Foto: Can Axartell Tinto Uno 2014 Mallorca. 30.januar 2019, Kaffe-Thé-Vinkælderen, Rosenborggade, København. Vinen er en blandingsvin med en druesammensætning, man ikke lige forventer.
30.januar 2019 var jeg endnu en gang hos Torben Bruun i Kaffe-Thé-Vinkælderen i Rosenborggade. Og denne dag havde Torben en interessant, kraftig vin på smagning, nemlig Mallorca-rødvinen Can Axartell Tinto Uno 2014. Jeg har tidligere smagt andre Mallorca-rødvine og de havde været gode, så jeg syntes, jeg ville springe ud i det.
Jeg var forberedt på en “bassevin”, da jeg så alkoholprocenten- 14,5. Så vendte jeg etiketten om og så på druesammensætningen. Uden at udspecificere den procentvise fordeling var følgende druer involveret:
Callet – den lokale Mallorca-drue, som ifølge producentens hjemmeside er “den mest elegante drue” og “the most famous and finest grape variety on the island”.
Merlot – den fra Pomerol verdensberømte mørke drue, der skaber mørke, bløde og charmerende rødvine.
Syrah – den fra især det nordlige Rhône og Australien verdensberømte mørke drue, der skaber mørke og meget fyldige/kraftige rødvine.
Pinot Noir – den fra især Bourgogne verdensberømte drue, der skaber lette, dybe, komplekse og finesse/detaljerige milde rødvine.
Jeg må indrømme at jeg undrede mig over, hvordan man kunne sætte disse druer sammen. Det svarede jo nærmest til at man blander den lokale Mallorca-drue-baserede rødvin med Bordeaux og Bourgogne! 🤔 Hvordan ville resultatet mon blive?
Før jeg smagte, læste jeg lidt på producentens hjemmeside og her kunne man få at vide at det først var i 1990erne at Finca Can Axartell var blevet skabt, efter at eksperter havde udpeget netop dette område på Mallorca som specielt godt til vindyrkning. Undergrunden består af kalksten med et højt calciumindhold.
Research har vist at der før i tiden, for længe siden, var blevet dyrket vin i området før, men af en eller anden årsag var dette stoppet på et tidspunkt og det var altså først i 1990erne at folkene bag Can Axartell genskabte vindyrkningen i dette område på det allernordligste Mallorca. Men jeg vil foreslå at man læser mere på Can Axartells hjemmeside, hvor holdet bag ser ud til at bestå hovedsagligt af catalanere og en tysker fra Rheinhessen, Karl Heimers, hvis familie også er vinmagere. På hjemmesiden fortæller domænet også om deres “Metode Gravetat”-filosofi. Interessant læsning.
Etiketten på vinen var lidt sjov, for mandeansigtet på den kan faktisk godt ligne Kaffe-Thé-Vinkælder-indehaver Torben Bruun lidt.
Men nu til selve vinen. Jeg var ret spændt på resultatet, for det her var virkelig en druesammensætning, jeg ikke har set andre steder. Eller rettere sagt, det har jeg, men når det har været tilfældet, så har der var været endnu flere druer involveret og så har vinen hver eneste gang haft hjemadresse i Priorat ved Barcelona.
Can Axartell
Tinto Uno 2014
Mallorca rød
Druesammensætning: Callet-Merlot-Syrah-Pinot Noir.
Alkohol: 14,5%
På trods af tilstedeværelsen af Pinot Noir i vinen er den buldrende mørk til kanten. Men den drue står altså også først nævnt til sidst i druelisten, så jeg tror ikke, det kan handle om en særlig stor andel.
I duften er vinen meget tilbageholdende, men efter lidt tid kommer der krydrede toner og venlig, “varm” blommefrugt.
På paletten viser vinen en ret høj, forfriskende syre og, som ventet pga den lidt tilbageholdende duft, en del tannin, der styrer dagsordenen lige nu. Der er en hel del struktur og dybde og man kan mærke at dette er en fyldig rødvin til den kraftige side, med fine frugtreserver. Lige nu er det bare ikke til at stikke hul i tanninen, der er så dominerende at den nærmest “annullerer” smagen. Man fornemmer dog godt hvordan tingene udvikler sig “under overfladen” og afslutningen er lang, “varm” og blommepræget, med en fremtrædende sort peber-komponent a la det nordlige Rhône. Det er nok også det område, udover Priorat, man kommer til at tænke mest på, når man smager denne vin, bortset fra tanninen.
Men udover disse indtryk, så er der altså også en komponent, der virkelig foruroliger mig. En slags hul tomhed i vinen, som præger oplevelsen. Det kan vel beskrives som en slags knastør pap-smag, som “udhuler” vinen. Jeg ved ikke om det er en midlertidig tilstand, eller en fase, vinen er i. Muligvis. Det kan faktisk sagtens tænkes. Men den er årsag til en ret stor nedgradering af scoren og tilføjelsen af et spørgsmålstegn til den. Jeg har oplevet den i andre vine og det har hver gang formindsket oplevelsen af vinen. Til gengæld tror jeg at hvis denne komponent bare er resultatet af tanninens lige nu meget store indflydelse på vinens kerne, så er det rent faktisk en midlertidig tilstand, som vinen kommer til at modne sig ud af, hvorefter potentialet er fremragende. Derefter tilføjer jeg også to potentiale-plusser efter scoren, så forvirringen kan blive total. Men jeg må indrømme at jeg også var lettere forvirret over denne vin den 30.januar 2019.
Lagringspotentiale? Lang tid. Mindst 10 år og formentlig klart længere.
Points: 87++?.
Omtalt i denne artikel:
Kaffe-The-Vinkælderen, Rosenborggade, København: https://ktvin.dk/
Finca Can Axartell, Mallorca: Deres hjemmeside og samtidig deres omtale af den lokale Callet-rødvinsdrue: https://canaxartell.com/de/content/18-rebsorten