Foto: Ordrup Park 30.januar 2021 kl 11.17, som var det tidspunkt, hvor Vindiktatoren vandrede tilbage gennem Ordrup Park, på sin hjemtur fra København City. Lidt til højre for træstammen i billedet, med den røde markise, anes Holger Frederiksens Eftf på Ordrupvej 100.
Denne artikel er skrevet 28.oktober 2024.
Velkommen til miniserien “30.januar 2021”. Dette er del 1. Der er to dele og del 2 udgives 29.oktober 2024.
Morgenen den 30.januar 2021 var en iskold affære. Jeg begyndte min obligatoriske, idylliske vandring til København City og morgenens andagt i Domkirken lidt over kl 6, og da var der -6 grader. Heldigvis blæste det ikke, så frostfaktorfølelsen var ikke så slem.
Desuden var vejret rigtig, rigtig flot. Næsten ingen skyer på himlen- vandringen til byen var så flot, som den overhovedet kunne blive- solen dæmrede mod øst og sceneriet var ufatteligt flot. Jeg tog nogle rigtig fine billeder inde i byen. Og kunne have lagt et af dem ind som selve artikelbilledet- men det blev altså Ordrup Park i stedet. Det grønne område, med lidt sne i parken og Ordrupvej i baggrunden. Inden da havde jeg været til morgenandagten i Domkirken, hvor vi blandt andet sang salme nr 170, Bag Verdens Morgenstund Udgår, og nr 728, Du Gav Mig, Oh Herre En Lod Af Din Jord, og på hjemvandringen lagt vejen forbi HJ Hansen Vinhandel på Østbanegade, hvor jeg kort forinden havde erhvervet mig en flaske Joseph Drouhin Chassagne-Montrachet 2017. Det havde været første etape af “Operation østers og hvidvin”, der jo så nu var halvvejs gennemført. Nu kunne jeg kigge på den lukkede HJ Hansen-butik på min vej hjemad mod Ordrup, vel vidende at hvidvinen var købt og at jeg bare manglede en bakke østers. Der skulle tilbagelægges nogle kilometer..
Vandringen gik nu op til Svanemøllen og derfra hele vejen op ad Strandvejen til Hellerup, hvor målet var Irma-butikken på Hellerup Strandvej; den lille, ved siden af Taffelbay’s Café. Denne Irma-butik havde nemlig altid et fast tilbud på de store bakker med franske Marennes Oleron-østers! Kr 99,- for en bakke med 10 stk! Naturligvis skulle der østers til den nyligt erhvervede hvide Drouhin-Bourgogne! Anden etape af “Bourgogne og østers”-planen var gennemført!
Nu kom resten af hjemvandringen- og det var jo altid lidt udfordrende at gå ordentligt med en bakke østers, som jo skulle vende på den rigtige måde. Og jeg skulle jo vandre de resterende 3-4 km med bakken, men da jeg havde anskaffet mig en smart Holger Frederiksen-taske, hvor bunden var meget bred, så kunne transporten foregå uden problemer. Udover de franske østers så havde jeg også erhvervet en pakke krondyrsteaks, plus noget lækkert tilbehør, i Irma, og planen var at jeg ville servere dette fremragende kød for min bror og mig selv, og arrangere en lille rødvinssmagning efter østers/hvidvinssmagningen. Vinene til dén smagning var blevet erhvervet et stykke tid forinden, så jeg ikke skulle slæbe rundt på dem også på selve dagen. Og så er det jo bedst, også for Bordeaux’er, at ligge og “slappe lidt af” i et stykke tid før man konsumerer dem. Man risikerer altid, hvis man drikker en vin samme dag, som man køber den fra enten hylden i supermarkedet eller hos vinhandleren, at flasken er ankommet til landet fornylig og derfor stadig lider lidt af “bottle shock”, selvom det langtfra altid nødvendigvis er tilfældet, hvis overhovedet- men for at være på den sikre side bør man lade alle vine slappe af i enten vinkøleskab eller vinkælder, hvis man har sådanne foranstaltninger, eller i vinreolen. Men her var rødvinene altså købt et stykke tid i forvejen og havde fået lov til at slappe af.
Jeg vandrede resten af den idylliske tur op af Strandvejen, til Jægersborg Allé og op til det smukke Charlottenlund- der som sædvanlig så fantastisk ud om morgenen- over broen ved Charlottenlund Station, med det storslåede Theis Vine-palæ på venstre side, den tidligere Nykredit-filial, og den store Meny Jægersborg Allé 4 på højre side, drejede op af Fredensvej, passerede Fredens Plads og styrede derefter ned ad Ejgårdsvej og entrerede Ordrup Park med min bakke østers og resten af varerne, ca kvart over 11.
Jeg tog billedet af Ordrup Park kl 11.17. Det var stadig iskoldt og der var forøvrigt begyndt at komme skyer på himlen, som det også ses på billedet, men denne vandringsdag havde været en del smukkere end gennemsnittet og min indkøbsplan var lykkedes. Eller rettere sagt næsten lykkedes, for jeg skulle også lige op til Meny GOVA-Huset og købe en pakke andemousse med muscat-vin fra Mitjans (den forhandles stadig i Meny). Irma var løbet tør for deres ellers fremragende andemousse denne dag, så en tur til Meny var nødvendig. Og stegt andemousse med krondyrsteaks er altså en fa-bel-agtig kombination, skulle jeg hilse og sige..
Med alt forarbejdet på plads, så var scenen sat for den egentlige, store lørdagsbegivenhed- nemlig selve vinsmagningen. Og den skulle bestå af 3 vine; den nyligt erhvervede Chassagne-Montrachet og to Bordeauxer, begge fra 2014; én fra venstre bred og én fra højre bred. Her kunne vi smage årgangen fra hver sin bred.