Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

3.august 2019- del 3: Kjær & Sommerfeldt Vinbar: Den store sydfranske smagedag fortsætter! 🍷


Foto: Château L´Enclos 1985 Pomerol, 3.august 2019, Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København. En fremragende vin fra en fremragende årgang.

Læs del 1 og 2 af serien her:
Del 1: https://www.letourduvin.dk/2023/10/24/3-august-2019-del-1-oestbanegade-sydfransk-stemning-%f0%9f%8d%b7%f0%9f%99%8f/
Del 2: https://www.letourduvin.dk/2023/10/24/3-august-2019-del-2-hotel-oesterport-koebenhavn-udsoegt-irish-coffee-%f0%9f%99%8f/

Efter at have hygget os på Hotel Østerport og nogle af medlemmerne var taget hjem, besluttede vi blandt vinklubbens tilbageværende medlemmer på stedet at vi stadig var friske på mere vinsmagning. Vejret var fremragende og alle var friske, så en taxa blev bestilt og vi ankom i strålende solskin til vinbaren.
Vi indledte med en vin fra Kjær & Sommerfeldts Skatkammer; jeg tog ikke noter, da vi smagte 5 vine, men genskaber fra hukommelsen:

Château L´Enclos 1985
Pomerol
Bordeaux rød
Ret “blød” i farven, selv for en aldrende Bordeaux. Jeg spurgte mig selv om det så ville betyde at den opførte sig lidt Bourgogne-agtigt, ligesom ældre årgange af Pomerol-kollegaen Château La Conseillante også tilnærmelsesvis kan gøre.
Og der var da også en hel del mild- og lidt Bourgogne lignende karakter her. Men trods alt så slog Merlot´en og den lidt mere faste stil igennem. Der var faktisk også stadig en del tannin, selvom vinen som sådan virkede drikkeklar. God syrebalance, lækker blød frugt. Endnu en succesoplevelse med en Pomerol, for anden gang på denne dag- og tanninen og balancen sikrede ovenikøbet et potentiale-+ efter pointsangivelsen.
Points: 90+.

Jeg gik nu i Skatkammeret igen. Denne gang fandt jeg en aldrende canadisk Merlot fra 2002 fra Niagara-området! Det var ikke lige noget, vi havde dyrket så meget i vinklubben, men vi havde haft succes med andre canadiske, og især new zealandske Merlot´er, så jeg tog chancen med denne flaske. Desværre kunne den ikke vurderes ordentligt pga et altoverskyggende propelement, der forhindrede vinen i at udfolde sig. Øv.
Nå, men på den igen- vores vært i vinbaren foreslog en amerikansk Pinot Noir fra Sonoma i Californien. Den må jeg have været skuffet over, for jeg udelod den fra smagenoterne. 😆😆

Jeg syntes at vi måtte tilbage på succes-sporet- og det betød een eneste ting: Tilbage til Bordeaux og en gensmagning af en af mine Saint Julien-favoritter:

Château du Glana 2012
Saint Julien Cru Bourgeois
Bordeaux rød
Mørk til kanten. Eksorbitant lækker kraftfuld solbærnæse, i en grad så man bare sad og beundrede vinen i glasset; ristede fadtoner, kaskader af frugtindtryk, sorte krydderier og et slags balanceret, elegant, men så alligevel nærmest vulgær lækkerhed i både duft og den silkeagtige, men samtidig meget kraftfulde og meget lange smag. Mere vulgaritet i afslutningen, hvor solbær-dominansen nærmest kammer over i denne luksuriøst rige vin. Men vinen smager så fabelagtigt at den lidt endimensionelle stil ikke irriterer.
Samtidig er der en flot syre i perfekt balance med vinens øvrige komponenter og en egentlig ret tydelig tannin, når man mærker efter. Og denne tannin bliver mere tydelig jo længere man når frem i smagningen. Et godt tegn for potentialet- og vel også et tegn på at man nok bør lægge vinen til lagring i en årrække, f.eks. 5-10 år, for der er nok ikke tvivl om at du Glana sagtens kan lagre.
En lækker vin med stort potentiale! Château du Glana leverer simpelthen ALTID varen!
Points: 92+.

Så blev det sidst på dagen. Vi skulle slutte ordentligt af. Jeg gik ned i Skatkammeret igen..

Château Faugères 2003
Saint Emilion Grand Cru
Bordeaux rød
Alkohol: 13,5%
Skulle afslutte vores storslåede sydfranske smagning!
Stadig flot mørk i farven, dog med lidt lysning i kanten.
Det her var endnu en ret kraftig Bordeaux, med en faktisk stadig ret ungdommelig profil; heftig frugttilstedeværelse, stor næse med flot Merlot-præg, men også fuld af livskraft, franske krydderier, knust hvid peber og stadig en del tannin. Lang afslutning med lækkert frugtpræg og en robust struktur. Her var det dog som om at tannin-tilstedeværelsen aftog lidt i afslutningen, så man sad lidt og tænkte at vinen var lige ved at ankomme på den drikkeklare perron.
Under alle omstændigheder en fremragende vin og en fremragende afslutning på vores store sydfranske smagning! 🍷

Slut på del 3 af 3.august 2019.

Omtalt i denne artikel:
Hotel Østerport, Oslo Plads, København: https://hotelosterport.com/da/
Kjær & Sommerfeldt, Gammel Mønt, København: www.kogs.dk
Château L´Enclos 1985, Pomerol, Bordeaux: Omtale på Lorentsens Vins hjemmeside:
https://www.lorentsens-vin.dk/kategori/lande/frankrig/bordeaux/chateau-lenclos/
Château du Glana, Saint Julien, Bordeaux: http://www.chateau-du-glana.com/
Château Faugères, Saint Emilion, Bordeaux:

Château FAUGÈRES