Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

2.marts 2019- del 1: Hotel Østerport/Østbanegade, København: Opvarmning til HJ Hansen Lørdagssmagning og selve smagningens vine🍷


Foto: Juvé y Camps Reserva de La Familia Brut Nature 2015 Cava, Catalonien. Østbanegade 2.marts 2019. Billede taget af Vindiktatoren.

Denne artikel er skrevet 10.marts 2025.

Det var en iskold marts-lørdag, den 2.marts 2019. Termometeret stod på 0 grader, men jeg var i godt humør, da jeg gik ned til bussen på Ordrupvej kl lidt over halv ni om morgenen. For jeg havde en til vished grænsende fornemmelse af at dagens HJ Hansen Lørdagssmagning i Østbanegade ville blive temmelig fornøjelig. Dels på grund af programmet og dels på grund af de vine, jeg selv havde medbragt.
Jeg stod af ved Parkmuseerne og vandrede den korte vej op til Hotel Østerport, hvor jeg indfandt mig kl 9.20, hvorefter jeg straks bestilte en herlig kop thé. Optakten til HJ Hansen Lørdagssmagning var i gang og jeg viste mine to til lejligheden indkøbte Bordeauxer frem til de øvrige morgenfriske medlemmer af vinklubben Sure Gamle Forstokkede Grand Cru Bordeaux Mænd.
Vi debatterede programmet til dagens Lørdagssmagning- det var en broget blanding af lidt af hvert, fra henholdsvis Catalonien, Kremstal (Østrig), Toscana, Bordeaux og, som afslutning minsandten en portvin.
Efter en times opvarmning var vi klar og krydsede gaden over til Østbanegade. Her kom vi ud for et højt niveau i Lørdagssmagningen og minsandten også en ekstra joker-vin til at slutte af med, men vi lagde for med en mousserende.
Jeg tog noter på dagen, men kan ikke lokalisere dem mere, så uddraget her bliver forholdsvis komprimeret og efter hukommelsen.

Juvé y Camps
Reserva de La Familia
Cava Brut Nature 2015
Catalonien
Jeg var imponeret. Det er ellers ikke altid, det er tilfældet for mit vedkommende, når det handler om cava. Men sådan en Brut Nature, med herlig knastør stil, og en tung, vægtig stil, var lige mig, samtidig med at den ovenikøbet virkede lidt tilbageholdende med alle sine kvaliteter, i en cava, der havde flot dybde, lækker friskhed og god frugt.
Points: 90+

Stagård
Urban Grüner Veltliner 2017
Kremstal
Højtonet, lækker, sprød syrlighed i denne imponerende Grüner Veltliner. Frisk og hyldeblomst-præget, med lang smag. Meget flot hvidvin fra Kremstal. Endnu en imponator!
Points: 90

Tenuta Barbadoro
Chianti Serafino 2015
Toscana
Forholdsvis mørk i farven; fremtrædende duft med lidt lyse toner. Fin syre og tilstrækkelig struktur; en del tannin stadig. En udmærket Chianti, men den skal bruge nogle år for at vågne op fra tanninsøvnen.
Points: 87+

Château L’Escart “Eden” 2015
Bordeaux rød
Mørk til kanten. Ret “bred” og frugtdominerende i duften, men der var også sorte krydderier. God tannin- men sjovt nok ikke særlig tydelig- ganske fin struktur. Passende syre.
Jeg undrede mig lidt over tanninen, som jeg syntes var for blød i det. Vinen optrådte meget venligt allerede og jeg kunne godt have mine tvivl om potentialet. Derfor angav jeg ikke et + efter pointsene i denne ellers fremragende Bordeaux.
Points: 88

Ekstra joker på dagen:
Catherine Le Goeuil
Grignon Les Adhémar 2014
Rhône rød
Denne vin blev smagt blindt og vi blev sat til at gætte på identifikationen. Jeg mener at jeg gættede rundt i Sydfrankrig og syntes at vinen smagte hen i retning af Rhône. Dét fik jeg så ret i.
Det var en let krydret rødvin, der fik mig til at tænke Côtes du Rhône Villages; den mindede mig især om vinene fra Valréas, bortset fra at der her lod til at være lidt mere tørstof, fylde og krydderier.
Points: 85+

Alt i alt havde HJ Hansens officielle Lørdagssmagning været ganske fin denne lørdag, med nogle gedigne kvalitative overraskelser på højt plan. Tiden var nu kommet til at vende opmærksomheden mod vore medbragte Bordeauxer. For det var det- jeg havde medbragt to og det var enten Doktoren eller Hans, der medbragte den tredje.
Disse vine beskrives i anden og sidste del af denne miniserie.

Omtalt i denne artikel:
Cava Juvé y Camps, Catalonien:
https://www.juveycamps.com/en/cava/#monovarietales

Stagård, Kremstal:
https://www.stagard.at/

Tenuta Barbadoro, Toscana:
https://www.tenutabarbadoro.it/

Château L’Escart, Bordeaux:
https://chateaulescart.com/

Catherine Le Goeuil, Rhône:
https://genereux.dk/shop/60-domaine-catherine-le-goeuil/