10.-11.maj 2019 var datoerne for den seneste- og foreløbig sidste- store offentlige Erik Sørensen Vinfestival på deres store lager i Hesselrød. Jeg købte billetter til lørdagssmagningen den 11. Mens vi kan sidde og håbe på at ES genoptager smagningerne, vil jeg her fortælle om min smagning. For da jeg så at der var Montrachet på programmet- altså selveste LE Montrachet (!)- så lagde jeg med det samme den plan at når vi mødte op til smagningen ville jeg stile direkte til Kultbaren og bede om et glas Montrachet, da jeg var nervøs for at hvis jeg ventede, ville det være for sent.
Dørene åbnes flere minutter før smagningen officielt begynder og jeg kommer ind, spænder syle og save fast til albuerne (altså i overført betydning😉) og ræser direkte mod Kultbaren, hvor jeg indfinder mig som en af de første gæster og beder om et glas Montrachet- missionen lykkedes!! (billede taget kl 10.58 den 11.maj 2019, 2 minutter før smagningen officielt var begyndt!😆).
Domaine Bouchard Père & Fils
Montrachet 2013
Côte de Beaune
Bourgogne hvid
På trods af sine 6 års alder så er der helt klart stadig grønne toner i farven. Noget sagde mig at denne Montrachet vist allerede kunne konstateres at være for ung. Og duften bekræftede indtrykket. Meget diskrete aromaer- men først og fremmest en heldigvis ikke særlig diskret og udtalt stenet mineralitet. Noget, som jeg personligt er helt vild med. Jeg synes det er ufatteligt fascinerende at en vin kan have så meget præg af den undergrund, den dyrkes i.
Jeg havde også ventet en del citrus/lime-toner, en typisk karakteristik for en vin fra dette område. Den syntes jeg så var godt skjult nede i mineraliteten, selvom den dog godt kunne fornemmes. Så var det så også her at man følte en slags fed, lidt rå, nøddeagtig og under alle omstændigheder temmelig tydelig, komponent på midterpaletten, der næsten gik over i en sødlig marcipan-tone; noget, som jeg havde oplevet før i en Montrachet og hvor jeg igen nu tænkte at jeg følte mig bekræftet i at vinen skulle have mere lagringstid for at dette kunne modne og rundes af.
Afslutningen var lang og stadig præget af fedmen og nøddekomponenten, mens mineraliteten dog stadig også var særdeles tydelig; men som jeg ser det, så er det mineraliteten og syren, der skal dominere. Fadet var heller ikke voldsomt tydeligt, det druknede lidt i nøddefedmen. Vinen skal som jeg ser det, nok lige have et årti på langs, og egentlig helst mere, for det med at drikke 6 år gammel Montrachet er vel egentlig “barnemord”, som vi kalder det i vinkenderkredse..
Lige nu (2019) er Bouchard Montrachet en imponerende vin med en fremragende fremtid. Dvs jeg kan ikke falde bagover- endnu. For der er bestemt rigtig fint potentiale.
Points: 93+.
Efter en turné i den store lagerhal, hvor jeg bla smagte fremragende cavaer fra Canals Nadal i Catalonien og fremragende Bordeauxer i Bordeaux-standen, med Saint Julien vinen Terre du Lion 2011 som højdepunkt (93 points!), besluttede jeg mig efter lidt over en times smagning for at kigge på den nye opfindelse i dagens anledning; tapas- og sherrybaren. Men der var fuldstændig udsolgt! Det var simpelthen bare at konstatere at tapas/sherry efterhånden er blevet mega populært. Et eller andet sted er det jo fantastisk positivt at se en sådan fremgang og popularitet efter at især sherry, helt ufortjent, har været ret overset i mange år.
Jeg vendte så tilbage til Kultbaren og nu stod den på:
Château Branaire Ducru 2015
Saint Julien 4.Cru Classé
Bordeaux rød
Buldrende mørk til kanten og imponerende flot duft, hvor de indbydende mørke frugter dominerede, suppleret af lidt tobaks-hints, flot frisk baggrundssyre og selvfølgelig en tydelig, men ikke dominerende tannin. Vinen var faktisk ret charmerende allerede og i fin balance, mens tanninerne holdt sig forholdsvis pænt på måtten, som om de var “pæne bøller” idag. Lang afslutning med en lækker elegant vinøsitet, flot definition og præcision- og fremragende dybde. Vinen er rigtig god nu, men kan sagtens komme til at stor-imponere i en ikke fjern fremtid. Lige nu synes jeg bare, den skal have 10-15 år på langs under alle omstændigheder, for det skal Branaire altid.
Points: 93+.
Sidst på smagedagen og hvad skal vi mon slutte af med?
Sikke et dumt spørgsmål. Det er altid same procedure as last year!
Krohn Colheita Port 1982
Oporto tawny
1982eren var godt på vej mod skyerne, kunne jeg hurtigt konstatere. Altså Vinhimlen; det sted, hvor en vinoplevelse bliver uforglemmelig. Okay, den var ikke endnu vågnet helt op af sin skal, men det var tæt på. Alkoholen smelter nærmest på tungen, sammen med den umiddelbart intensive frugt fra Portugals fantastiske nationaldrue. Efter 15-20 sekunder begynder man at fornemme at hvis man holder vinen i munden, vil denne magiske fornemmelse af lækre hakkede nødder, marcipan og karamel være tilbage, mens alkoholen nærmest forsvinder fuldstændigt fra ganen. Og det er lige netop det, der sker. Et hårdt umiddelbart angreb afløses af en utroligt lækker og blød midterpalette og derefter en formidabelt lang, omfavnende og ganekærtegnende afslutning. Der er dog stadig lidt tannin, som egentlig godt kan mærkes, synes jeg. Det dæmper oplevelsen en lille smule- men resulterer også i at jeg sætter et + efter scoren for potentiale.
Endnu en formidabel Krohn Colheita og endnu en formidabel Erik Sørensen Vinfestival, eller Forårssmagning, som jeg kalder det, når den finder sted om foråret.
Points: 94+.
Omtalt i denne artikel:
Domaine Bouchard Père & Fils, Bourgogne:
Château Branaire Ducru, Saint Julien, Bordeaux:
Krohn Port: