Foto: van Volxem Riesling Trocken 2020 Mosel, Meny Rotunden Hellerup Foodmarket Vinfestival, 7.oktober 2023. En af de mange højkvalitetsvine i et højkvalitets supermarked.
Først vil jeg lige sige at hvis jeg havde vidst, hvad der var foregået i Israel om morgenen denne dag, så var jeg nok ikke taget afsted. Men jeg havde ingen oplysninger før langt oppe på dagen, på trods af at jeg abonnerer på adskillige israelske nyheds-outlets.
Det var egentlig meningen at jeg ville rapportere direkte fra Meny Rotundens Vinfestival igår, dvs med en smagenote direkte fra en af standene, men det blev for langhåret for mig, da der var så mange glimrende vine at jeg ikke syntes det ville være retfærdigt at give hele opmærksomheden til én vin på selve dagen. I stedet får læserne nu et sammendrag af begivenhederne og en lidt mere dybtgående beskrivelse af hver enkelt smagt vin.
Jeg ankom ca kl 12.30, dvs ca en halv time efter Vinfestivalens officielle lørdagsstart og der var allerede godt gang i de 3 stande med vin og de flotte vinudstillinger rundt omkring i den gigantiske og utroligt flotte Meny-butik.
Efter at have beundret butikken og de blærede separate afdelinger, inklusive den vanvittigt lange delikatessedisk med både separat slagter og fiskehandel, samt den nærliggende ostedisk, vendte jeg min opmærksomhed mod den ligeledes voldsomt blærede vinafdeling, der blandt andet inkluderer et særdeles langt og meget blærerøvsbelyst fine wine-vinkabinet med store vine fra flere verdensdele. Her befandt 2 af vinstandene sig og her kommer de vine, jeg smagte på dér:
Arnaud Baillot
Bourgogne Hautes Côtes de Beaune 2021
Côte de Beaune
Bourgogne hvid
Alkohol: 12,0%
Meget lys i farven og let grønlige toner.
Frisk og luftig, med fin balanceret og let syre, meget diskret fadtone og en let bitter eftertone. Meget præcis definition og en meget elegant hvidvin. Jeg forstår bare ikke den lette bitterhed- måske skyldes det ungdommen?
Points: 89+?.
Næste vin var fra samme Bourgogne-domæne:
Arnaud Baillot
Bourgogne Hautes Côtes de Beaune 2021
Côte de Beaune
Bourgogne rød
Alkohol: 12,0%
Farven var en smule mørk for en Bourgogne.
Flot og elegant, luftig og delikat duft med røde bær og urtemix.
På paletten er angrebet lidt mere direkte end i duften, men elegancen bevares. Lang eftersmag, hvor tanninen dog også dukker op, med en lidt skurende, men stadig diskret, bitterhed. Temmelig dybt udtryk og vil være rigtig god som madvin til forholdsvis let mad.
Points: 90.
Næste vin var også en Pinot Noir, denne gang fra Oregon, USA, hvilket jeg også syntes man kunne smage:
Evening Land Vineyards
Seven Springs Pinot Noir 2021
Eola-Amita Hills
Salem, Oregon
Alkohol: 13,1% (meget nøjagtig angivelse på etiketten)
Fin lysrødlig farve, meget typisk Pinot-farve.
Ærketypisk amerikaner-Pinot; stor frugttilstedeværelse med røde bær, luftig og elegant og med en let mineralsk tone. Men vinens oprindelse skinner igennem, synes jeg. Der er rigtig meget amerikanercharme med en let sødlig underliggende smag på paletten. Der er heller ikke så meget tannin. Syren er dog fin og balancen føles også god, så fremtiden ser fin ud, efter min mening.
Points: 89.
Jeg gik nu en tur i butikken og var nået et godt stykke væk, da jeg pludselig “stødte ind i” en tredje vinstand- og dén var også særdeles velforsynet og havde et bredt udvalg af vine fra flere lande. Her er, hvad jeg smagte:
Familia Pujol-Busquets
Alta Alella
Pansa Blanca (Xarel-lo) 2022
Barcelona, Catalonien
Alkohol: 12,0%
Meget lys farve (i modsætning til f.eks. den modne helt gule farve).
Flot frisk syrlig, men også floral stil, der charmerer, på denne hvidvin, produceret på den kendte Cava-drue Xarel-lo. Ikke megen dybde, det er en ligetil og letdrikkelig hvidvn fra Alella, der ligger få kilometer nord for Barcelona. Men den er simpelthen så velsmagende og elegant at den fremstår som en virkelig stor fornøjelse at drikke lige nu.
Points: 90.
van Volxem
Riesling Trocken 2020
Mosel hvid
Alkohol: 11,5%.
Jeg har tidligere smagt flere af van Volxems rieslinger og de har imponeret mig til alle tider. Vinene produceres på skiferunderlag og vinmager Roman Niewodniczanski har fået stor nylig anerkendelse for vinene. Denne vin var ingen undtagelse.
Let lysgylden farve med toner af grønt.
