Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

4.februar 2024: Ordrup: Højmesse i Ordrup Kirke med en fremragende prædiken af Tea Lange Olsen🙏


Foto: Ordrup Kirke 4.februar 2024. Som man vist tydeligt kan se på flagstangen udenfor kirken, så var der strid blæst fra vest! Indenfor fik man idag en særdeles interessant prædiken fra Tea Lange Olsen, der tidligere har været i Hornbæk Kirke.

Vindiktatoren besluttede sig denne søndag til at søge tilbage til sit gamle territorium i Ordrup/Charlottenlund for at høre søndagens evangelium🙏
Bibelteksten til denne søndag var som følger- citeret fra Bibelselskabet:
“Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.« Markusevangeliet 4,26-32”.
Tea Lange Olsen holdt en prædiken, hvor hun blandt andet kom ind på nutidens samfunds manglende tro, som hun mente stresser mennesker, fordi de, i deres manglende tro på en højere magt, selv bliver centrum for og omdrejningspunkt for tilværelsen og forventningerne. Hun nævnede som et godt eksempel oplevelsesfilosofien; det med f.eks. at kreere en “bucket list” med ting, man skal nå at se eller gøre, før man dør, og det forventningspres, der følger med både en sådan liste og alle de mange andre måder, vi presser os selv på.
Glimrende betragtninger det hele. Og senere i højmessen viste Olsen sangmæssige kvaliteter/talenter a la hendes kollega Stine Munch i Københavns Domkirke, da hun, i stedet for at messe, sang nogle af indledningsritualerne til nadveren.
Der var- som sædvanlig- ganske velbesøgt på denne søndag i Ordrup Kirke, hvor jeg har været til utallige højmesser; det var dog min første med Tea Lange Olsen, men jeg har indtryk af at også de øvrige deltagere var udbredt tilfredse med prædikenen og forløbet af højmessen.
Tea Lange Olsen er en ret nylig tilføjelse til præstelisten i Ordrup Kirke, hvor hun afløser den formidable Lars Sølling, der desværre gik på pension sidste år. I Ordrup Kirke har man desuden to andre præster, som ligeledes er rigtig gode prædikanter, nemlig Katrine Bjørn Andersen og Jens Bærentzen.
Man bør unde sig selv at besøge denne kirke på en søndag og høre en af disse tre præster. Og så har kirken forøvrigt et forrygende kor, en særdeles aktiv cheforganist, Dan Kær Nielsen, som selv har skrevet en del værker, og en del andre personligheder indenfor musikken, bl.a. Nielsens hustru, Aeji Choi, der også er en fremragende organist.

Omtalt i denne artikel:
Bibelselskabet: https://www.bibelselskabet.dk/
Ordrup Kirke: https://www.ordrupkirke.dk/

……….