Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

20.november 2024: Mørdrup Kirke, Espergærde: Vi drikker Sauternes til minde om Doktoren


Foto: Château Piaut-Simon 2017 Sauterens, Bordeaux. Mørdrup Kirke, Espergærde, 20.november 2024. Billede taget af Vindiktatoren. Dette var en vin, som de efterladte, inklusive jeg selv, fandt aldeles fremragende.

I artiklen om sidste uges bisættelse af min vinklubkollega Doktoren nævnede jeg at der nok ville komme en anmeldelse af den ved Doktorens bisættelses-mindemøde smagte Sauternes. Og den kommer her.
Familien havde bedt mig om at finde nogle egnede vine- og da jeg vidste at Doktoren, ligesom jeg selv, var/er stor fan af Bordeaux-vine, var der ingen tvivl om hvad der skulle på bordet.

Château Piaut-Simon 2017
Sauternes
Bordeaux sød
Alkohol: 12,5%
Flot, klassisk lysgylden farve. Det er denne farve, som nogle engang imellem kalder “det flydende guld”, i en ligeledes slet skjult kommentar til Sauternes-vinenes prisniveau.
Jeg må nu sige at jeg ikke synes, Sauternes er vanvittigt dyrt- især ikke i forhold til de højt klassificerede røde Bordeauxer. Selv Sauternes’ ubestridelige stjerne, 1.Cru Supérieur Château d’Yquem, er ikke stukket fuldstændig af i pris som de røde 1.Cru Classé-vine fra Pauillac, Margaux og Pessac-Léognan- og adskillige andre, forøvrigt.
Piaut-Simon 2017 fremstår i duften nøjagtig, som jeg havde håbet; melon, lidt ananas, honningtoner, diskrete fadtoner. En stor, flot næse.
På paletten er vinen i en rigtig god fase, med alle de førnævnte kvaliteter og undertoner; nogle sad faktisk her og sammenlignede med selveste Château d’Yquem! Så vidt ville jeg nok ikke gå, for dertil manglede Piaut-Simon nok lidt ekstra rigdom og kompleksitet på paletten, men jeg kunne godt se pointen, for udover den lækre frugt, var syren særdeles fremtrædende og utroligt flot akkompagnerende til sødmen, i en grad, så denne Sauternes faktisk virkede lidt afdæmpet og næsten lidt “tysker”-agtig, forstået på den måde at man lidt sad og tænkte at sødmen var så dæmpet at en Spätlese-sammenligning, dvs en vin med en klar sødme, men ikke knaldsød, ikke var helt af vejen.
Til arrangementet blev der serveret en hel del forskellige kager. Jeg prøvede ikke denne kombination med Piaut-Simon 2017. Egentlig syntes jeg, vinen stod glimrende for sig selv med god, men ikke stor, koncentration, og en lækker smageprofil med en ganske lang afslutning, hvor den liflige syrlighed satte prikken over i’et. Jeg tænker også at vinen har en fin fremtid med det flotte syreniveau og det rigelige sukkerniveau med en fin balance.
Vinen er købt hos Espergærde Vinhandel i Espergærde Center, tæt ved stationen. Jeg ryddede hylden for denne vin, og jeg ved ikke om de genkøber, men hvis de gør, så er der et link til Espergærde Vinhandel efter artiklen.
Points: 91+

Også smagt denne dag:

Château Gazin-Morier 2019
Côtes de Bourg
Bordeaux rød
Points: 86++

Château Arnaud Jouan 2019
Côtes de Bordeaux
Bordeaux rød
Points: 86+

Omtalt i denne artikel:
Château Arnaud Jouan, Côtes de Bordeaux:
https://www.domainedesperches.wine/

Château Gazin-Morier, Côtes de Bourg, Bordeaux:
Slottet ser ikke ud til at have en hjemmeside, men en af de danske importører har en beskrivelse af vinen i samme årgang som den smagte- og jeg har også tidligere på året smagt og anmeldt samme vin. Jeg linker til artiklen med den anmeldelse under linket til Château Piaut-Simon.
https://www.vinogvin.dk/shop/2019-chateau-gazin-2089p.html

Espergærde Vinhandel, Espergærde Center:
https://espergaerdevin.dk/

Château Piaut-Simon, Sauternes- jeg kan ikke finde en selvstændig hjemmeside for slottet, så her kommer beskrivelsen på Espergærde Vinhandels hjemmeside:
Chateau Piaut Simon – Sauternes

Château Gazin-Morier 2019 Côtes de Bourg- min smagenote fra tidligere på året:

18.-19.maj 2024: København: Château Gazin-Morier 2019, Côtes de Bourg, Bordeaux🍷

—–