Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

29.februar 2020: Gammel Mønt, København: En gammel Saint Éstèphe-kending imponerer igen🍷


Foto: Château Le Boscq 2015 Saint Éstephe, Bordeaux. Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København, 29.februar 2020. Billede taget af Vindiktatoren.

Denne artikel er skrevet 21.oktober 2024.

Lørdag den 29.februar 2020 var Vindiktatoren, temmelig upåvirket af myndighedernes begyndende virus-skrækkampagne, som sædvanlig i City på sin sædvanlige lørdags-“tradition & terroir”-tur. Morgenandagt i Domkirken, efterfulgt af to stk kaffeslabberadser; en på en af de nærliggende Espresso House-filialer og en i Illum.
Og bagefter stod den naturligvis på vin. Denne gang på Gammel Mønt, hvor Kjær & Sommerfeldt havde Bordeaux på kortet. Saint Éstèphe, nærmere bestemt. Nemlig Vignobles Dourthe’s Château Le Boscq, årgang 2015, dvs en nu 5 år gammel Médoc.
Jeg har smagt en del årgange af Le Boscq og jeg synes, slotte holder et temmelig højt niveau, så jeg gik ud fra at det også ville være tilfældet med den i Bordeaux så fremragende årgang 2015.

Château Le Boscq 2015
Saint Éstèphe Cru Bourgeois Exceptionnel
Bordeaux rød
Druesammensætning: 48% Cabernet Sauvignon – 47% Merlot – 5% Petit Verdot
Meget mørk farve og helt til kanten.
Stor duft; solbær, frisk-mineralsk (lidt flintet), et touch af egefad, en smule blomstret. En kæmpe duft, virkelig imponerende.
På paletten fortsætter den flotte frugt, med dominerende solbær. De får selskab af et fint egefadspræg, cigarkasse, tørrede blomster og krydderier, passende tannin- der supplerer mere end bedøver vinen- og en perfekt balanceret syrlighed, i en vin med en flot, lang og klassisk Graves-stil.
Efterhånden som smagningen skrider frem er det som om at vinen simpelthen bare fastholder sit flotte grip og greb om smagerens opmærksomhed uden problemer.
Det er en dybt imponerende vin, som jeg ikke forestiller mig vil gå ned ad bakke foreløbig. Tværtimod så forudser jeg en yderligere positiv udvikling over de næste mindst 10 år, så min nuværende score kan vise sig at være for konservativ.
En arketypisk Graves og en flot vin for appellationen- med potantiale.
Points: 92+

Omtalt i denne artikel:
Kjær & Sommerfeldt, Gammel Mønt, København:
www.kogs.dk

Château Le Boscq, Saint Éstèphe, Bordeaux- via producentens hjemmeside (Dourthe):
https://www.dourthe.com/en/entity/chateau-le-boscq/