Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

12.november 2023: Vindiktatorens Bunker, København: Livesmagning 8: Portofino Colheita Port 2005, Douro 🇵🇹 og NFL football på TV🏈


Foto: Portofino Colheita Port 2005, Douro. Vindiktatorens Bunker, København, 12.november 2023.

Søndag aften i november, football på TV, Houston Texans-Cincinnati Bengals, en fremragende kamp med en fremragende quarterback-duel; Joe Burrow mod CJ Stroud. Stroud bliver et kæmpe hit i NFL. Mark my words! Det gør Burrow også, men det er han jo i forvejen, skal jeg lige tilføje. Han er allerede nu særdeles veletableret som et godt bud på en kommende Superbowl-vindende quarterback, med blandt andet nogle meriterende sejre i nogle enormt underholdende kampe, over den uforlignelige Patrick Mahomes og hans Kansas City Chiefs. Kansas City har startet sæsonen lidt svingende, med både overbevisende præstationer og nogle knap så overbevisende. Efter min mening viser dette lidt om hvor højt niveauet er i denne sæson, hvor flere af de mange unge og særdeles lovende quarterbacks for alvor har fået chancen og har grebet den, og hvor de etablerede bliver ved med at bygge på deres allerede kolossale repertoire.
Kampen blev forøvrigt både formidabel og spændende, med en afslutning, hvor Texans til sidst vandt med 30-27 efter et sidste øjebliks field goal i et kæmpe drama.

Men nu tilbage til aftenens smagning!
Til denne lejlighed producerede jeg så en café latte, der var chokomousse og så var der jo lige en lille miniflaske tawny til rådighed ved samme lejlighed😄, købt hos Kaffe-Thé-Vinkælderen tidligere på året..

Portofino
Colheita Port 2005
Douro
Alkohol: 19,0%, (1% lavere end normalt).
Fin tawny farve, men godt nok på den lidt (meget) lyse side i forhold til visse andre Colheitaer.
Fin puddersukker-næse med en vis afdæmpet charme.
Fin syre i en ret let og knap så udtryksfuld tawny, men dog med fine nuancer; kanel, lidt marcipan og sød-syrlige friske æbler.
Ganske god længde og fin kvalitet, synes jeg. Ikke en top-tawny, men meget habil og velsmagende.
Points: 85.

Omtalt i denne artikel:
Kaffe-Thé-Vinkælderen, Rosenborggade, København: www.ktvin.dk
Portofino portvin: Jeg kan ikke finde nogle oplysninger om mærket på nettet. Opdaterer her hvis jeg finder nogle, men umiddelbart forhandles disse små nuttede flasker portvin stadig hos Kaffe-Thé-Vinkælderen i Rosenborggade, København.