Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

26.maj 2024: København: Livesmagning 19: Marqués de Riscal Reserva 2019 Rioja🍷


Foto: Marques de Riscal Reserva 2019, Rioja. Åbnet igår men fremstod en smule lukket på det tidspunkt, så jeg satte proppen tilbage i vinen.

Marques de Riscal
Reserva 2019
Rioja rød
Alkohol: 14,5%
NB: Jeg repræsenter i øjeblikket en organisation, der er involveret i salget af denne vin, men det, man får her, er min ærlige mening om vinen- som altid.
Forholdsvis mørk farve, vel at mærke helt til kanten. Det tyder på at vinen endnu ikke er moden.
Mørke frugter, lidt antydninger af tobak, men ellers et meget rent indtryk. Jeg synes så også at vinens duft er lidt “støvet”, dvs den har præg af at tanninen stadig bestemmer dagsordenen.
På paletten er der lige nu en del tannin, mens de mørke frugtindtryk fortsætter, og får selskab af tørrede grønne krydderier. Der er en tydelig, læskende syre i denne Riscal Reserva 2019 og sjovt nok går den lette tobakstone også igen her på paletten, mens man kan konstatere at der også en en god struktur og en vis underliggende tør bitterhed, der fremhæver frugten.
Ret komplekst her på andendagen. Jeg er glad for at jeg lod vinen stå til idag, for igår var indtrykket klart mere lukket.

Som den fremstår nu, fornemmer man en god udvikling i denne Rioja. Der er heller ikke nogen aggressiv initiel frugt- den lader til at være faldet lidt til ro, hvilket er særdeles positivt. Jo, tanninen er ret bestemmende og der er meget struktur. Men det opvejes af den gode frugt og en følelse af at vi er inde i en positiv udvikling i en klassisk rødvin med fremragende balance.
Vinen er, udover det, også en formidabel ledsager til den entrecôte-oksefilet-bøf, jeg sidder med.

Jeg vil nu lade vinen stå og slappe af igen indtil kl 22.30 og så opdatere smagningen med pointsangivelse på det tidspunkt.

Smagningen genoptaget og det første, man lægger mærke til, er stadig tanninerne- som dog er så fine og grynede at de ikke “lammer” vinen mere end at man sagtens kan få en fornemmelse af potentialet, som er åbenlyst.
Jeg synes så også at de mørke frugter har fået selskab af en lidt lysere tone, og syren, sammen med en virkelig flot og præcist ramt egefadslagring, der balancemæssigt sidder lige i øjet, og en følelse af harmoni. Alt dette gør at jeg ser særdeles positivt på potentialet her. Lige nu er vinen faktisk også en fornøjelse, men min opfordring vil nok være at købe for at lagre vinen i ca 5-10 år.
Points: 89+

Smagningen opdateres løbende.

….