Foto: Guigal Côtes du Rhône “Cuvée Philipson” 2019, Rhône. Vindiktatorens Bunker, København, 8.marts 2024.
NB: Jeg skal gøre opmærksom på at jeg i øjeblikket arbejder for et firma, der har med-agentur på salget af denne vin. Det har så ikke påvirket min vurdering af den.
Fredag og lørdag aften stod den på bøffer og rødvin her i Vindiktatorens Bunker og der skulle derfor findes en fyldig rødvin frem til at matche kødet og det fede tilbehør.
Det fandt jeg med denne vin. 14,5% alkohol, sagde etiketten. Det er faktisk en halv procent lavere end Guigal’s “almindelige” Côtes du Rhône 2019, så Cuvée Philipson er med andre ord en lille smule mildere i alkoholen end Guigal’s egen udgave.
E Guigal
Côtes du Rhône 2019
Cuvée Philipson
Rhône rød
Alkohol: 14,5%
Allerede ved synet af de 14,5%’s alkohol tænkte jeg at det da vist var rigeligt- men Guigal plejer jo at producere velafbalancerede vine, så måske var 14,5 passende til denne CdR.
Søde, røde, koncentrerede og næsten marmeladeprægede frugter på næsen. Næsten overmodne.
På paletten fortsætter frugtsødmen, og det er som om vinen går en balancegang hele tiden, hvor den- indrømmet- meget rige frugt med flot dybde, kæmper lidt med sødmeniveauet. Til alt held synes jeg at vinen alligevel formår at excellere for sin dybde og rige frugt, i forhold til det, der til tider føles som et lidt for sødligt niveau, hvor tankerne uundgåeligt føres hen til Venetos Valpolicella og de alt for restsødlige appassimento/ripasso-rødvine, der produceres der, og som helt klart må betragtes som en specialitet indenfor rødvine, som nødvendigvis må klassificeres som noget andet end rødvin. Betegnelsen for disse rødvine burde være klassificeret på en helt bestemt måde, efter restsødmegrad, og de burde fjernes fra rødvinshylderne og sættes et separat sted, helt nøjagtigt efter min mening lige ved siden af dessertvinene, i supermarkeder og hos vinhandlere.
Men tilbage til denne Côtes du Rhône 2019; når man ser bort fra den irriterende marmeladetone, som den kæmper med, så er den faktisk koncentreret, rig, elegant på en luksuriøs måde og fyldig samt lang i smagen- men de 5 år på bagen har stadig ikke afrundet den. Dens angreb er stadig temmelig hidsigt og den afgiver et ungt og lidt ukontrolleret udtryk, selvom Guigal’s vine altid er meget ensartede i stilen på en lidt neddæmpet måde. Og det er denne 2019er sådan set også. Men man kan klart føle at den skal have længere lagringstid, før den slapper af i hidsigheden og bliver mere afrundet. Jeg tænker faktisk ca 3-5 år yderligere. Så der er med andre ord potentiale. Et potentiale, der så kan sættes spørgsmålstegn ved pga den lettere irriterende sødme. Så pointsangivelsen bliver her lidt speciel, eftersom der både kommer et plus og et spørgsmålstegn bagefter, men sådan er det.
Points: 87+?
Omtalt i denne artikel:
E Guigal, Rhône: https://www.guigal.com/en/
Philipson Wine: https://philipsonwine.com/?msclkid=9f871ba43f8c1a7e03e67e4a394e49cd&utm_source=bing&utm_medium=cpc&utm_campaign=DK%20%7C%20Search%20%7C%20Brand&utm_term=Philipson%20Wine&utm_content=Philipson%20Wine
…..