Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

8.april 2020: Bernstorffsvej/Ordrupvej: Onsdag før Påske og penge tilbage i skat: Vindiktatoren arrangerer smagning!🍷🍷


Foto: Château La Pervenche 2014 Lalande de Pomerol, Bordeaux. En af de interessante vine, som vinbranchen havde at byde på i denne april 2020. Billede taget af Vindiktatoren 9.april 2020, men smagningen foregik den 8.

Denne artikel er skrevet 18.oktober 2024.

Den deprimerende samfundssituation i april 2020 blev glemt for et øjeblik, da man trods alt stadig kunne fejre traditionel Påske her i landet. Og nu var vi nået til onsdagen før Påske. Jeg havde fået penge tilbage i skat for 2019 og det, syntes jeg, skulle markeres med en lille vinsmagning, så jeg stilede ned til Jerusalem- øh Bernstorffsvej, og Erik Sørensen Vin, der jo har hovedkvarter og vinhandel dernede. Men okay, for nogle ER Erik Sørensens hovedkvarter og vinhandel på Bernstorffsvej nok en slags Jerusalem! Muligvis undertegnede inklusive, for stedet er jo simpelthen der, hvor den originale, første Erik Sørensen-butik blev grundlagt- og stadig ligger.
Og hvad skuede mit øje så nede hos Erik Sørensen?! Minsandten om ikke der var en lille vinsmagning på programmet, da jeg ankom! Jeg kunne nu starte dagen med at smage fire vine, som de fabelagtige Erik Sørensen-folk havde åbnet. Jeg tog ikke smagenoter, men pointsgav dog vinene og disse points findes under “Også smagt denne dag”-klummen lige over omtaler.
Men jeg skulle jo finde nogle vine til denne aften og det blev 3 styk ialt, som det var meningen at min bror og jeg skulle smage, men da det viste sig at vores niece også kom forbi denne dag, kunne hun jo fint være med og hjælpe, for vi skulle igennem en hvidvin og to rødvine..

Først lidt hvidvin..
d’Arenberg
The Olive Grove
Chardonnay 2017
McLaren Vale, Adelaide Hills hvid
Australien
Klassisk australsk Chardonnay. Eksotisk duft med melon, stenfrugter, men måske også et lille strejf af frisk let-syrligt æble. Disse indtryk går igen på paletten, hvor de- desværre- får selskab af en hakket nøddekomponent, som jeg også synes dominerer for meget i visse amerikanske og franske Chardonnays. Der er tilsyneladende også fad involveret i denne hvidvin, da jeg synes at fornemme det i baggrunden. Det passer mig en del bedre end nøddekomponenten.
Det er en flot og ret “fed” vin, men jeg tror altså, den skal have nogle år for at smide nødde-komponenten, den er lidt for dominerende i øjeblikket. Når det sker, så vil pointsgivningen her gå markant op.
Points: 86++

Nu over til rødvinene..

Producteurs de Plaimont
Le Favori de Gascogne 2016
Gascogne rød
Alkohol: 13,0%
Ret mørk i farven. Så vidt, jeg kan huske, er dette en blanding af Cabernet Sauvignon og den ligeledes fremragende drue Tannat, som man ikke hører meget til/om idag, men som har skabt glimrende resultater, ikke kun i Frankrig, men også i Uruguay.
Duften er dyb og mørktonet, med solbær og brombær.
På paletten er der heldigvis ikke meget af den komponent, som jeg nogle gange har fundet i røde Gascogne-vine; nemlig en efter min mening lidt for vandig stil, hvor frugten bliver lidt useriøs og nærmest saftevandsagtig. I stedet har vi her en fin, tør stil, med god opfølgning på den mørke frugt, vi fandt i duften. Der er også lidt residuel tannin, men jeg synes, den aftager i løbet af aftenen. Vinen er præget af den gode frugt, der kommer i fine kaskader, og suppleres af en akkompagnerende og medspillende syrlighed. Det er en meget velsmagende vin, der dog ikke støttes “nedefra”, om man så må sige, af en grundlæggende dyb struktur, så jeg ville nok ikke lægge denne rødvin hen i mere end de næste 10-15 år. Men lige nu smager det her bare rigtig, rigtig godt.
Points: 90

Château La Pervenche 2014
Lalande de Pomerol
Bordeaux rød
Stadig forholdsvis mørk farve på denne 6 år gamle Lalande de Pomerol. Flot duft med det store, charmerende Merlot-præg, med blomme/brombærtoner og lidt mørk chokolade.
På paletten flotte frugtbølger med Merlot’en, men også en fin, tør, afstemt, afmålt sirlighed; der holder vinen lidt aristokratisk afstand til smageren, så det ikke går helt overbord i frugt på oversøisk manér.
God struktur, fin dybde, ret stor konstruktion. En del tannin findes også her og det lover godt for fremtiden. Syren er perfekt integreret og afmålt.
Det her er faktisk ret lovende!
Points: 91+

Også smagt denne dag hos Erik Sørensen Vin, Bernstorffsvej, Hellerup:

Marc Kreydenweiss
“Pinot Boir” blanc 2018
Alsace hvid
Points: 90?

Arpayé
Le Haut du Bois de Leynes
Beaujolais-Villages 2017
Points: 89+?

Marc Delienne
“Maurice”
Fleurie 2018
Beaujolais
Points: 90

Alvaro Domecq
Pedro Ximenez
Viña 98
Jerez/Xerex
Points: 92

Omtalt i denne artikel:
Producteurs de Plaimont:

Accueil

Château La Pervenche, lalande de Pomerol, Bordeaux:
Har ikke kunnet finde nogen hjemmeside til dette slot.

d’Arenberg, McLaren Vale, Australien:
https://www.darenberg.com.au/