Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

26.-27.januar 2024: København: Confuron-Gindre Bourgogne Aligoté 2018 til østers naturel


Foto: Confuron-Gindre Bourgogne Aligoté 2018. Foto taget i Vindiktatorens Bunker 26.januar 2024.

Aligoté er den “ukendte” Bourgogne-hvidvinsdrue. Og så alligevel ikke, for den er ganske kendt som en bestanddel af enten den mousserende Crémant de Bourgogne eller måske især den kendte drink “Kir”.
Her prøvede jeg den dog alene fredag eftermiddag, for at se hvordan den ville klare sig kombineret med østers naturel, og igen lørdag, som gensmagning og opdatering. Og det blev en ganske interessant mini-smagning..

Confuron-Gindre
Bourgogne Aligoté
Bourgogne hvid
Alkohol: 12,5%
Købt gennem Erik Sørensen Vin, som har sendt et info-ark med i købet og det afslører bl.a. at der her ingen fadlagring er brugt, vinen er kun lagret på ståltank for at bevare dens “livlige stil” (citat fra info-arket).
Stadig forholdsvis lysgylden, men farven er ved at udvikle sig i en lidt mørkere retning. (Se billede).
Duften er forholdsvis udviklet, men stadig lidt diskret, og inkluderer citrus/grape, en lidt blomstret tone, sten-mineraler og også grønne urter, med en næsten helt Loire Cabernet Franc-agtig intensitet.
Til østers naturel kan man hurtigt konstatere at denne vin fungerer rigtig godt, med mineraliteten og de grønne urter, samt den gode syre som gode suppleanter til de lækre østers. Jeg har flere gange lavet det lille “trick” med at hælde lidt af hvidvinen ned i østersskallen, og selvom man måske kan synes at det er lidt “overkill”, så synes jeg altså det fungerer. Vinen og østersen supplerer hinanden perfekt.
Det her er dog ikke en stor, fyldig Bourgogne ligesom f.eks. en fed Meursault, som jo også er produceret på den mere fyldig-fede Chardonnay-drue. Denne Bourgogne Aligoté er mere diskret og urtet, men jeg tror forøvrigt heller ikke den er helt moden endnu, for urterne forekommer stadig lidt primære i smagen og har nok brug for mere tid til at runde lidt af. Jeg tænker 2-4 år mere før den for alvor charmerer, men kombinationen med østers fungerer allerede godt og vinen har en god individuel karakter.
Den skal så have et potentiale-plus, for jeg tror altså at jeg har ret i at den ikke er helt moden endnu.
Points: 87+.

Omtalt i denne artikel:
Erik Sørensen Vin: www.eriksorensenvin.dk
Confuron-Gindre, Bourgogne:
Erik Sørensen Vin’s ontale:
https://eriksorensenvin.dk/producenter/frankrig/bourgogne/confuron-gindre/

…..