Foto: Søerne, København. 25.januar 2024. Svanen til venstre i billedet havde særdeles svært ved at holde balancen på isen.
26.februar 2024:
Et ekstraordinært initiativ foregår på fredag 1.marts i Ordrup, på Ordrupvej 100 hos Holger Frederiksens Eftf, når butikken fejrer Ostens Dag og holder parmesan og Chianti-smagning!! Holger serverer smagsprøver på parmesan, der har lagret i henholdvis 12, 24, 36 og 48 måneder; det foregår mellem kl 14 og 17 ved Lars Luie fra Italiensk Ost, og Holger sørger selvfølgelig for et glas Chianti Classico til at akkompagnere disse fantastiske oste!
Et formidabelt initiativ. Vindiktatoren applauderer🙏👏👏
25.februar 2024:
Jeg plejer ikke at nævne enkelttilbud her på avisen, men synes alligevel at jeg vil gøre en undtagelse i forbindelse med den mail, som Erik Sørensen Vin sendte ud i denne weekend.
Det handler om Reverdito Barolo 2019, en fremragende generisk Barolo, som Erik Sørensen har på tilbud til den, for en fremragende Barolo, meget lave pris af kr 220,- pr flaske ved køb af 3 flasker.
Jeg kunne ikke umiddelbart se, hvor længe tilbudet gælder, så jeg vil foreslå at man bare slår til, for Reverdito’s Barolo 2019 er altså rigtig meget Barolo for pengene til dén pris. Stilen er tannisk, men rasende elegant og klassisk.
Måneden kommer til at slutte med et brag- eller rettere sagt: Marts kommer til at begynde med et brag, når Ludvig Bjørns Vinhandel på HC Andersens Boulevard i København næste weekend holder lagersalg, med masser af nedsatte vine. Og traditionen tro har vinhandelen masser af smagsprøver på tilbudsvinene i kælderen under de historiske lokaler.
Udsalget afholdes på følgende tidspunkter:
Fredag 1.marts 2024 kl 9-19 og
Lørdag 2.marts 2024 kl 10-15 –
og man kan bestille vinene online fra fredag morgen til søndag aften.
Listen over tilbudsvinene er udgivet og er 3
Sider lang i et PDF-dokument, så der bliver rigtig meget at vælge imellem.
11.februar 2024:
Mariette Tiedemann fortæller i en artikel på sin internetudgivelse Vinavisen.dk at den kendte Rioja-producent Marqués de La Concordia er gået konkurs! Producenten er en af Spaniens største, så det er noget af et chok. Link til vinavisen.dk’s historie, i avisens seneste nyheder for uge 7 og det følger her:
https://www.vinavisen.dk/
Marqués de La Concordia er i Danmark især kendt for sine prisvenlige Crianza-, Reserva- og Gran Reserva-Rioja vinserie og for cava-serien Marqués de Monistrol.
Personligt er jeg ret chokeret over denne konkurs, for der var bestemt ikke noget i vejen med kvaliteten af Concordias Riojaer, som jeg også har indtryk solgte ganske fint her i landet. Men jeg vil opfordre til at læse Vinavisens artikel, da man der kommer med en del info om mulige årsager.
——-