Foto: de Fournier Pinot Noir 2015 Vin de France; vinen, der stoppede mit maveonde den 6.juli 2019!
Denne artikel er skrevet 24.marts 2025.
Lørdag den 6.juli 2019 var jeg temmelig utilpas hjemme i Ordrup. Det var maven, der gjorde ondt. En følelse, som man havde en fornemmelse af kunne udvikle sig til et “mavetilfælde”, som man kalder det med et diplomatisk ord. Så der var ingen tur til København City denne dag; jeg turde ikke tage chancen. I stedet gik jeg den korte vej ned til Ordrup Park og krydsede Ordrupvej til Holger Frederiksens Eftf, hvor de som sædvanlig havde smagsprøver. Denne lørdag var det de Fournier’s Vin de France Pinot Noir 2015, der var på smagning. Jeg husker at jeg ikke var meget for at smage- maven brokkede sig stadig tydeligt- men hos Holger mente de at jeg skulle smage denne Loire-producents Pinot. Jeg fik en forholdsvis lille smagsprøve- men det var åbenbart nok. Miraklet var tilsyneladende sket- mit maveonde forsvandt ØJEBLIKKELIGT! På stedet, foran disken hos Holger Frederiksen!
Jeg fattede det ikke. Denne vin havde simpelthen totalt fjernet mit maveonde kort efter indtagelsen af smagsprøven!
Jeg følte pludselig en enorm trang til at købe en flaske af dette vidunder- med det samme!
Opløftet af dette mirakel hos “Holger” gik jeg hjem, fuldstændig helbredt for mit maveonde. Det var virkelig helt væk. Forsvundet. Og det kom ikke igen. Jeg var så glad at jeg fejrede det med at sætte nogle oste på bordet, sammen med den netop smagte mirakel-Pinot! Den fik så selskab af en Bordeaux. Og begejstringen over min helbredelse bevirkede at jeg nu planlagde bøfaften med rødvin. Det kom til at blive kalvesteg med salat, da vejret var godt og trangen til en lækker, frisk grøn salat pludselig var meget stor.
Og så skulle jeg forøvrigt denne dag også prøve en vild snack- et stykke af Michel Cluizel’s “Noir Infini 99%”-chokolade- dvs med 99% kakaoindhold!- til efter aftensmaden. Den skulle smages til aftenens rødvin, fordi jeg tænkte at det ville passe godt sammen.
de Fournier
Pinot Noir 2015
Vin de France
Alkohol: 13,0%
Denne vin havde jo, af åbenlyse årsager, allerede en kolossal forhåndsscore hos mig. Vinen, der standsede mit maveonde øjeblikkeligt ved indtagelse- intet mindre.
Men det var også en særdeles charmerende og velsmagende Pinot Noir, som var i rigtig fin balance mellem frugt og syre, med en lækker friskhed og de røde frugter i en vin med god dybde og længde, med en meget velgørende dybde.
Det var ikke en stor, kompleks Pinot, men en vellavet, solid en af slagsen. Den kunne også klare lidt mere lagring, tænkte jeg. Men det hele overskyggedes stadig af vinens tilsyneladende fuldstændig magiske virkning på mit helbred denne dag.
Points: 88
Nu til den første Bordeaux- den første denne dag af to velkendte “Holger”-hits, der kom på programmet, sammen med en rødkit-ost (husker ikke hvilken en) og en spansk Manchego.
Château de Cruzeau 2016
Pessac-Léognan
Bordeaux rød
Mørk til kanten, men ikke uigennemsigtig.
de Cruzeau 2016, kun 3 år gammel, var allerede forrygende. Kæmpe, elegant og umiskendelig Graves-næse med uforlignelig diskret elegance, cigarkasse, mørke bær, stor dybde, enorm længde. Fabelagtig balance og diskret, men tydelig tannin. Syre i fin integration. Klassisk og nærmest forfinet i stilen, med en fremragende fremtid foran sig.
Points: 92+
En særdeles overbevisende Bordeaux.
Senere på dagen var det tid til kalvestegen med salat. Og nu stod den på endnu et “Holger”-hit..
Château du Moulin Rouge 2016
Haut-Médoc Cru Bourgeois Supérieur
Bordeaux rød
Mørk til kanten- og denne vin var uigennemsigtig.
Diskrete aromaer med fadnoter, støvede solbær, underliggende sorte krydderier.
På paletten kan man mærke formidabel balance; syren er velintegreret, frugten er så en anelse diskret fordi tanninen er knap så diskret. Men den underliggende følelse er særdeles velafbalanceret, vinen skal bare have væsentlig mere tid end den netop smagte Château de Cruzeau 2016.
Vinens fremtræden ændrer sig ikke meget i løbet af aftenen; tanninerne styrer forestillingen denne aften. Men der er en følelse af stor underliggende dybde. Man må dog konstatere at vinen er lidt lukket pt.
Det var så nu at jeg trak Michel Cluizel’s 99%s chokolade frem- og ganske som jeg forventede, så fremhævede den vinens kvaliteter- frugten kom til at spille fin kontrast til chokoladens store bitterhed. Fascinerende.
Denne Moulin Rouge 2016 skal have nogle år på langs, før man åbner næste flaske. Den har en fin fremtid.
Points: 89-91+
Omtalt i denne artikel:
de Fournier, Verdigny, Sancerre, Loire:
https://www.fournier-pere-fils.com/en
Château de Cruzeau, Pessac-Léognan, Bordeaux:
Château du Moulin Rouge, Haut-Médoc, Bordeaux: