Foto: Hugh Johnson/Jancis Robinson: Den Store Vinbog, Lindhardt & Ringhof, 7.udgave, som fotograferet af mig den 29.september 2023 i København.
Johnson og Robinsons bog Den Store Vinbog, hvor første udgave udkom i 1971, er et mesterværk i formidling af vinviden, med en forhistorie om vindyrkningens opståen og frem til nutiden. Det er en ret teknisk bog om hvordan vinproduktion foregår, om alverdens terroirs, om selve vinstokken, om alverdens druer og vinlande, klimaets indflydelse på vinen, anlæg og drift af vinmarker, produktion af og brug af egefad, om korktræ og propper, om hvordan en vinproduktionsfacilitet fungerer, om opbevaring, servering og smagning af vin- og derefter kommer der en særdeles grundig og minutiøs gennemgang af alle vigtige- og også en del knap så vigtige- vinlande og deres lokale vinregioner, helt ned i detaljen i mange tilfælde, inklusive masser af kort. Det er en utrolig grundig bog og det er intet under at den bruges som lærebog flere steder i vinsamfundet. Vi havde den faktisk som en af lærebøgerne, da jeg læste til eksamen på Vinakademiet i Valby i 2014-15. Det kan jeg godt forstå, for den er smækfyldt med alverdens oplysninger om de forskellige vinlande og deres regioner, i en grad så man bagefter må føle sig klar til en ny tilværelse som alvidende vinsnob..
Den nuværende udgave er, så vidt jeg ved, udgave nr 7, for der er konstant nye udviklinger i vinens verden og Johnson og Robinson har arbejdet hårdt for hele tiden at være up to date.
Jeg kan kun anbefale denne bog særdeles kraftigt, for dem der vil være rigtig godt orienterede om vinverdenen; derudover er bogen altid nyttig som opslagsværk, hvis der er noget vinmæssigt, man er i tvivl om.
Omtalt i denne artikel:
Hugh Johnson/Jancis Robinson: Den Store Vinbog, 7.udgave, Lindhardt & Ringhof:
Saxo:
https://www.saxo.com/dk/den-store-vinbog_hugh-johnsonjancis-robinson_indbundet_9788711348796
William Dam: https://www.williamdam.dk/den-store-vinbog__57087
Vinakademiet: https://vinakademiet.dk/