Foto: Louis Jadot Puligny-Montrachet 1.Cru La Garenne 2017, Vindiktatorens Bunker, København, 2.juli 2022.
Smagt 2.juli 2022 hos Vin-Steen i København:
Maison Louis Jadot
Pluigny-Montrachet
La Garenne 1.Cru 2017
Côte de Beaune
Bourgogne hvid
La Garenne er en af enkeltmarkerne i Puligny-Montrachet. Marken er klassificeret som Premier Cru, altså næsthøjeste klassifikationsniveau i Bourgogne. (Øverste niveau er Grand Cru). Hvidvinene på dette niveau er noget af det bedste, der produceres af hvid Bourgogne i Beaune, kun overgået af de absolut bedste marker fra Grand Cruerne. 2017 er et godt år for hvidvin i Bourgogne og det synes jeg også fornemmes i Jadots La Garenne 2017; farven er lysgylden og er ved at have sluppet de sidste grønne toner. Duften er temmelig dominerende med citrus, lime og en smule ananas, mens fadet her fornemmes ret tydeligt; ret vigtigt for at kunne matche frugten og den syre, der ganske sikkert vil spille en rolle i smagen.
La Garenne 2017 angriber smageren med forfinet syrlighed og citrus/lime, men igen også nogle lidt mere eksotiske noter med et lille pift af ananas og melon. Her kommer fadet så ind som balancerende og præciserende element for frugten og syren, og så rammer mineraliteten, i form af en slags følelse af friskknuste sten og østersskaller, både næse og palet. Hele kompositionen slutter af som et crescendo i en afslutning, der forener alle disse komponenter i et forrygende klimaks af indtryk, der langsomt klinger ud i smagen, som om en dirigent står og er ved at lægge sidste hånd på symfoniorkesterets afsluttende toner.
La Garenne 2017 er en meget rank og samtidig ret fedlig hvidvin, dog uden den næsten smøragtige følelse i viskositet og smag, som man ofte kan have hvis man smager en Meursault. Det her er lidt anderledes og utroligt præcist og forfinet defineret, på en måde, der løfter oplevelsen langt ud over hvad andre hvidvine formår rundt om i verden. Der er bedre struktur. Der er mere dybde. Der er bedre kompleksitet, præcision, definition, komposition, konstruktion.. you name it. Dette er grunden til at man drikker hvid Bourgogne.
La Garenne 2017 var en stor fornøjelse og en fremragende vin, som jeg tror har en lige så fremragende fremtid. Vinen kan under de korrekte opbevaringsforhold henligge i mindst 15-20 år.
Jadots hvide Bourgogner kan købes hos Kjær & Sommerfeldt.
Points: 94.
Omtalt i denne artikel:
Kjær & Sommerfeldt Vinhandel: www.kogs.dk
Maison Louis Jadot:
https://www.louisjadot.com/