Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

24.august 2024: Gammel Mønt, København: Livesmagning 29: Minimalist Wines “Experimental” Chenin Blanc 2023, Stellenbosch, Sydafrika


Foto: Minimalist Wines Chenin Blanc 2023, Stellenbosch, Sydafrika. Kjær & Sommerfeldt, Gammel Mønt, København. 24.august 2024. Foto taget af Vindiktatoren.

Efter de fremragende rødvine fra henholdsvis Friuli og Bordeaux er Vindiktatoren nu vinmæssigt- for tredje gang indenfor få dage- rejst til Sydafrika. Denne gang Stellenbosch, hvor denne Chenin Blanc-hvidvin produceres af den fremragende Sam Lambson. Den nydelige unge dame i baren skænkede et lille glas op og tilbød mig at smage på vinen før jeg gik all-in og bestilte et helt glas. Jeg duftede til vinen os sagde så: “Så godt som denne vin dufter behøver jeg ikke engang at smage på den først!”..

Minimalist Wines
“Experimental”
Chenin Blanc 2023
Stellenbosch hvid
Sydafrika
Alkohol: 13,5%
På etiketten gør Sam Lambson opmærksom på at en del af overskuddet ved salget af denne vin går til at støtte mennesker med psykiske udfordringer. Bestemt et værdigt projekt.

Forholdsvis mørkegul og med grønne toner i denne unge sydafrikanske Chenin Blanc.
Vinen er skænket op ved en ret lav temperatur, så jeg venter lige en 10-15 minutter med at registrere de første indtryk.

Smagning begyndt og duften er ekstremt charmerende! Der er en stor følelse af lækker, mælkesyredrevet, cremet, nærmest flødeagtig fedme i næsen. Samtidig med det kommer syren hvinende ind, med flot, sprød renhed/klarhed og det, der føles som en lille spids sukker på toppen, sammen med det, der kan kaldes en bid af ishavskrabbekløer- for det er den beskrivelse, der kommer nærmest.
Der er en virkelig flot, frisk, slank sprød syrlighed- og samtidig en fed saftighed over vinen i både duft og efterfølgende på paletten, hvor både den tydelige og velafbalancerede syre og den føromtalte og lækre flødeagtige fedme også brillerer.

Det er faktisk rigtig længe siden, og også alt for længe siden, jeg har smagt sydafrikansk Chenin Blanc. Jeg har nærmest en følelse af at have svigtet denne fabelagtige drue fra et land, hvor den trives rigtig, rigtig godt!
Nu skal sådan en utålelig type som jeg naturligvis sammenligne. Og det gør jeg med fornøjelse.
Læserne skal forestille sig en hypotetisk blanding mellem en fed, smørlækker Meursault, en Bordeaux Sauvignon Blanc og en Loire Chenin Blanc! Så har man en ide om hvilke kvaliteter denne sydafrikanske Chenin Blanc besidder.
Chenin Blanc er simpelthen en undervurderet drue. Og Sydafrika er et af de lande, hvor den trives bedst. Det glemmer man vist også tit her i Vesteuropa.
Der er en fin midterpalette med denne fremragende balancegang med dualiteten mellem fedme og slank sprødhed og en middellang afslutning, som har en flot dybde og en vis mineralitet.
Jeg tror, denne vin kommer til at imponere stort over en årrække. Den er i fin balance og er temmelig fascinerende.
Points: 91

Omtalt i denne artikel:
Minimalist Wines, Stellenbosch, Sydafrika:

…..