Foto: Skærsøgaard Léon Millot 2020, Dons, Danmark, i glasset. Pressens Hus, Rådhuspladsen, København, 2.november 2024. Billede taget af Vindiktatoren.
Velkommen til serien “Holte Vinlager Vinfestival 2024”. Dette er del 2.
Denne artikel er skrevet 4.november 2024.
I min gennemgang af de smagte vine på Holte Vinlager Vinfestival 2024 er jeg nu kommet til en af de mest dramatiske dele, både rent smags- og samtalemæssigt, for det var her, der blev vekslet en del ord med standenes repræsentanter, som i vid udstrækning var ikke bare repræsentanter, men nogle også vinmagere og/eller ejere af domænerne.
Og så kunne man ikke rigtig ignorere den kendsgerning at Danmark var repræsenteret med en stand- Skærsøgaard Vine ved Dons, tæt på Kolding, var med på smagningen, og de bød på både mousserende, hvid og rødvin. Der var såmænd også en calvados-klon, den smagte jeg så ikke.
Jeg rapporterer kronologisk fra bord til bord i nummerorden, selvom det ikke var sådan, den aktuelle rækkefølge var for mit vedkommende, men for nemhedens skyld virker det mest overskueligt:
Bord 8:
Skærsøgaard, Dons, Kolding:
Skærsøgaard
Dons Cuvée Brut 2019
Tør mousserende hvid
Denne vin koster kr 450,- hos Holte Vinlager. Og når man smager den, kan det egentlig godt retfærdiggøres. Det er en flot mousserende vin, og den har en ret stor dybde og fin karakter, rank syre og rigtig god længde. Smagte faktisk lidt af “the real deal”!
Points: 90
Skærsøgaard
Solaris Classic 2022
Tør hvidvin fra Dons
Ifølge den unge dame i smagebaren, så har denne Solaris-hvidvin fået 6 måneders lagring på ståltank for at bevare vinens kvaliteter.
Uanset hvad, så imponerer denne Solaris Classic 2022 med en kolossalt flot næse med rank syre og flotte, dybe indtryk- Solaris kan minde meget om både klassiske centraleuropæiske hvidvinsdruer som Sauvignon Blanc, Riesling, Grüner Veltliner og Albariño. Den har en flot citrus-friskhed, men er egentlig også på samme tid lidt “mælkefed”. Det får mig til (igen) at tænke lidt i Alsace Riesling-retning/karakter. Men den er jo dansk. Og fremragende. Endnu en imponerende dansk vin fra den vel efterhånden Danmarks-berømte Sven Moesgaard, der allerede begyndte produktionen af vin i Dons i 2001.
Points: 90
Skærsøgaard
Leon Millot 2020
Dons rød
Dybrød farve (se også artikelbillede); snart kommer der grønne urter frem, i en mængde, der får en til at tænke i Loire Cabernet Franc-retning. Men vinen er også meget subtil og nærmest raffineret og forfinet, med en flot syre, og især en fin præcision, samt, overraskende nok, efter nogle minutters pause i smagningen, en del identificerbar tannin i baggrunden. Rent faktisk stod jeg og tænkte at denne Leon Millot 2020 godt kunne bruge lidt flere år på langs. Men også her en interessant vin fra Skærsøgaard.
Points: 87+
Bord 9:
Vignobles Brunot, Bordeaux:
Her var det simpelthen selveste Vincent Brunot himself, ejeren af domænet, der bød velkommen til en ekstensiv smagning af 5 af hans vine, fra Entre Deux Mers, til Lussac Saint Emilion, over selve Saint Emilion og til Lalande-de-Pomerol..
Château Maledan blanc 2023
Bordeaux hvid (Entre Deux Mers)
Druesammensætning: Sauvignon Blanc og Sauvignon Gris
En flot hvidvin, fyldig med et fint grip hele vejen igennem.
Points: 89+
Château Maledan rouge 2020
Bordeaux Supérieur rød
Lidt “vandig” næse, hvilket ikke plejer at være et godt tegn.
Men det var helt anderledes på paletten. Denne Merlot-Cabernet Franc-baserede rødvin var forholdsvis let, men også klar og meget charmerende, dog med lidt tannin stadig tilstede. Masser af charme her, uden den store kompleksitet.
Points: 89+
Château Tour de Grenet 2018
Lussac Saint Emilion
Bordeaux rød
Ret mørk i farven og vinen imponerede med en stor, frugtig næse, mens den på paletten var både tannisk og seriøs. Skal lige ligge i nogle år.
Points: 90+
Château Piganeau 2021
Saint Emilion Grand Cru
Bordeaux rød
En meget seriøs Saint Emilion. Stor, fyldig næse og vinen var nærmest kraftig på paletten, med stor længde. Skal have noget tid- den er jo også meget ung nu.
Points: 91+
Château Le Gravillot 2021
Lalande de Pomerol
Bordeaux rød
Dybmørk. På næsen meget rig, dyb, der var egefad; en stor, dyb duft- og hvis ikke man vidste bedre, tror jeg at man ville gætte på at vinen her kom fra selve Pomerol, for den er så meget op ad naboen at man snildt kunne forveksle- også kvalitetsmæssigt. Og den imponerer allerede som tre-årig, selvom man helt klart også fornemmer en del underliggende tannin. Meget imponerende!
