Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

12.marts 2019: Løgismose Illum Rooftop: Lilleø Arwen 2014- høj dansk hvidvinskvalitet på internationale druer


Foto: Lilleø Arwen 2014 hvid, i glasset. Løgismose Illum Rooftop 12.marts 2019. Lilleø er en ø i Smålandsfarvandet nord for Lolland og ifølge de oplysninger, jeg har kunnet grave frem, her via Østjysk Vinforsyning, så produceres denne særdeles interessante hvidvin af et hold, der bla består af kokkene Claus Meyer, Anders Selmer og René Redzepi, efter hvis ældste datter denne hvidvin er opkaldt. Inspirationen er kommet fra den tyske vinmager Martin Steinmann og ambitionen var at skabe den bedste hvidvin i Norden. Er det lykkedes? Jeg ville nu selv få syn for sagen i form af Arwen 2014 her på Illum Rooftop.
Lilleø-markerne blev tilplantet med druer i 2006 og 2008, så det var et nyt projekt.

12.marts 2019 var en fridag for mig og det betød for det meste een eneste ting- bustur til København City, kaffe på Holms Café i Illum og et efterfølgende glas vin på en af vinbarerne- og dem var der flere af i 2019 i København i det helt centrale København, og ovenikøbet også i selve Illum, for Løgismose havde på dette tidspunkt en filial på toppen af stormagasinet, hvor de både havde vinbar og samtidig caféstemning med kaffe og bagværk, men også lette frokostanretninger, f.eks. i form af østers og andet godt. Det fungerede efter min mening rigtig godt. Og denne dag havde Løgismose en dansk hvidvin til smagning i baren- det kunne kun blive meget interessant. Se druesammensætningen i forbindelse med selve anmeldelsen og så kan man kun blive interesseret..

Lilleø Vin
Lilleø Arwen 2014
Lolland-Falster hvid
Alkohol: 11,5%
Druesammensætning: Solaris – Riesling – Silvaner – Sauvignon Blanc – Grüner Veltliner – Chenin Blanc (!)
Den særdeles internationale druesammensætning så overvældende ud, men efter min mening også fint sammenhængende, eftersom alle disse druer jo har en eller flere karakteristika tilfælles, især den høje, friske syrlighed.
Som man kan se på billedet, var farven allerede ret gullig, med enkelte grønne toner.
Næsen var diskret, men der var en følelse af en fedlig smørtone, og “tunge” noter- dvs en følelse af at man sad med en “vægtig” vin.
På paletten finder man forfriskende syre i en “fed” indpakning, hvor den nærmest Meursault-agtige fedme dominerer. Der er toner af hvid asparges, smørfølelse og samtidig højtonet citrus/lime. Fin balance. Det fascinerende blend med Solaris, Riesling, Silvaner, Sauvignon Blanc, Grüner Veltliner og Chenin Blanc, altså den kendte danske drue sammen med en perlerække af berømte internationale druer, fungerer faktisk. Afslutningen er forholdsvis lang og frisk-syrlig. Vinen minder om en hypotetisk blanding mellem en Languedoc Sauvignon Blanc og en tilsvarende fra Loire, og et skvæt tysk Riesling tilsat og vinen- eller skal vi kalde der eksperimentet- er i det hele taget meget vellykket og man synes ovenikøbet at kunne fornemme en vis mineralitet i denne danske hvidvin. Jeg er ikke sikker på potentialet, men vil ikke udelukke det.
Points: 89

Omtalt i denne artikel:
Lilleø Vin- hjemmeside:
https://www.lilleovin.dk/
Løgismose: https://www.loegismose.dk/
Illum:
https://illum.dk/

…….