Foto: Louis Jadot Chablis Fourchaume 2021, Bourgogne, i glasset. Vindiktatorens Bunker, København, 31.december 2024.
Madplanen var nogenlunde fastlagt igår hos mig. Der var dog mulighed for ændringer og det kom der også- tidspunktet for champagnen blev ændret fra kl 18 til kl 00.00. Konklusionen over hvordan det så fungerede vil jeg komme frem til i sidste del af denne miniserie.
Første del lå nu fast og den var meget enkel- klassisk østers naturel og en hvid Bourgogne! I dette tilfælde en Louis Jadot Chablis Fourchaume 2021 og så fik vi den idé at køre en klassisk suppe-steg-is kombination efter østers-seancen. Dermed blev den næste vin også fastlagt, og det skulle være en ny hvid Bourgogne.
Som artikeloverskriften antyder, blev hvidvinsdelen af dagens vinsmagning en temmelig stor succes. Nøjagtig hvordan vil fremgå af følgende:
Louis Jadot
Chablis 1er Cru Fourchaume 2021
Chablis
Bourgogne hvid
Alkohol: 13,0%
Lysgylden farve.
Flot duft med tydelige egefadstoner og klassisk citrus/lime-karakter. Herligt. Jeg synes det er fint at man bruger fad her, for vinen er meget karakterfuld med den lækre citrus/lime-karakter, der fortsætter på paletten. God mundfølelse og dybde, flot balance. Afslutning med masser af grip. En glimrende Fourchaume 2021 fra Jadot.
Points: 90
Til den lækre fiskesuppe med store stegte argentinske rødrejer og ligeledes stegte japanske kammuslinger fandt vi også en Jadot frem..
Louis Jadot
Pernand-Vergelesses
Les Combottes 2021
Côte de Beaune
Bourgogne hvid
Alkohol: 13,0%
Også lysgylden. Her fornemmede man ikke fad på duften. Til gengæld var der andre kvaliteter, der løftede duften til vejrs, nemlig en umiddelbar harmonisk frugtig, syrlig-æblet duft, blandet med friske pærer, kombineret med en antydning af mere eksotiske frugter. Flot tilstedeværelse på paletten, hvor den dybe frugt charmerede stort, men dog selvfølgelig sammen med de klassiske citrus-lime toner. En hvidvin med flot dybde, delikat struktur og stor længde. Fadet var ikke så tydeligt her, og så vidt jeg kan se fra den info, jeg har, så har man også brugt ældre fade.
Points: 91
Efter disse to imponerende Jadot-hvidvine vendte vi nu vores opmærksomhed mod hovedretten. Men til madlavningen skal der jo energi til..
Château Piganeau 2019
Saint Emilion Grand Cru
Bordeaux rød
Alkohol: 14,5%
Forholdsvis mørk i farven.
Duften var meget ligetil med mørke bær og ikke så meget andet; det var frugten, der var i forsædet her. Og det samme på paletten- ikke så meget kompleksitet, bare mørke bærtoner og en ligetil stil, med en bagvedliggende, tilsyneladende forholdsvis let tannin.
Jeg undrede mig lidt. Men nogle gange virker tanninen mild. I virkeligheden er det den, der dæmper vinen ned, selvom den tilsyneladende ikke er så slem. Jeg tænker at det kan have været tilfældet her. Lige nu har jeg bare svært ved at vurdere vinen.
Points: NR
Omtalt i denne artikel:
Omtaler og links kommer senere.
…..