Points: 92+
Bord 10:
Château Bouscaut/Domaine Lurton, Bordeaux:
På denne stand var det Sèverine Agüero, der tog imod. Og hun har noget af en hukommelse. Hun kunne simpelthen huske mig fra sidste gang, vi sås! Og det var vel at mærke til samme smagning, på Børsen- i 2019! Vi fik en god snak dengang- og igen nu- og jeg talte bla lidt med hende- og naboen, Vincent Brunot, om mine oplevelser af “svage” Bordeaux-årgange, i forhold til kendte anmelderes skriverier om samme, hvor mine oplevelser må siges at have været langt bedre end de kendte kritikeres.
Men nu til selve smagningen af Lurtons Bordeaux- (og en enkelt Rhône) vine på denne stand. De havde 6 vine med på smagningen og jeg smagte de 3. Der var meget trængsel omkring standen hele tiden, så jeg syntes ikke, jeg ville stå her i lang tid, og jeg benyttede mig igen af min fremgangsmåde ved store, offentlige vinsmagninger; modtag smagsprøve, gå ud til siden hvis der er flere, der smager- eller gå helt væk, hvis der ser ud til at være flere end 2 andre.
Domaine Lurton, ejerne, har en lang række besiddelser i både Bordeaux og oversøisk og er ret kendte, så det kan være en forklaring på den meget trængsel.
Château Lamothe-Bouscaut blanc 2020
Pessac-Léognan
Bordeaux hvid
Agüero forklarede at vinen havde været opbevaret på både rustfri ståltanke og derefter eg, hvoraf 40% havde været ny eg.
Vinen var meget præcis og klassisk. Lige nu lod den til at være et godt sted, men man havde en følelse af at den lige skulle have nogle år mere på langs.
Points: 89+
Jeg smagte også Château Bouscauts hvidvin, altså Grand Cru Classé-hvidvinen fra Pessac-Léognan, som jeg gav 90+ points. Men jeg fik ikke noteret årgangen, så jeg anmelder ikke vinen her. Til gengæld fik jeg noteret både årgang og lavet noter på den røde:
Château Bouscaut 2020
Pessac-Léognan
Graves Grand Cru Classé
Bordeaux rød
Druerne er Merlot og Cabernet Sauvignon og en smule Malbec.
Bouscaut 2020 overrasker mig lidt. Farven er forholdsvis mørk; duftmæssigt ikke så dominerende (formentlig pga tannin). Men tingene ændrer sig lige pludselig hurtigt..
På paletten, og især på midten, er det en helt anden snak; kæmpe tilstedeværelse med flot frugt og en tydelig syre/krydderi-tilstedeværelse, der gjorde at man nærmest følte sig hensat til et sted i Rhône. Mod slutningen slapper vinen lidt af i sin ungdommelige hidsighed og bliver mere civiliseret.
Der er en del tannin og det virker tydeligt at Bouscaut 2020 skal have noget tid; vinen er stadig midt i konstruktionsarbejdet, hvor komponenterne bokser lidt med hinanden, før de begynder at falde på plads.
Points: 90+
Jeg havde nu brugt så lang tid på disse borde at jeg var nødt til at springe nogle (en del) af de andre stande over. Så næste historie er fra bord 14. Det endte så også med at være et af de mest interessante..
Bord 14:
Château d’Orschwihr, Alsace
Her var det minsandten ejeren af domænet, Gautier Hartmann, der var mødt op på Rådhuspladsen denne lørdag eftermiddag. Og han underholdt med følgende citat: “You got used to sweet wines because of the Americans!” 😆
Måske lidt generaliserende, og man kunne jo næsten på forhånd regne ud, hvilke mennesker, Hartmann havde i tankerne med udtalelsen. Men havde han ret? Jeg vil overlade det til læserne her at dømme, og Hartmann var helt okay med at blive citeret for denne udtalelse, da jeg spurgte om jeg kunne citere ham for den. Og så fik vi ellers en fin snak efterfølgende. Den var faktisk så fin at jeg glemte at jeg vel egentlig også skulle smage nogle af Château d’Orschwihr’s vine. Men til sidst fik jeg samlet mig sammen..
Château d’Orschwihr
Riesling 2023
Alsace hvid
Som sædvanlig, fristes man til at sige, en stor rig duft og en flot, dyb og druekarakteristisk smag. Højt niveau.
Points: 90
Château d’Orschwihr
Riesling Grand Cru Bollenberg 2016
Alsace hvid
Med en kolossal, rig og dyb duft og en palette, der udfoldede sig i bølger, imponerede denne Grand Cru-riesling fra 2016 temmelig voldsomt.
Jeg har kigget lidt på Château d’Orschwihr’s hjemmeside og der hævder de at vinen ikke skal ligge meget længere.
Det kan jeg slet ikke få til at passe med denne vinøse oplevelse på denne lørdag. Jeg tænker at der må være særdeles mange år tilbage af denne flotte hvidvins levetid. Der er også stor dybde og en lækker mineralitet over vinen. En af dagens mest fascinerende oplevelser, kort sagt.
Points: 93+
—–