Kæmpemæssig duft med sprøde glycerinske indslag, florale noter, en slags næsten honningagtig detalje, en mineralsk undergrundskomponent og en virkelig imponerende højtonet citrus/lime-syrlighed i en hvidvin, der med det samme fanger næsens opmærksomhed. Udtrykket i duften fortsætter i smagen, hvor vinen også viser sig som knap så rank som måske forholdsvis mange andre tyske rieslinger, og samtidig meget elegant og detaljerig, med en lang eftersmag. Det er en meget imponerende hvidvin fra Mosel!
Points: 93.
Vi fortsatte i den tyske afdeling, men nu i Pfalz, hvor der både var hvid Riesling og rød Spätburgunder til smagning:
Weingut Ökonomierat Rebholz
Riesling Trocken 2022
Pfalz hvid
Alkohol: 11,0%
Lysgylden med toner af grøn.
Her var vi lidt mere tilbage i en mere slank, rank og syrlig citrusdomineret stil i forhold til van Volxems nærmest eksotiske og lidt fedligere indslag. Flot dybde og fine nuancerigdomme samt en
flot underliggende frisk æblesyrlighed som baggrund for citrus-friskheden.
Points: 91.
Der var også fransk hvidvin:
Louis Latour
Ardeche Chardonnay 2021
Ardeche hvid
Alkohol: 12,5%
Meget lys farve.
Jeg har smagt tidligere årgange af denne berømte Bourgogne-producents Ardeche hvidvin.
Og jeg har haft svært ved at finde ud af den. Det virker på mig som om man gerne vil frembringe en Bourgogne-agtig Chardonnay. Men vinen produceres jo i Ardeche, så den vil gerne selv være præget af det. Resultatet bliver efter min mening en både lidt Bourgogne-agtig og lidt Ardeche-agtig Chardonnay, med en lidt harsk nøddeagtig stil på paletten, som kræver nogle år for at “løsne” sig.
Jeg tror, man skal lade disse Latour Ardeche Chardonnays ligge i nogle år, før de charmerer som man vil forvente, men potentialet er godt og balancen virker fin, så det kan være at jeg er lidt for kritisk.
Points: 87+?.
Weingut Ökonomierat Rebholz
Hansjörg Rebholz
Spätburgunder “R” 2019
Pfalz rød
Jeg fik ikke noteret alkoholprocenten, men den er nok omkring 12,5.
Fin lys Spätburgunder-farve (Spätburgunder svarer mere eller mindre til Pinot Noir)
Flot aroma med attraktive lyse røde frugter; hindbær/skovbær. Lækker røget fadnote. Lækker midterpalette med den flot frugt og god syrebalance. Lang afslutning.
Det er en meget charmerende Spätburgunder med masser af finesse og klasse.
Points: 92.
Bodegas Ontañon
Rioja Reserva 2015
Tempranillo-Graciano
Rioja rød
Alkohol: 14,0%
Vinen har været egefadslagret i 24 måneder.
I forhold til mine forventninger var vinen faktisk lidt lysere end ventet. Gennemsigtig rød.
Afdæmpet, men faktisk ret åben duft med elegante toner af mørke frugter og fadet er ikke voldsomt på nogen måde. Fin mineralitet. Balanceret syre. Mærkede tanniner, men forholdsvis venlige. God fylde og forholdsvis lang afslutning med klassisk Rioja-elegance.
Flot rødvin med fin fremtid.
Points: 90+.
Selvfølgelig skulle jeg slutte af med den mest kendte vin på programmet:
Marqués de Murrieta
Reserva 2018 Finca Ygay
Rioja rød
Alkohol: 14,0%
Mørkere end Ontañon Reserva, men ikke dybmørk.
Også her synes jeg at vinen allerede virker forholdsvis åben. Her er karakteren så lidt mere fast og fyldig, med diskrete, elegante mørke frugttoner, god syre, forholdsvis dyb (men ikke voldsom) struktur og så en klart mere dominerende tannin end i Ontañon Reserva (som jo også havde 3 år mere på bagen)..
Koncentreret afslutning med masser af dybde og frugtrigdom og den gode struktur som ramme for den løfterige fremtid.
Points: 91+.
Omtalt i denne artikel:
Meny Rotunden Hellerup Foodmarket: https://www.rotunden.com/
Domaine Arnaud Baillot, Bourgogne: Ser ikke ud til at have en hjemmeside, men der er en omtale fra importøren, Laudrup Vin:
https://laudrup.dk/producenter/domaine-arnaud-baillot
Seven Springs Winery, Oregon: Ejes af Evening Land Vineyards, hjemmeside her:
https://elvwines.com/
Alta Alella: https://altaalella.wine/
Weingut van Volxem, Saar/Mosel: https://vanvolxem.com/en/startseite/
Weingut Ökonomierat Rebholz, Pfalz:
https://www.oekonomierat-rebholz.com/globals/kontakt-oeffnungszeiten
Domaine Louis Latour, Bourgogne: https://louislatour.com/en/
Bodegas Ontañon, Rioja: https://www.ontanon.es/en/home/
Marques de Murrieta, Logrono, Rioja: https://marquesdemurrieta.com/