Foto: Château Elisée 2012 Pomerol, Bordeaux, i glasset ved HJ Hansen Lørdagssmagning 2.juni 2018, Østbanegade, København. Den eneste vin, som vi medbragte til smagningen, eftersom den anden smagte Pomerol blev købt i butikken i Østbanegade.
Velkommen til anden del af mini-serien “2.juni 2018” her på Le Tour du Vin/Vindiktatoren.
Del 1 er udgivet tidligere og jeg linker til den under artiklen.
2.juni 2018 var Østbanegades store rosé-dag. Butikken var pyntet op med indtil flere rosé-udstillinger og der var udelukkende rosé på programmet. Vi fik smagt en del roséer og som sådan var smagningen en ganske fin succes.
Men naturligvis kunne vores vinklub ikke nøjes med rosé. Vi skulle absolut, traditionen tro, og tro mod vores navn, Sure Gamle Forstokkede Grand Cru Bordeaux Mænd, medbringe noget Bordeaux-rødvin. Og denne morgen havde jeg været nede i Store Kongensgade og hente en flaske Pomerol i den nu hedengangne Store Kongensgade Vinhandel. Jeg tænkte at den skulle have selskab af en anden Pomerol; nemlig HJ Hansen Østbanegades egen Le Portail de Mazeyres i årgang 2004, en vin fra Château Mazeyres i Pomerol. Og efter en masse rosé var det nu endelig tid til dagens for os forventede højdepunkter..
Château Elisée 2012
Pomerol
Bordeaux
Elisée 2012 var mørk til kanten. Det havde jeg nok også et eller andet sted ventet af denne kun 6 år gamle Pomerol.
Men duften var allerede stor og gennemtrængende, med kælende, silkeagtige mørke frugttoner og en slags “velhængt kød”-komponent, sammen med en fin egefadstone.
På paletten var vinen allerede i fin form, med charmerende, rig, blød Merlot og flotte kaskader af frugt, mens syren var i baggrunden. Alkoholen holdt sig i fin synkron balance med de øvrige komponenter, mens der stadig var en del tannin, som man, især i afslutningen, kunne føle skurede lidt mod tungen.
Men successen var en kendsgerning. Elisée 2012 var en fremragende repræsentant for Pomerol og fremtiden tegnede endnu bedre end nutiden, med den fine balance og alle komponenterne på plads, mens tanninerne lige skulle have nogle flere år for at integrere yderligere og bløde ud.
En fremragende ung vin med fremtiden foran sig.
Points: 92+
Nu til HJ Hansens eget Pomerol-bud. Vi havde smagt den før og den havde været fremragende alle gange. Ville denne vin kunne gentage succesen?
Le Portail de Mazeyres 2004
Pomerol
Bordeaux
Mørk, men lys i kanten.
Duften afslørede en rødvin, der nærmest eksploderede ud af glasset, med blommer, brombær, fadtoner og krydderimix, i en vin, der udviste enorm dybde i duften. Det var tydeligt at Portail de Mazeyres 2004 var i storcharmør-humør denne junidag i 2018. Det var en rig, nærmest vulgær-luksuriøs næse og rigdommen gik igen på paletten, med kolossal charme, et fabelagtigt grip og stor længde. Dybt imponerende for en vin, der ikke er slottets Grand Vin.
Efter noget tid i glasset viste tanninerne lidt ansigt og det var her, man fik indtryk af at ikke alene levede denne 14 år gamle Pomerol i bedste velgående, men den havde også massevis af leveår igen. Jeg tænker at den vil charmere smageren mindst 15 år endnu og formentlig mere, afhængig af korrekt opbevaring.
En kæmpe succes og stadig med masser af tid. Dette var den bedste flaske, jeg endnu havde smagt af Portail de Mazeyres 2004. Vi kunne nu alle gå glade over på Hotel Østerport til kombineret nedtakt og efterevaluerings-eftermiddagskaffeslabberads i vinklubben.
Points: 93
Omtalt i denne artikel:
2.juni 2018- del 1: link:
HJ Hansen Vin Østbanegade, København:
https://www.hjhansen-vin.dk/hj-hansen-vin-koebenhavn-oe
Château Elisée, Pomerol, Bordeaux:
https://www.vignoblesgarzaro.com/
Château Mazeyres, Pomerol, Bordeaux: