Foto: Foredrag i Holmens Kirke med Ulla Kjær, hvis hånd man ser pege mod skærmen. 11.september 2019, Holmens Kirke, København. Billede taget af Vindiktatoren.
Denne artikel er skrevet 25.oktober 2024.
Velkommen til del 2 af denne miniserie om de to foredrag, jeg overværede den 11.september 2019 i henholdsvis Helligåndshuset i Helligåndskirken på Strøget, og i Holmens Kirke, begge i København.
Jeg linker til del 1 af serien nede under omtaler.
Poul Joachim Stenders underholdende foredrag i Helligåndshuset var netop slut denne 11.september og nu kunne jeg tage en kaffepause i Magasin du Nord, før jeg gik ned til Holmens Kirkes underjordiske foredragslokale, “Ubåden”, hvor selveste Nationalmuseets museumsinspektør, historiker og forfatter Ulla Kjær, ville holde et langt foredrag om Holmens Kirkes historie og den bog, som blev udgivet i anledning af kirkens 400-års fødselsdag, med samme navn som kirken. Denne bog havde Ulla Kjær været med til at skrive og bidrage til.
Og det blev et langt foredrag. Og voldsomt detaljeret, for Ulla Kjær gik i dybden med adskillige detaljer og historier omkring kirkens tilblivelse, konstruktion og historie. Det var voldsomt. Men som den ufattelige nørd, mit alter ego, Vindiktatoren, er, så var det jo lige noget for ham. Det mindede ham/mig nemlig om mine fremragende formiddage på Vinakademiet i Valby, da jeg gik på sommelieruddannelsen. Her var en af vores lærere den norske Master of Wine, Arne Ronold. En mand, der forøvrigt taler perfekt dansk uden norsk accent (!). Hans timer var lige så tørre, forfinede og aristokratiske som en rød Bordeaux! Og det er altså ment som en kompliment! Hans evne til at koncentrere sig om at tale om en emne i ufattelig lang tid i træk på en enerverende og så utrolig informerende måde bevirkede at man var nødt til at sætte sig ned efter en endt time og processere alt det, han havde sagt. Det var formidabelt. Knastørt og koncentreret, som en stor Pauillac i en fremragende årgang!
Jeg syntes, Ulla Kjær kørte lidt på samme klinge. Det var et foredrag med en kolossal mængde af oplysninger og historier. Og et formidabelt et af slagsen. Igen skulle man lige sidde bagefter og fordøje oplevelsen og al den info, som Kjær så generøst havde spredt ud over forsamlingen. Det var nærmest hver eneste detalje i bygningen/kirken og dens historie, som blev forklaret og holdt foredrag over, igennem disse 400 år med Holmens Kirke.
Med Poul Joachim Stender havde vi tidligere på dagen (og der var andre, der gjorde ligesom mig og gik til begge foredrag) oplevet en hel del humor og underholdning. Med Ulla Kjær havde vi her dagens dybt grundige, voldsomt detaljerede og meget lange foredrag med et gigantisk niveau af information. Det var dybt fascinerende og jeg endte, ligesom mange af de andre deltagere, med at købe den nye bog om Holmens Kirke i 400 år.
Jeg linker til Holmens Kirkes hjemmeside med omtale af bogen nede under omtaler, efter artiklen.
Denne bog udkom 100 år efter den store bog om 300-års jubilæet i 1919. Og i den forbindelse skete der det for mig overraskende og positive på denne dag at en ung dame forærede mig et eksemplar af 1919-udgaven af Holmens Kirke-bogen. Særdeles sødt af den unge dame.
Omtalt i denne artikel:
“Holmens Kirke”- bog om Holmens Kirke gennem 400 år (udgivet 2019)- medvirkende forfattere: Ulla Kjær, Michael Bregnsbo, Eva de La Fuente Pedersen, Claus Røllum-Larsen og Peter Thyssen.
Fås gennem adskillige boghandlere.
Link til del 1 af denne miniserie om 11.september 2019: