Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

7.januar 2018: Ordrupvej: Meget fast Premier Cru-Bourgogne fra 1999- med fremtiden foran sig!🍷


Foto: Fixin 1er Cru Clos du Chapitre Monopole 1999, Domaine Guy Dufouleur, Côte du Nuits, Bourgogne. Ordrupvej 7.januar 2018.

Januar 2018 var begyndt. Nogle steder holdt man “tør” eller “hvid” januar, som man kalder det nu, dvs alkoholfri måned. Også i Vindiktatorens hjemby, Ordrup.
Det skulle mit alter ego, Vindikatoren, selvfølgelig markere- ved at drikke en flaske vin! Til gengæld sluttede han sig efterfølgende til den tørlagte flok, bare for at bevise noget, bare 3 dage senere, og holdt “halv hvid januar” i 15 dage! Så kunne de tørlagte lige blive sat på plads samtidig.
Inden da var der så lige lidt vin, der skulle smages- og en af dem var denne i Danmark meget kendte Premier Cru Côte de Nuits-Bourgogne fra Domaine Guy Dufouleur. Den var temmelig kendt i forvejen fra da Erik Sørensen Vin havde agenturet. Dér havde han så ikke set domænets vine i et stykke tid, de havde åbenbart afgivet agenturet. Nu havde Vindiktatoren til gengæld fundet en flaske i Vinoble Sankt Petris Skatkammer i Krystalgade kort før julen 2017 og da han så årgangen- 1999 er en virkelig fremragende årgang i Bourgogne- tænkte han straks at det her så interessant ud- en Bourgogne med 18 år på bagen- det måtte være en lækker, fløjlsblød oplevelse..😋🍷

Domaine Guy Dufouleur (idag Guy & Yvan)
Fixin 1er Cru Clos du Chapitre Monopole 1999
Côte de Nuits
Bourgogne rød
Alkohol: 13,5%
Farven var langt mørkere end ventet. Og der var ingen lysning i kanten. Nærmest chokerende. I duften blev man mødt med forsigtige røde frugter med stærkt afdæmpede toner. Nå for søren, tænkte jeg, og lod vinen stå i glasset i en hel time før jeg rørte ved den igen (!)- for det her var uventet.
En time senere. Intet- som i INTET- var sket. Forsigtige og godt nok afrundede, men altså forsigtige- røde bæraromaer, lidt fadpræg var der også. Ingen umiddelbart mærkbar syrlighed at rapportere. Tilsyneladende perfekt balanceret alkohol, for næsen virkede på ingen måde “sprittet”, tværtimod virkede det hele på duften meget afrundet. Altsammen virkelig gode tegn. Vinen virkede som en komplet, fremragende pakke. Det eneste, der manglede, var at den åbnede sig i duft og smag. Det var så bare ikke sket endnu, for da jeg endelig smagte på denne Fixin blev det en særdeles “fast” oplevelse. Ligesom visse vine fra naboen mod syd, Gevrey-Chambertin, var denne Fixin særdeles stringent, men også temmelig fyldig, med tydeligt, dog diskret, frugtpræg af en godt nok rød type, men den var så fyldig og tenderende over i den mørke lejr at det var lige før man følte sig henvist til Bordeaux!

Der var også stadig en del tanniner her. På den ene side forsøgte de at være venlige og danne en fin fløjlsfront, men på den anden side var de også stadig meget faste og holdt ganen og gummerne i et meget fast greb, i en vin, der nærmest kunne kaldes koncentreret og desuden havde stor længde, med det, som man helt klart kunne fornemme, var den meget rige frugt og en del struktur samt dybde lurende under overfladen, med grønne krydderier og en fuldstændig perfekt balanceret og nærmest venlig syre.
Jeg ærgrede mig på den ene side over at jeg helt åbenlyst drak denne imponerende monopol-enkeltmarks Fixin for tidligt, men jeg var på den anden side også helt sikker på at den da måtte være helt drikkemoden nu, da jeg så den i Vinoble Sankt Petris Skatkammer i Krystalgade. Det var så ikke tilfældet, men til gengæld tror jeg at der er noget stort i vente for dem, der har den nødvendige tålmodighed (og de rette opbevaringsforhold i hjemmet), for potentialet er der til det, som jeg vil kalde en vineksplosion. Jeg tror, denne vin kommer til at hammercharmere, når den rammer modenhedsplateauet.
Og hvornår gør den så det? Jeg tænker yderligere 7-10 års lagring fra smagetidspunktet her (2018), så må den vel være ved at være der? Dvs når vi ca rammer midten eller slutningen af 2020erne, baseret på denne oplevelse.
Som vinen opførte sig nu, kunne jeg ikke give en højere score, men da jeg anser potentialet for at være temmelig betragteligt, så får vinen altså to plusser bagved pointsene, for ekstraordinært lagringspotentiale, på trods af sin alder.
Points: 90++.

Omtalt i denne artikel:
Fixin: Artikel fra den engelske vinhandler Berry Bros & Rudd om kommunen:
https://www.bbr.com/region-1613-fixin
Erik Sørensen Vin: https://eriksorensenvin.dk/erik-soerensen-vin-oktober-1
Vinoble Sankt Petri, København: https://vinoblesktpetri.dk/
Domænets eget faktaark på deres Fixin 1er Cru Clos du Chapitre:
http://www.domaineguyetyvandufouleur.fr/fixin_clos-du-chapitre.php