Foto: Jaboulet-Vercherre Vosne-Romanée 1970, Côte de Nuits, Bourgogne. Ordrupvej 19.april 2019.
19.april 2019 var Langfredag. Og denne dag markerede mit første besøg, og deltagelse i en højmesse, i den storslåede Grundtvigskirken i den nordvestlige del af København. Et bygningsværk, som på alle måder tåler betegnelsen “katedral”.
Udover højmesser og andagter kan man også opleve kirkekoncerter i denne formidable kirke og jeg skal herfra opfordre til besøg på dette sted. Sidst, jeg var der, fandtes også stadig en hyggelig café i umiddelbar nærhed af kirken, så der er også mulighed for en forfriskning ved kirken.
På dette tidspunkt i 2019 handlede det for mig naturligvis også om vin. Og jeg havde købt to flasker Vosne-Romanée fra Bourgogne indenfor kort tid nogle måneder forinden. Nu skulle den første smages og den anden ugen efter.
Jeg mener at denne flaske var et fund, jeg gjorde hos Vinoble i Krystalgade; den butik, der er flyttet til andre (og mindre) lokaler i Larsbjørnsstræde, i København. Producenten var Jaboulet-Vercherre.
Jaboulet-Vercherre
Vosne-Romanée 1970
Côte de Nuits
Bourgogne rød
Flasken var en oprindelig hollandsk import, af J.A. Verbunt i Tilburg og standen var en god B’er.
Ganske god farve, egentlig mørkere end man forventede.
Vinen var dog ikke nogen dufteksplosion. Ikke et godt tegn. Jeg forventede, på trods af vinens alder, at få flotte hindbær- og jordbærnoter, sammen med den klassiske burgundiske jordbunds-karakter. Men jeg fik egentlig mest jordbund, mens bærrene var meget diskrete (og føltes som om de var for aftagende). På paletten fandt man en vin i fin balance, med passende syre, en forholdsvis koncentreret og ekstraheret stil og faktisk også noget tannin.
Men frugten var også her for aftagende. Ret ærgerligt, for strukturen var helt i orden og dannede i og for sig en fin baggrund for det, der kunne have været en imponerende midterpalette og afslutning. Men som den fremtrådte nu, her i april 2019, måtte jeg konkludere at denne Jaboulet-Vercherre Vosne-Romanée 1970, var på vej nedad bakke, især med frugten. Der var en flot vinøsitet og fin balance, men frugten svigtede- og dette problem vil blive værre med tiden. Som den er nu, så skal den dog stadig have en ret høj pointsscore, for vinen fungerede fint med det assorterede ostebord, vi havde arrangeret denne aften, og der var trods alt stadig både liv i vinen og en fin dybde samt flot balance.
Points: 85
Omtalt i denne artikel:
Jaboulet-Vercherre, Bourgogne:
Jeg har desværre ikke umiddelbart kunnet finde oplysninger om eller en hjemmeside for dette domæne.
…..