Foto: Château Chasse-Spleen 2014 Moulis, Bordeaux, i glasset. Løgismose Illum Rooftop, København, 16.marts 2019. En af 3 glimrende vine på en fin dag i København og hjemme i Ordrup.
Denne lørdag i marts 2019 var der fejring af en fødselsdag i vinklubben Sure Gamle Forstokkede Grand Cru Bordeaux Mænd, så vi mødtes på Skagen Fiskerestaurant Illum Rooftop for at fejre det med østers, fiskesuppe og champagne. Derefter gik fejringen videre et andet sted på Rooftop, nemlig hos Løgismose, modsat Skagen Fiskerestaurant, hvor vi satte os tilrette i en aflukket del af vinbaren for os selv, med en flaske Château Chasse-Spleen 2014 fra Moulis i Bordeaux.
Var det så en god idé? 🤔Det vil anmeldelsen vise..
Château Chasse-Spleen 2014
Moulis Cru Bourgeois Exceptionnel
Bordeaux rød
Denne vin har altid imponeret mig, nærmest uanset årgang, for den leverer vel det, der kan betragtes som en smageoplevelse på 1855 Grand Cru Classé-niveau. Denne rødvin har nemlig sædvanligvis masser af karakter, fylde og klasse. Og det gjaldt sandelig også for 2014eren!
Stadig fint mørkerød, også til kanten- måske var der en smule lysning derude, men generelt set var farven meget mørk. Flotte mørke, lettere støvede, men tydelige bæraromaer stod op fra glasset, akkompagneret af nærmest Pauillac-agtig blyantspids og blyagtige indtryk, mens egefadslagringen diskret dufter ristet i baggrunden. Flot duft, der bliver fulgt smukt op på paletten, hvor solbærfrugterne med flot dybde imponerer, der er masser af struktur og flotte lag med kaskader af frugt, syren er i fin balance og vinen er i det hele taget allerede særdeles harmonisk efter kun 5 års lagring. Selvfølgelig finder man også en del tannin- og denne tannin tiltager i vægt under smagningen, hvorefter den slutter af med at forekomme ret tydelig til allersidst. Et godt tegn, både for vinens udvikling og for dem, der måtte overveje at henlægge vinen til længere tids lagring.
En dybt imponerende Chasse-Spleen 2014. Og jeg tænker at den måske lige kan/skal ligge yderligere 5-7 år, dvs til ca 2024-2026, før den begynder at ramme modenhedsplateauet, og, selvfølgelig afhængig af den allerstedsnærværende korrekt-opbevarings-vigtighed, derfra levere en smuk vinoplevelse over yderligere- skal vi sige ca 25-30 år?
Lige nu smager den fremragende og klassisk Bordeaux, men jeg tror desuden at der er potentiale for yderligere højder i smagen og oplevelsen.
Points: 92+
Efter denne fabelagtige fødselsdags fejring og forrygende god Bordeaux i byen, tog vi alle hjemad. Og vel ankommet til Ordrup åbnede jeg en ny flaske Bordeaux til aftenens røde bøffer..
Château Pontet-Fumet 2011
Saint Emilion Grand Cru
Bordeaux rød
Fin mørk farve, men klar i kanten.
Ganske fin Merlot-præget næse, med blommer og blåbær, samt fint fadpræg.
På paletten var vinen, lidt overraskende, mere ligetil og enkel end i næsen. Her genfandt man Merlot-frugten, mens vinen virkede lidt blødere og knap så kompleks, som man forventede, når man duftede til den. Der var dog stor, flot bærcharme og grønne og sorte krydderier, mens afslutningen var frugtig og syren fint inddæmmet og i balance.
Men noget i denne vin mindede mig om nogle af de 1967ere, jeg har smagt. Den virkede i baggrunden lidt “svag i koderne”, dvs der manglede lidt budskab, karakter og pondus i vinen. Det, der var, fungerede rigtig godt, men noget var lidt “off”.
Som vin var den glimrende og tæt på særdeles fremragende, men den manglede bare det specielle, der ville have løftet den ind i det helt fremragende niveau. Og jeg må indrømme at jeg mistænker årgangen for at være synderen. 2011 er ikke nogen specielt god årgang i Bordeaux og i denne vin mærker man det. Men selvfølgelig er det stadig en glimrende vin, da der er masser af velsmag, dybde og lækre krydderier; den når bare ikke helt op til det øverste niveau.
Tannin er der ikke specielt meget af, og det undrer mig også i første omgang, fordi jeg tænker at årsagen til vinens præstation kunne være tanninen. Men det virker ikke til at den dominerer på nogen måde, så jeg ender med at udelukke den som årsag- og dermed også potentialet.
Jeg håber at senere smagninger vil modbevise mig, men som denne vin smagte den 16.marts 2019, så tænker jeg at den ikke kommer til at tage på i vægt og ikke kommer til at forbedre sig kvalitetsmæssigt over årene. Jeg tænker dog at den vil levere på samme niveau i endnu 10-15+ år, dvs til ca 2029-34 og måske frem til 2040.
Points: 89
Omtalt i denne artikel:
Illum, Østergade, København: https://illum.dk/
Skagen Fiskerestaurant, Illum Rooftop, København: https://skagenfiskerestaurant.dk/forside-illum/
Løgismose: https://www.loegismose.dk/
Château Chasse-Spleen, Moulis, Bordeaux: http://www.chasse-spleen.com/#!/
Château Pontet-Fumet, Saint Emilion, Bordeaux: Omtale på Saint Emilions hjemmeside: