Foto: Dagens temmelig uventede triumfator; Errazuriz Aconcagua Costa Single Vineyard Sauvignon Blanc 2017, Chile. 4.januar 2020 Østbanegade, København.
Velkommen til del 2 ud af 3 af min serie “4.januar 2020”. I del 1 af serien, offentliggjort igår, kunne læseren følge med i den spændende beretning om hvordan Vindiktatoren på sin morgenvandring kæmpede sig frem, først på sin 13 km lange vandretur fra Ordrup til det centrale København og Domkirken, hvor han måtte kæmpe med elementerne og andre mystiske kræfter, og derfra til Hotel Østerport og begivenhederne i og omkring den indledende morgenkaffeslabberads med vinklubben Sure Gamle Forstokkede Grand Cru Bordeaux Mænd, på Hotel Østerport på Oslo Plads.
Link til afsnit 1 her:
https://www.letourduvin.dk/2023/11/28/4-januar-2020-del-1-koebenhavns-domkirke-hotel-oesterport-en-regnfuld-moerk-dag-i-januar/
I dette afsnit af serien beskæftiger jeg mig med selve lørdagssmagningen, eller hovedsmagningen, hos HJ Hansen Vin Østbanegade og afsnit 3 handler om de to vine, som vores klub selv medbragte til Østbanegade denne dag. Link her:
HJ Hansen lørdagssmagning denne januar i 2020 havde den traditionelle titel “Vinhandlerens Bedste Bud”, en titel, som var ret traditionel for HJ Hansen igennem mange år for januar-smagningen. Det er måneden, hvor man tager en blanding af både billige og forholdsvis dyre vine, sætter dem på lørdagssmagningsprogrammet og laver en god pris på dem.
Sådan var det også denne lørdag- der var en vin med, som normalt kostede under en hund og nu kunne erhverves til kr 49,- pr flaske, og der var, blandt andet, både en Bordeaux og en Barbaresco på programmet. Begge lå normalt til langt over kr 200,- i pris, men på dagen var de begge nede under 200,-. Det så spændende ud- og så var der en hvidvin fra Frescobaldi i Toscana og en enkeltmarkshvidvin fra en af producenten Errazuriz ejendomme i Aconcagua i Chile. Det var den første, der skulle smages. NB: Der bruges her oplysninger fra HJ Hansens produktinfo-sider, som de tilføjer til hver eneste smagte vin ved disse lørdagssmagninger, hvor man får et komplet smageskema udleveret, så der kan nørdes rigtig meget med vinene og man kan lege vinanmelder gennem 3 en halv time, mens smagningen varer, hvis det er. Et fremragende koncept, som jeg stadig synes holder rigtig godt. Der er ikke nogen af de andre store vinhandlere i København, der har kunnet kopiere konceptet. Heller ikke engang Kjær & Sommerfeldt- de prøvede engang, men de insisterede på at det skulle være en stående smagning! Jeg var med til nogle af dem, og der var enkelte deltagere, der ikke lige stod for at skulle stå op under en hel smagning- naturligvis. Og i stedet for at ændre smagningen til en siddende smagning, afskaffede K&S den i stedet. Det var ellers det eneste, der skulle til for at forandre den til en succes, som jeg ser det, og derfor foreslog jeg, på min vinklub Sure Gamle Forstokkede Grand Cru Bordeaux Mænds vegne (vi er jo heller ikke alle lige unge) at Kjær & Sommerfeldt ændrede smagningen til siddende. Men det forslag afviste de. Øv.
Men nu til denne lørdags smagte vine ved den traditionelle HJ Hansen lørdagssmagning:
Vina Errazuriz
Sauvignon Blanc Single Vineyard 2017
Aconcagua Costa hvid
Enkeltmarken hedder Manzanar Estate og ligger 15 km fra Chiles Stillehavskyst. Her har man en kølig morgentåge og forholdsvis kølige aftenbriser. Gode forhold for Sauvignon Blanc.
Alkohol: 13,5%
Grøngylden farve. Og allerede ved første snif kunne jeg fornemme at der var noget stort på færde her. Fine frugtige hyld-agtige toner, med et pift lime oveni. Sprødt og sanseligt.
