Foto: Kongens Nytorv, København, søndag 8.december 2024 kl 11.56, med Det Kongelige Teater og Magasin du Nord i baggrunden. I midten rytterstatuen af Christian V til hest og forrest i billedet forsøger en lille pige at holde balancen på skøjtebanen! Billede taget af Vindiktatoren.
Der er sket en hel del, siden jeg sidst skrev en artikel med kommentarer og observationer. Engang imellem synes jeg at udviklingen går for stærkt, især når det er rigtig dårlige ting og begivenheder, der foregår.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om den syriske præsidents fald. De nye magthavere i landet er med garanti enten mindst lige så forfærdelige eller endnu værre. Alt tyder på at forfølgelsen af anderledes troende i de muslimske lande i Mellemøsten vil fortsætte med fuld styrke og muligvis blive endnu værre end hidtil, og den muslimske kamp om hvem der repræsenterer det “sande” eller “rigtige” islam, med alt, hvad det medfører af intern kamp og forfølgelse af “ikke-rettroende” fortsætter tilsyneladende ligeledes. Vi kan ikke forvente nogensomhelst forbedring på dette område, hvilket vi alligevel har en totalt naiv og uforbederlig tro på her i Vesten. Et eksempel; Jeg var til højmesse igår i Marmorkirken, hvor præsten bad for Syrien og dens syriske befolkning og at de måtte få en fremtid “i et frit og demokratisk Syrien”.
Præsten forstår åbenbart overhovedet ikke at det aldrig kommer til at ske sålænge islam er den dominerende religion i landet.
I USA er den ny- og genvalgte præsident Trump ved at færdiggøre sammensætningen af sit kabinet og jeg håber at resultaterne vil leve op til de forventninger, som mange amerikanere (og visse europæere) har til et indkommende styre, der står foran en kæmpe opgave med at genoprette troen på fremtiden og på den amerikanske forfatning og frihedstanke- for det er virkelig noget at se op til og at tro på. Trump-præsidentskabet vil også få hænderne fulde med Ukraine/Rusland-krigen og de forventninger, der helt sikkert er til at Trump personligt vil kunne stoppe vanviddet og krigen.
I forhold til Mellemøsten vil man nu, langt om længe, igen få en amerikansk præsident og administration, der går 100% ind for at støtte vores jødiske venner og de øvrige beboere i Israel i deres kamp for at stoppe det muslimske forsøg på at overtage landet og udrydde jøderne.
Israel står nu i en god situation. Man kan kun håbe på at den forbedres endnu mere, så vi kan få sat en endelig stopper for de muslimske erobringsforsøg og måske kan landet, langt om længe, få en aftale med de muslimske nabolande, om en tilbagevenden for deres borgere til deres hjemlande, for de mange mennesker, der via FN og andre organisationers fastholdelse af situationen, er blevet fastholdt i en kunstig og falsk flygtningestatus i mange årtier.
Her i Danmark er der sket en sensationel og lynhurtig udvikling i detailhandelen, da Dagrofa i sidste uge meddelte at man overdrager to Spar-butikker til den nye, Irma-oprindelige kæde Alma Madmarked. Det er to Spar-butikker, der er tale om; en butik på Frederiksberg- og minsandten selveste Spars butik i Store Kongensgade!
Det er altså en jordskælvsnyhed! Overdragelsen af Store Kongensgade vil ske i foråret 2025, så det er ovenikøbet en begivenhed, der er lige om hjørnet.
Det er imponerende, så hurtigt Alfred Josefsen og hans hold af tidligere Irma-ledere har fået skabt sig en ny platform at arbejde ud fra. Og det følgende er ren spekulation, men ikke ganske usandsynligt; hvis man forestiller sig at krisen i COOP fortsætter, ville det ikke undre mig om organisationen vil være nødt til at sælge Irma-mærkevarerne fra. For eksempel til Alma Madmarked, som kan ende med at gendanne Irma, hvis også COOP ender med at måtte sælge mærket helt fra.
Jeg kunne godt se dette ske. Og så ville de mange Irma-fans og tidligere kunder kunne vende tilbage til deres favoritsupermarked, med den gamle direktør ved roret.
Under alle omstændigheder så vil jeg herfra, i min egenskab af både privatperson og selvudråbt Vindiktator ønske alle en fortsat travl december! Julestemningen har bredt sig og travlheden ligeså.