Foto: Kelleris Vingaard “Utopia Rex” 2009, Kjær & Sommerfeldt Vinbar, Gammel Mønt, København, 8.juli 2023.
Vingårdsejerne i Kelleris er vist ikke så glade for at jeg kalder det “Château” Kelleris; jeg tror, de synes, det lyder lidt for snobbefransk, men da jeg er en frygtelig frankofil vinsnob kan jeg jo ikke sige andet end at jeg synes at det er en enormt flot vinejendom i fransk Château-style, som Søren og Susanne Hartvig Jensen har oppe ved Espergærde.(Her kunne man indsætte en vinsnob-emoji, men jeg har ikke lige fundet en god en til formålet endnu). Og det er ikke kun ejendommen, der er rigtig flot. Det er vinene altså også, både hvide og røde.. et par eksempler kommer her, smagt på et af mine yndlingsopholdssteder i City, nemlig Kjær & Sommerfeldt Vinbar på Gammel Mønt i det centrale København..
Kelleris Vingaard
Utopia White Blend 2021
Ortega/Phoenix/Zala’s Perle
12,0% alkohol
Espergærde hvid
Lysegrøn/let gylden farve.
Flot Alsace Riesling-agtig næse med friske citrus/lime-toner.
Rank og frisk citrus i angrebet, men mere rank end en Sancerre eller førnævnte Alsace Riesling- og også mere end en tysk Riesling.
Det er friskheden, der er drivkraften i denne hvidvin. Perfekt til varme dage eller som madvin til en citruspræget fiskeret.
Afslutningen er temmelig lang og fint balanceret med syre og frugt, hvor citrusen imponerer med en tydelig, men ikke forstyrrende tilstedeværelse, samtidig med at eftersmagen klinger langsomt og dvælende ud på tungen.
Alkoholen er på 12,0% og på dette lave niveau “bider” den ikke, så der mærkes mere dybde i vinen end i andre lignende vine, som indeholder 13+% alkohol. Det er ikke altid tilfældet, men det synes jeg faktisk at det er her, ligesom med eksempelvis den nyligt smagte Zealy Sauvignon Blanc fra New Zealand, (smagt i juli i Dronningmølle), hvor der også var flot dybde og lav alkohol.
Kelleris Utopia White Blend 2021 er en flot imponerende hvidvin. Og det tror jeg at praktisk taget alle, der smager vinen blindt uden at vide at den er dansk, vil være enige i.
Points: 90.
Kelleris Vingård laver også rødvine- og de er efter min mening nogle af Danmarks bedste.. her med lidt alder:
Kelleris Vingaard
Utopia “Rex” 2009
Rondo
Espergærde rød
12,0% alkohol
Meget mørk, samtidig med at den lysner lidt i kanten. Meget typisk mørk farve for en Kelleris-Rondo.
Duft af diskrete mørke bær, med en lidt jordagtig undertone. Diskrete fadtoner i baggrunden.
Angreb med meget meget fast struktur med mange lag, med en smule krydret fremtoning, foreløbig uden specielle tegn på aldringsgennembrud andet end at frugten viser det- det gør vinens fasthed og struktur nemlig overhovedet ikke. Måske lyder det her helt vildt, men jeg synes sammenligningen er reel; denne vin, hvor frugten virker forholdsvis moden og hvor alle vinens øvrige komponenter er helt utroligt faste, kan minde mig lidt om Château Gruaud-Larose Saint Julien 1928, smagt i januar 2004 (!), som havde samme forholdsmæssige fremtræden. Selvfølgelig er det her på et lidt andet og selvfølgelig lavere plan, men det er stadig en tanke, man gør sig, når man har smagt historiske Bordeaux’er og nu smager Kelleris Utopia Rex 2009.
Jeg kan ikke undgå at blive dybt imponeret over de mange lag, samt dybden og strukturen i denne rødvin. Det er helt og aldeles Bordeaux-agtigt. Det eneste, der “afslører” vinen, er den let grenede og jordagtige tone i duft og smag. Men den tone er faktisk forsvundet i de nyere årgange af Utopia.
Vinen imponerer desuden med de mørke bær, den perfekte fadristning, krydderierne, som er næsten helt Rhône-agtige, den næsten Saint Éstephe-agtige faste og dybe struktur og den lækre og nærmest Saint Julien-agtige frugt. Det er ikke en kraftig vin, men den er bestemt fyldig.
Afslutningen er rigtig lang med alle de førnævnte udtryk og den dvæler i over et halvt minut. Syren er ret høj og det passer perfekt med de øvrige komponenter i vinen, som den supplerer formidabelt. Også det er i fuldstændig balance og meget Bordeaux-agtigt.
Måske er jeg positivt forudindtaget? Det synes jeg ærligt talt ikke, jeg må indrømme at jeg er oprigtigt imponeret over disse vine fra Espergærde, hver gang jeg smager dem. De minder mig om klassificerede Bordeaux-vine! Den her er både diskret og insisterende på samme tid og har en virkelig imponerende underliggende struktur og dybde, uden på nogen måde at være for voldsom, samtidig med at fadet er doseret nærmest fuldstændig perfekt. Egenskaber, som man finder i den typiske Bordeaux og som også finder i disse fremragende Espergærde-rødvine.
Efter ca en time i glasset er indtrykket forholdsvis uændret, bortset fra at næsen er lidt mere tydelig. Men det er en fast, struktureret vin i bedste Bordeaux-stil, som egentlig vil have bedst af at ligge i yderligere 10+ år, som jeg ser det. Og jeg kan ikke give den mindre end de 92 points, jeg tildeler den, for det er en fremragende vin.
Points: 92+.
Kelleris Vingård har forøvrigt en forrygende flot hjemmeside og der kan arrangeres både rundvisninger og vinsmagninger på ejendommen. Der er stil over det i Espergærde:
www.kellerisvingaard.dk
Udover hos producenten selv samt Kjær & Sommerfeldt forhandles vinene desuden også hos Vinspecialisten, også kaldet Espergærde Vinhandel, i Espergærde Center, hjemmeside her:
www.espergaerdevin.dk.