Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

17.oktober 2023: København: Merlot-charme fra Languedoc🍷


Foto: Domaine Preignes Le Vieux Merlot “Tradition” 2020, Languedoc. Hos Vindiktator Steen, København 17.oktober 2023. Vinen forhandles i Den Franske Vinhandel i Roskilde. Link til forretningen under artiklen.

Merlot fra Languedoc? Jo, det findes og det kan være en fremragende oplevelse. Hvad så med denne, fra Domaine Preignes Le Vieux? Domænet ligger i den lille by Vias, næsten helt nede ved Middelhavskysten, mellem Béziers og Montpellier og har eksisteret siden 1905. (Se link til domænet i omtaler efter artiklen).
Hvordan smager sådan en 3 år gammel Languedoc-Merlot så? Er det lige så voldsomt som en Pomerol? Det må jo komme an på en prøve..

Domaine Preignes Le Vieux
Merlot “Tradition” 2020
Languedoc rød
Alkohol: 13,5%
Farven er en anelse lys for Merlot, som jo kan være temmelig mørk, især de koncentrerede Pomerol-Merlot’er kan være helt uigennemsigtige, så i forhold til den ser Preignes Le Vieux Merlot klart lysere ud, dog uden på nogen måde at bare begynde at minde om f.eks. den meget lyse og gennemsigtige Pinot Noir.
Meget charmerende umiddelbar duft af liflige grønne urter, blød mørk, blommeagtig charme.
En særdeles venlig næse, og man kan næsten mærke allerede her at vinen også vil opføre sig meget venligt i smagen.
Og det er også tilfældet. Denne vin er helt klart meget drikkevenlig, med lav tannin, en venlig og samarbejdende syre og charmerende frugt, samtidig med at den også er ret seriøs, med en fin, og nærmest forfinet og meget tør profil, med en vis struktur. Midt i blommecharmen kommer der så på midterpaletten også en let, diskret, parfumeret marmeladeagtig komponent ind, som kan minde lidt om den hindbæragtige sødme, man engang imellem kan finde i en god Bourgogne.
Charmen, den forfinede og ret raffinerede stil og den relative lethed i vinen fortsætter i afslutningen, som så er en anelse kort, men som alligevel efterlader et længerevarende indtryk, fordi vinen lever rigtig godt på sin druecharme, de lette grønne krydderier, sin umiddelbare drikbarhed, med det lave tanninniveau og gode balance, med forholdsvis lav, men ikke fraværende syre, og en liflig let og meget venlig tilstedeværelse.
Vinen efterlader denne smager glad og tilfreds, med sin lette charme og samtidig med et indtryk af en vis fylde i smag og i strukturen. Den har også ramt sit smage/modenhedsplateau og kan nok også ligge ca 5-8 år endnu, måske længere.

Jeg gensmager dagen efter, onsdag 18.oktober. Her er indtrykket fuldstændig uforandret, så ingen ændringer i hverken points eller potentialegæt, selvom man måske kan udlede at når vinen kan stå et døgn og opføre sig fuldstændig som dagen før, så er det et godt tegn. Jeg føler mig dog ikke sikker på at vinen vil udvikle sig yderligere i fremtiden, men kan dog ikke udelukke det. Men jeg vil hellere undervurdere en vin end overvurdere.
Points: 89.

Omtalt i denne artikel:
Domaine Preignes Le Vieux, Vias, Languedoc:

Domaine Preignes Le Vieux Vias


Den Franske Vinhandel, Roskilde: http://denfranskevinhandel.dk/