Foto: Château Latour 1974 Pauillac, Bordeaux, i glasset på Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København. 1.september 2018. 1974 er min brors fødselsårgang, så han skulle selvfølgelig smage en af de største Bordeauxer fra årgangen, syntes jeg. Foto taget af Vindiktatoren 1.september 2018.
Artikel skrevet 9.september 2024.
1.september 2018 var en stor, stor smagedag i min vinklub, Sure Gamle Forstokkede Grand Cru Bordeaux Mænd. Første stop på vinrejsen denne dag var HJ Hansens Lørdagssmagning i Østbanegade, hvor vi smagte italienske vine, inklusive en Pinot Noir og en Barbaresco.
På Østbanegade smagte vi også min egen, til lejligheden medbragte, Château Léoville Las Cases 1967, eller “Løvekongen”, som jeg plejer at kalde denne Saint Julien-vin.
Dén flaske har jeg lavet en separat smagenote på i serien “Bordeaux 1967” og jeg linker til smagenoten under artiklen, i “Omtaler”.
Senere på dagen besluttede nogle af os at tage på Kjær & Sommerfeldts fabelagtige vinbar på Gammel Mønt. Og jeg besluttede her at nu skulle det være dagen, hvor min bror, som er årgang 1974, skulle smage en vin, der med garanti ville stå for noget af det bedste, årgangen kunne byde på for Bordeaux’s vedkommende.
Det var simpelthen selveste 1.Cru Classé Château Latour 1974, jeg fandt frem fra K&S’ Skatkammer. Mine forventninger var egentlig også ganske høje, eftersom jeg generelt set har haft usædvanlig mange positive overraskelses-oplevelser med Grand Cru Classé-vine (og Cru Bourgeois mm) fra “små” eller “dårlige” Bordeaux-årgange, i forhold til de ventede kedelige oplevelser, hvis man tror på de internationale, og især amerikanske “eksperter” på området.
Bror var temmelig overrasket over denne pludselige gave. Og i baren var det sommelier Nina Møller, der stod for selve åbningen af flasken. Det klarede hun perfekt.
Scenen var sat- og hvordan gik det så?..
Château Latour 1974
Pauillac 1.Cru Classé
Bordeaux rød
Farven var stadig ret mørk.
Duften bød på en “fast” stemning, med mørke, kølige solbær og en lidt tilbageholdende, faktisk tannisk og rå komponent, der ikke gav næsen meget at arbejde med. Men samtidig var der også en lidt “mild” stemning over duften, som om at der var modarbejdende elementer, der gerne ville præsentere sig som venlige, men bare ikke fik lov til det af den underliggende strenghed. Jeg må indrømme at jeg allerede her tænkte “Åh nej, den er stadig lukket!”
På paletten var denne Latour 1974 temmelig “mut” og meget fast i stilen. Den var, som også i duften, lidt “rå” og modstræbende, samtidig med at frugten virkede tilbageholdende. Der var faktisk en meget kødfuld, men lukket midterpalette- og en forholdsvis kort afslutning, som bed smageren af og gik sin vej.
Latour 1974 ville simpelthen ikke lege med på denne ellers så glade lørdag i City! Lidt ærgerligt, for det virkede på mig som om vinen rent faktisk kunne levere, hvis ikke den var i denne fase. Og det var altså en lukket fase, utroligt nok efter alle disse år og med 44 år på bagen..
Der er et berømt citat, som tilskrives ejeren af en af Château Latours berømte naboer, Baronesse Philippine de Rothschild fra 1er Cru-kollegaen Château Mouton-Rothschild, hvor hun udtaler noget i stil med at de “små”, eller “dårlige” årgange er dem, der skal lagres længst. Hun mente åbenbart at årgange som denne helst skal ligge på langs i mange, mange år før konsumering. Også flere år end de “store” årgange.
Når man smager en vin som Latour 1974 kan man i dén grad se hendes pointe.
Jeg kan ikke tænke andet end at Latour 1974, med den temmelig tanniske fremtræden, den havde på denne dag i 2018 (artiklen her er skrevet 9.september 2024), utroligt nok skulle bruge yderligere en del år før modenhedsplateauet rammes. Som den fremstod nu, så var det ikke en stor fornøjelse, snarere en strid børste. Derfor for Latour 1974 en forholdsvis lav score, men potentialepoints i form af et + efter scoren. For jeg tror faktisk at den “vågner op” om nogle år.
Points: 86+?
Jeg tænkte herefter at vi måtte finde en ny fremragende Cru Classé-vin frem efter denne relative skuffelse. Og minsandten om ikke Kjær & Sommerfeldt havde en flaske Dassault 1975 i Skatkammeret! Den har ikke skuffet mig een eneste gang, uanset årgang..
Château Dassault 1975
Saint Émilion Grand Cru Classé
Bordeaux rød
Stadig generelt temmelig mørk, men klar i kanten.
Flot Merlot-frugt i duften, kombineret med en flot dybde med krydrede noter, cigarkasse, blomstrede toner og en imponerende friskhed og dynamik.
På paletten fortsætter Dassault 1975 sin sejrsgang. Den fra duften så imponerende friskhed fortsætter, med en glycerin-friskhedsinfusion, lækker mørk frugt og de sort-krydrede toner, mens afslutningen kører løs i en imponerende tour de force med virkelig god dybde.
Jeg har stadig til gode at blive skuffet over en flaske Dassault! Og det her var- endnu en gang- dybt imponerende og lækkert!
Points: 93
Også smagt denne dag på Kjær & Sommerfeldt Vinbar:
Château du Glana 2012
Saint Julien Cru Burgeois
Bordeaux rød
Endnu en imponerende flaske du Glana 2012. Lækker og lang i smagen og utroligt charmerende.
Points: 92
Omtalt i denne artikel:
Kjær & Sommerfeldt, Gammel Mønt, København:
https://www.kjaersommerfeldt.dk/
Château Latour, Pauillac, Bordeaux:
https://www.chateau-latour.com/en
Château Dassault, Saint Emilion, Bordeaux:
Château du Glana, Saint Julien, Bordeaux:
https://www.chateau-du-glana.com/fr/contact.html
Link til min artikel om smagningen af Château Léoville Las Cases 1967 Saint Julien samme dag i 2018: