Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

3.januar 2019: Ordrupvej: Dauphin de Grand Puy Ducasse 2012- endnu en andenvin imponerer!


Foto: Dauphin de Grand Puy Ducasse 2012 Pauillac. Ordrupvej 3.januar 2019. En Pauillac i storform!

3.januar 2019, få dage efter nytår. Men også en torsdag, så det var snart weekend. Med andre ord en god undskyldning for at åbne en flaske Bordeaux. Og især når den er fra Pauillac.. havde smagt både denne andenvin og førstevinen fra Château Grand Puy Ducasse en del gange. Så da jeg så andenvinen til en god pris, slog jeg til og den blev åbnet på en mørk vinteraften kort inde i januar. En måned, som nogle bruger til at markere deres evne til at være afholdsfolk et stykke tid, i form af “hvid januar”🙄🙄..
det har jeg også prøvet, bare for at bevise at det kan jeg da også, i en periode på 15 dage i januar 2018. Meningsløs dydssignalering, ligesom med så mange andre måder at demonstrere den ene eller anden form for afholdenhed på i nutidens puritanske og glædesløsheds-frelste samfund.
(I havde vel ikke troet at I kunne slippe for bare en lille daglig Vindiktator-rant, vel?😆😆)..
Nå, men hvordan klarede Dauphin’en sig så? 2012 er jo en udmærket årgang og nu havde den næsten 7 hele år på bagen..

Dauphin de Grand Puy Ducasse 2012
Pauillac
Bordeaux rød
Et opslag på slottets hjemmeside ser ud til at vise at “Dauphin” ikke produceres mere. Nu kalder man andenvinen for “Prelude a Grand Puy Ducasse”.
Fin mørk farve, lidt lysning i kanten.
Og så ramte charmen med det samme. Stor, flot solbærdomineret duft, med mørk chokolade, friskskrællet blyantstift, krydderimix.
På paletten lige så charmerende som i duften, med en middelfyldig til fyldig stil, flot frugt med nu også lidt mere Merlot-præg med brombær/blommer og også stadig solbær, i et insisterende angreb med appel. Den fine krydderimix imponerer, syren er perfekt i balancen og tanninen helt klart meget venlig. Flot, lang midterpalette og afslutning, med den sunde og næsten fuldmodne frugt i højsædet. Der er god dybde og forholdsvis god struktur, selvom det her ikke er en stor, kompleks Pauillac. Den slår ikke et stort brød op, men det er stort nok og utroligt charmerende i øjeblikket. Vinen kan desuden højst sandsynligt ligge de næste 10-15 år på samme niveau. En flot andenvin, der “synger” lige nu.
Points: 91.

Omtalt i denne artikel:
Château Grand Puy Ducasse, Pauillac, Bordeaux:
https://grandpuyducasse.fr/

…..