Foto: Château L´Évangile 2012 Pomerol, Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København, den 11.februar; en storslået Pomerol med en storslået fremtid!
Der var endnu en gang fremragende og berømte vine på programmet denne dag i vinbaren hos Kjær & Sommerfeldt. Mit blik fangede selvfølgelig med det samme Louis Jadots Puligny-Montrachet 2020 oppe på tavlen og min gamle ven fra Vinakademiet, nu hos Kjær & Sommerfeldt, Ronni, fortalte mig derudover at man denne dag havde selveste Château L´Évangile 2012 Pomerol på smagning i baren! Det kunne ikke ende med at blive andet end en særdeles fascinerende dag i vinbaren. Og det blev det i dén grad også, på mere end én måde. For mit vedkommende satte denne dag gang i både tanker om faddoseringen af Jadots hvide Bourgogner og om visse Pomerol-vine, inklusive Château L´Évangile, efterhånden har nået et niveau, hvor de må regnes på niveau med Médocs 1.Cruer?
Men nu down to business og de to smagenoter fra 11.februar 2023:
Louis Jadot
Puligny-Montrachet 2020
Bourgogne hvid
13,0% alkohol
Ret udviklet farve i forhold til at vinen er så ung; og ingen grønne toner.
Tydelige toner af citrusfrugter med en lettere mineralsk og derudover nøddeagtig tone iblandet.
Kan ikke rigtig fornemme om den er fadlagret, men det vil jeg tro. Det er bare ikke specielt tydeligt.
I smagen er vinen præget af den tydelige syre, som duften også forvarslede. Jeg synes måske at denne Puligny-Montrachet 2020 kunne være fadlagret lidt tydeligere, for det giver både frugten, og især syren, mere modspil og giver en bedre balance i vinen. Er vi gået for meget over i en filosofi med meget mild fadlagring, i forhold til før i tiden? Det tænker jeg måske nok.
Vinen har ifølge Jadot’s faktaark fået 12-15 måneders fadlagring. Jeg gætter på at den ikke har været kraftig.
Afslutningen er præget af den friske syrlighed (som jeg som sagt synes er lige lovlig frisk her) og den lette mineralitet fornemmes også, men ikke så meget som syren.
Vinen skal have noget modspil fra mad- jeg tror faktisk at en kraftig ost vil være velegnet her, for der er brug for noget markant, eftersom denne vin faktisk kommer til at minde om en Sauvignon Blanc med sin meget tydelige friske syrlighed.
Points: 87+?. Jeg ender nede på denne score fordi jeg synes at det er lige før vinen ender med at være atypisk for området og ret Sauvignon Blanc-agtig. Det kan vel ikke være meningen med en Puligny-Montrachet?
Denne Puligny-Montrachet 2020 Jadot satte gang i en del yderligere tanker om fadlagring for mit vedkommende. Her er essensen af hvad jeg tænkte:
Jeg kan godt forstå den modreaktion, der har været i de seneste 10-15 år mod den voldsomme faddosering, som man havde fået for vane at benytte sig af forskellige steder rundt om i vinverdenen, i tilsyneladende forsøg på at tilfredsstille de Parker-orienterede vinanmeldere- men er vi nu kommet til det punkt, hvor pendulet er svinget så meget den anden vej at vi skal til at overveje at prøve at finde balancen igen?
Og med denne oplevelse med en masse overvejelser om den nuværende vinproduktionsfilosofi gik jeg over til en spektakulær rødvinsoplevelse fra Pomerol. Men først en lille introduktion til denne Bordeaux 2012-vin:
Da jeg gik på Vinakademiet i Valby, havde vi bla den fabelagtige Arne Ronold MW (MW står for Master of Wine- den mest prestigemættede titel, man kan sætte ud for sit navn i vinverdenen) som lærer. Hans foredrag var særdeles tørre og ufatteligt grundige. Jeg syntes, Ronold var en totalt fantastisk og fascinerende lærer for os. Én af de ting, han nævnede i en af sine timer med os, var at han syntes at hvis man sammenlignede årgang 2011 og 2012, når det handler om Bordeaux, så er 2012 den klart bedste årgang.
Jeg er fuldstændig enig. Her kommer en af grundene til enigheden:
Château L´Évangile 2012
Pomerol
Bordeaux rød
14,0% alkohol
Bælgravende mørkerød til kanten.
Kæmpemæssig ekspressiv næse med en næsten marmeladeagtig følelse af blommer og blåbær, mens en smule venstrebredsagtig blyantstift bestemt også trænger sig på, sammen med et lækkert ristet fadpræg.
En underliggende og dybdeskabende stenet mineralitet møder frem i smagen, hvor også de mørke bær, en diskret (men bestemt) tannin og en rig dybde med kaskader af lækre frugttoner og en perfekt balanceret syre skaber et imponerende samlet indtryk.
De 14% alkohol fornemmes slet ikke som forstyrrende. Der er ikke det alkoholiske bid, som nogle gange kan være tilstede i 13,5%+ vine.
Ca 25 minutter inde i smagningen, med den anden mundfuld, får man en fornemmelse af at tanninen faktisk er ganske mærkbart tilstede i vinen, da den coater munden ganske tydeligt. Men alligevel fungerer det ikke som et forstyrrende element, fordi definitionen, og balancen, ligesom alle andre elementer i vinen, nærmer sig den totale perfektion.
I den meget lange afslutning er der især elementer af sort kværnet peber, mørke bær og blommer og en antydning af Pauillac-blyantspids. Afslutningen klinger meget langsomt ud og dvæler længe i ganen. Balancen er fabelagtig og definitionen er utroligt præcis.
Det minder om sidste uges oplevelse med Château Léoville-Barton 2012, denne gang med ekstra charme skruet på. Formidabelt- og potentialet er yderligere formidabelt. En Pomerol på højeste niveau og nærmest et måltid i sig selv, som ikke behøver mad.
Sjovt nok er denne vin ikke så kraftig som 13.5%eren Château La Conseillante 2001 (også Pomerol), som jeg smagte nytårsaften 2022-23. Den vin havde taget kraftigt på i vægt siden sidst og mindede nu utroligt nok en smule om en Châteauneuf du Pape med knytnæve👊😲👀. Det gør denne Evangile 2012 ikke; den er lækker, blød og charmerende på alle områder. Potentialet er desuden lige så formidabelt- vinen kan formentlig under de korrekte forhold ligge i 50+ år.
Efter lidt over en time i glasset kommer tanninerne tydeligere frem og kan føles for alvor- men vinen bevarer sin charme. Endnu et bevis på den formidable balance og potentialet i L’Evangile 2012.
Points: 95+.
Omtalt i denne artikel:
Kjær & Sommerfeldt: www.kogs.dk
Maison Louis Jadot: https://www.louisjadot.com/
Château L´Évangile, Pomerol, Bordeaux:
https://www.lafite.com/