På paletten fortsatte de friske, sprøde hyld- og lime-toner, ledsaget af en lækker syrlighed og en let krydderurte-agtig komponent. Alkoholen var på 13,5% og var perfekt integreret og trådte ikke frem på nogen måde.
Det her var meget flot. Og uventet, for jeg har rigtig mange gange smagt chilenske hvidvine, der ikke var i nærheden af dette niveau.
Umiddelbart ville jeg nok vurdere at denne vin har et potentiale på 2-4 år (fra smagetidspunktet i januar 2020), hvor den stadig leverer på dette niveau- men jeg har så også en fornemmelse af at nye årgange af denne vin kan byde på en oplevelse på samme skyhøje niveau. Og jeg tænker ovenikøbet at jeg muligvis var lidt konservativ med min pointsangivelse dengang i 2020, så jeg har justeret den et point op.
Points: 92.
Frescobaldi
Pomino Bianco DOC 2017
Toscana hvid
Alkohol: 12,5%
Druesammensætning: 50% Chardonnay, 45% Pinot Blanc, 5% ikke angivet. Vinen er fadlagret i 3 måneder.
Pomino Bianco 2017 var også grøngylden, altså præget af sin unge alder, men med lidt mere gult i farven end Aconcagua-chileneren.
En meget diskret, let frugtig, og meget mere tilbageholdende duft.
Vinen her føltes mere fyldig, med mere “masse”, men samtidig også mere neutral. Jeg undrede mig lidt over det, i betragtning af den store andel Chardonnay, der trods alt var brugt her, men eftersom den indeholdt 45% Pinot Blanc, som af mange betragtes som en lidt neutral allround-drue, der supplerer al mulig slags mad og generelt set ikke stikker så meget ud at den kan fornærme nogen, så tænkte jeg at det nok var derfor at vinen ikke bar et kraftigt præg i nogen bestemt retning, bortset måske fra en vis mineralitet.
Den skal nok lige ligge 5+ år, for her lader der til at være et vist potentiale. Jeg må så lige tilføje at det håber jeg også, for vinen optræder altså en anelse for neutralt lige nu, efter min mening. Alkoholen er lav, 12,5%, og fint integreret. Jeg kunne forestille mig denne vin brugt til lidt af hvert, man skal bare ikke servere den til den store fede lakseret med hollandaise- vi skal nok i retning af noget mindre dominerende.
Points: 82+?
Jeg er nødt til at sætte et spørgsmålstegn efter pointsangivelsen, for lige nu giver vinen ikke meget fra sig. Men jeg tænker så også at det er pga manglende modenhed, dvs at den skal ligge lidt tid og så kommer frugten og dybden frem.
Familia Martinez Bujanda
Finca Antigua Cabernet Sauvignon 2013
Castilla La Mancha rød
Spanien
Alkohol: 13,5%
Vinen er fadlagret i 10 måneder på amerikansk eg. Ifølge HJ Hansens fact-sheet er det en ren Cabernet Sauvignon-vin.
På trods af de 7 års alder en vinen mørk til kanten. Der er diskrete noter af mørke bær i både duft og smag, hvor vinen er middelfyldig med en god balance mellem Cabernet´en, som lader til at være tæt ved modenhed og de nu ret afrundede øvrige komponenter, mens syren også spiller fint med. En solid og enkel hverdagsvin, der dog alligevel skal have et + efter scoren, fordi jeg fornemmer at den ikke er helt moden endnu.
Points: 85+.
Marchesi di Barolo
Barbaresco 2014
Piemonte rød
Alkohol: 13,5%.
100% Nebbiolo og fadlagret 12 måneder, ifølge HJ Hansens altid meget informative factsheet på slovenske fade, mens man også er begyndt på lagring på nye franske egefade.
Typisk Nebbiolo-farve, altså forholdsvis lys. Nebbiolo minder lidt om Pinot Noir i farven, men har en del mere tannin.
