempelvis rødt kød eller andre fyldige retter. Vinen var nu 5 år gammel og selvom den godt kunne nydes nu, så var jeg heller ikke i tvivl om den også kan henligge i en længere årrække.
Lang afslutning med fast struktur, god frugt, bølger af flot syre og krydderier og en følelse af tilhørssted- meget klassisk. Og med en fin fremtid foran sig.
Points: 90+

Omtalt i denne artikel:
Smag Kaffen- hjemmeside:

Home

Château La Commanderie, Saint Éstèphe, Bordeaux- hjemmeside:
http://kressmann.com/index.php/nos-vins/les-chateaux-exclusifs/chateau-la-commanderie-cru-bourgeois/