Foto: Château de Ribebon 2018 Bordeaux Supérieur i glasset, Vindiktatorens Bunker, København, 19.november 2023.
OBV (Oplysning til Borgerne om Vinsamfundet): Denne vin forhandles kun i SPAR Store Kongensgade, København.
Pris pr flaske kr 50,- pr stk resten af året. PS: Hvis man ser på billedet og synes at flasken ser meget lille ud, så er det ikke tilfældet. Det er altså en 75 cl-flaske. Grunden til at den kan se lille ud på billedet er at glasset, jeg har skænket op i, er et af Riedels største, beregnet til de store Bordeaux-vine🍷
Jeg nævnede igår i min “Beaujolais Nouveau-weekend del 3”-serie at jeg på min research omkring Nouveau-aktiviteter snusede rundt i Store Kongensgade. Og her ligger der jo en ret ny og forholdsvis stor SPAR butik nede under lejligheds-nybyggeriet i den tidligere Store Kongensgade Politistation, med nogle flinke medarbejdere. Butikken havde ingen Nouveau-aktiviteter, men det var til gengæld svært at ignorere den flotte udstilling med deres Bordeaux-tilbud; Château de Ribebon 2018 Bordeaux Supérieur var vinen.
Normalpris kr 90,- pr fl. Nu havde man en 1-stk´s pris på en latterlig lille halvtredser pr flaske!! Og det viser sig at denne pris gælder resten af året!😲
Vindiktatoren kom til at tænke tilbage på det gode råd, han havde givet videre til adskillige organisationer et utal af gange, inklusive sin egen tidligere organisation, COOP; nemlig at importere “petit-châteaux”-vine fra Bordeaux med lidt alder- for den fejl, vi altid begår her i landet, som forbrugere, er at DRIKKE BORDEAUX FOR TIDLIGT! Og ja, det skal stå med stort, for det er en generel fejltagelse og antagelse at man bare kan drikke en Bordeaux-vin, når den er ung.
ALLE Bordeaux-rødvine, også de allerbilligste, kan med fordel gives MINDST 5 års lagring. På det tidspunkt har de billigste Bordeauxer nemlig sluppet det tanniske greb, som alle røde Bordeauxer har. Og læserne skal ignorere andre vinanmelderes råd fuldstændigt, hvis de kommer med modsatrettede råd i forhold til Vindiktatoren- han har nemlig ret. Også her. Og sjovt nok ser det ud til at man hos SPAR er gået i samme tanker- og denne Bordeaux har de tilsyneladende desuden fået en god indkøbspris på. Og den er nu 5 år gammel, så muligheden for at den kan levere en rigtig god oplevelse er til stede. Endelig har en af de (forholdsvis) store supermarkedskæder lyttet til Vindiktatoren- muligvis uden at vide det, men jeg har selvfølgelig den teori at jeg har smittet dem med den rigtige tankegang, via tankeoverførsel her fra Vindiktatorens Bunker. 😃💪🏆
Nå, men leverer den så varen?? Åbnede en flaske søndag aften og gensmagte mandag aften. Her er mine indtryk:
Château de Ribebon 2018
Bordeaux Supérieur
Bordeaux rød
Alkohol: 13,5%
Farven var ikke specielt mørk og der var lysning i kanten.
Flot og ekspressiv næse med lækre afrundede bløde blommetoner, men også sorte krydderier med et godt spicy bid. Jeg synes også man kan fornemme lidt grønne krydderier og urter i den underliggende duft. Der er en fin frisksyrlig tone i duften, sammen med frugten.
På paletten er vinen åben og virker som sådan drikkeklar; man fornemmer kun lidt tannintilstedeværelse. Her fortsætter den flotte runde blommede stil, men den får nu også selskab af lette røde toner. Fine undertoner af tobak og diskret fad kommer frem, blandet med lidt “landlige indtryk”. Syren er saftig og frisk, med et virkelig godt grip, og blander sig rigtig flot med den attraktive kerne af frugt og sorte og grønne krydderier, med en lang eftersmag med fokus på krydderierne, syren og frugten, der alle fader langsomt ud i munden, i denne middelfyldige, men flot insisterende vin, der leverer et budskab om at finde enten et godt stykke kød til, eller at man går hjem og strikker en god sammenkogt ret sammen til vinen.
Det her er en fremragende Bordeaux, nærmest spektakulær til en halvtredser, og også fremragende til normalprisen på kr 90,-.
Points: 90+.
Château de Ribebon smager som sagt rigtig godt lige nu, men jeg tror faktisk der er lidt mere at hente på forholdsvis kort sigt, dvs indenfor 1-3 år, da balancen er rigtig fin og den sidste smule tannin stadig ikke er væk. På længere sigt er det nok ikke en vin, der skal ligge i kælderen i f.eks. 20-25 år, men man kan aldrig rigtig vide. Bordeaux holder altid længere end nogen kan forestille sig- især længere end visse højt betalte og internationalt berømte vinanmeldere, der meget tit har meget travlt med at påstå at næsten alle vine under en vis pris skal drikkes så hurtigt som muligt. Det er efterhånden mit indtryk at både de, og branchen som sådan foretrækker at fastslå dette mantra, så de kan få solgt deres vine så hurtigt som muligt. For hvis man ikke fortæller en potentiel kunde at “vinen kan drikkes nu”, så sker der meget tit det at kunden ikke køber den. Siger jeg dermed at vinanmelderne alle som én er i lommen på branchen? Nej, nej, bestemt ikke. Jeg siger bare at vinanmelderne har det med at undervurdere vines drikkevindue og holdbarhed helt enormt. Her er et af de værste eksempler forøvrigt, efter min mening, den nu pensionerede Robert Parker. Jeg har slet ikke tal på hvor mange gange, jeg har været dybt og grundlæggende uenig med ham i vurderingen af, overraskende nok, især Bordeaux-vines holdbarhed. Man kan f.eks. tage mine anmeldelser af 1967 Bordeaux´erne og sammenligne med Parkers noter og anmeldelser. Forskellen er- skal vi sige det ligeud- larmende stor.
Og med det vil jeg afslutte dagens anmeldelse- og dagens rant. Det skal man jo altid have fra Vindiktatoren. 😉 Opdatering mandag: Her er vinen endnu bedre, med en lidt mere afrundet stil. Jeg holder dog fast ved pointsangivelsen fra søndag, men kan helt klart se vinen blive endnu bedre i løbet af få år.
Bemærk igen: Dette er et parti vin, som kun forhandles hos SPAR Store Kongensgade, København.
Omtalt i denne artikel:
Château de Ribebon, Bordeaux: Slottet ser ikke ud til at have en hjemmeside, men her er en omtale fra bloggeren Natalie McLean, som også har anmeldt vinen (hun giver den 89 points) på sin side:
https://www.nataliemaclean.com/wine-reviews/chateau-de-ribebon-bordeaux-superieur-2018/331725
McLean har forøvrigt produceret en guide til mad og vin-sammensætninger, som man bliver tilbudt, når man går ind på hendes side.
På vinens etikette reklameres der forøvrigt med at den af den meget kendte amerikanske vinanmelder James Suckling har fået 91 points. Hans hjemmeside hedder jamessuckling.com.
SPAR Store Kongensgade, København: https://spar.dk/butik/spar-st-kongensgade
…..