I næsen fornemmer man tobak og milde røde frugter, som går igen i smagen. Der er lidt let tannin, mindre end jeg havde regnet med i forhold til en forholdsvis diskret næse, fint integreret alkohol, og en fin balance med god syre, den lyse frugt og de lette tanniner. Men jeg synes måske, der mangler lidt dybde og fylde og afslutningen er meget kort. Måske overfortolker jeg her, men jeg synes, vinen virker lidt “let” og det er ret uventet. Har smagt en del Marchesi-Baroloer- skal Barbaresco´en være så meget lettere? For nuværende er vurderingen lidt lav, men måske overrasker vinen om nogle år. For det skal den under alle omstændigheder have- mindst 10+ år på langs.
Points: 86+?.
Château L´Escart
“Omar Khayyam” Vieilles Vignes 2004
Bordeaux Supérieur rød
Alkohol: Fik ikke noteret den. Mener den var omkring 14,0%.
Druesammensætning: Merlot-Cabernet Sauvignon-Cabernet Franc-Petit Verdot (ingen forholdsmæssige angivelser). Lagret på 60% nye franske egetræsfade i 12-15 måneder.
Farven er stadigvæk temmelig mørk efter 16 år. I duften er der en fascinerende tone af stald og bødkerværksted, blandet med klassiske mørke frugttoner.
På paletten ret solbær-præget. Fadbehandlingen fornemmes ret tydeligt. Tannin er der stadigvæk lidt af, men den er blødt ret så meget op nu. Syre og alkohol i fin balance. Ret charmerende nu, men jeg tror faktisk at der kan være lidt potentiale stadig og vinen kan ligge de næste mindst 10+ år.
Points: 89+.
Arboleda Wines
Carmenere 2015
Colchagua Valley rød
Chile
Alkohol: 14,0%.
100% Carmenere og lagring på 40% egetræsfade, i forholdet 80% amerikanske og 20% franske, i 12 måneder.
Arboleda blev grundlagt i 1999. Navnet betyder “at dyrke træer” og er en hyldest til de træer, som vokser på husets vinmarker. Colchagua Valley ligger ca 200 km fra Santiago og klimaet er præget af tørre somre og regnfulde vintre, hvilket ifølge HJ Hansen-fasctsheetet gør vinmarkernes lerede jordbund perfekt, da den holder på fugten fra de regnfulde vintre og frigiver den i de tørre somre.
Vinen er buldrende mørk til kanten, næsten sort i farven. I forhold til det, så er duften fuldstændig uventet let og man kommer uvægerligt til at tænke “Ribena”, da duften rammer næsen. Et fuldstændigt paradoks.
På paletten er det solbær, fadtoner, lidt tannin, men ikke meget, og en fin syre. Alle komponenterne er som sådan i god balance. Men der er ikke meget struktur og man sidder temmelig forundret tilbage over det, der virker som en vin, der af udseende nærmer signalerer “tung, dyb og strukturel”, men som på paletten optræder, ja, nærmest let og ligetil. Der er virkelig ikke meget struktur og det er desuden en meget ligetil vin, der ikke er præget af den store kompleksitet. Og det både overrasker og skuffer mig lidt. Jeg kan ikke give vinen en højere score på den baggrund og da den ovenikøbet virker åben og- ja, nærmest moden, så tilføjer jeg altså heller ikke lige potentialepoints. Det er en fornøjelig vin, der er let at gå til- men måske forventer man mere til en normalpris på kr 175,- (tilbud denne måned var på kr 99,-). Jeg må bare sige at jeg kan komme på en hel del Bordeaux vine til en billigere pris, der leverer voldsomt meget mere end denne Carmenère.
Points: 84.
Omtalt i denne artikel:
HJ Hansen Vin: https://www.hjhansen-vin.dk/
Viña Errazuriz, Chile: https://errazuriz.com/en
Frescobaldi, Toscana: https://www.frescobaldi.com/en/wines
Familia Martinez Bujanda, Rioja/Rueda/La Mancha: https://familiamartinezbujanda.com/en
Marchesi di Barolo, Piemonte: https://marchesibarolo.com/en/
Château L´Escart, Bordeaux: http://chateaulescart.com/contact.php
Arboleda, Colchagua Valley, Chile: https://arboledawines.com/?lang=en