Vindiktatorens Avis📰Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

31.december 2024- del 2: Pomerol, champagne og dansk dessertvin


Foto: Château Taillefer 2019, Pomerol, Bordeaux, i glasset. Vindiktatorens Bunker, København, 31.december 2024.

Min nytårsaften var tilrettelagt på en måde, så den klassiske kombination suppe-steg-is blev fulgt. Eller rettere sagt østers-suppe-steg-is, for vi indledte med østers naturel og hvid Bourgogne, efterfulgt af suppe og endnu en hvid Bourgogne. Disse er omtalt i del af denne miniserie.
Hovedretten var krondyrmørbrad fra Rævhede, med stegte svampe i fløde og lammefjordskartofler med rødvinssauce. Og det smagte forrygende. Hvad drikker man så til en sådan ret? Jeg synes, valget er oplagt: Bordeaux på bordet!

Château Taillefer 2019
Pomerol
Bordeaux rød
Alkohol: 15,0% (!)
En buldrende mørk rødvin, til kanten- og nærmest udover den! Det var en meget koncentreret Pomerol, Taillefer 2019. Duften var stor og lækker; flotte, rige mørke frugter, lidt egefadstoner og en tendens til kaffe/mørk chokolade, og diskrete sorte krydderier.
På paletten er Taillefer 2019, som den store duft lover, en mundfyldende charmebombe med stort grip og en rig midterpalette og lang afslutning. Det er meget Pomerol, det her- og meget flot. Syren er fint integreret. Alkoholen, som er på gigantiske 15,0% (!), mærkes ikke rigtig som et forstyrrende element, det hele er bare ren charme og fløjlsblød forførelse. Det er også en meget fyldig vin, men den optræder så ganekælende og -forkælende at man ikke tænker over det. Jeg tænker at der er en del tannin, men man lægger ikke mærke til dem i vinens kolossale og samtidig bløde dimensioner.
En stor, flot vin i en fremragende årgang- og potentialet er tydeligt.
Points: 93+

Det var et temmelig stort højdepunkt med denne Pomerol og vi ventede nu et stykke tid før næste ret, som skulle konsumeres kl 00.00. Kransekage og sødlig mousserende vin plejer at være det, som de fleste konsumerer kl 00.00. Ikke her. Vi forberedte endnu et lækkert fiskebaseret måltid; blinis med 3 forskellige slags rogn, heraf en ægte kaviar, for at se om vi kunne smage forskel på den ægte kaviar og de 2 “uægte” (og det viste det sig at vi kunne), laksefilet og andre gode ting. Og til det drak vi en tør årgangschampagne med lidt alder, produceret på 70% Chardonnay og 30% Pinot Noir.
Hvordan fungerede det så?..

Charles Ellner
“Séduction” Vintage 2007
Champagne
Alkohol: 12,0%
Jeg havde smagt netop denne årgangschampagne, i samme årgang, tidligere på året på Holte Vinlagers store Vinfestival i Pressens Hus i København og havde været temmelig imponeret. Ordlyden af min anmeldelse lød dengang: “Denne champagne var særdeles karakterfuld og kompleks! Flot ristet brød, dyb mineralitet, lang smag, flot frisk syre, syrlige æbler, både fed og slank på samme tid, med stor dybde. 92 points”
Denne gang var den samme champagne, i samme årgang, nu så forskellig fra den tidligere oplevelse at jeg endte med at måtte konstatere at jeg ikke kunne vurdere den. Jeg tror at flasken muligvis led at “bottle shock” (havde netop købt flasken få dage tidligere), så en note til mig selv her er at huske at købe nytårschampagnen i god tid.
Points: NR

Lidt ærgerligt med årgangschampagnen, men det er vel en simpel regel at huske til næste gang at købe i god tid.
Uanset hvad så var næste måltid stensikkert et, der ville finde sted ud på natten. Og det bestod af islagkage og sød hvidvin. Og den skulle være dansk.

Lindely Vingård
“Frostklar” Isvin 2022
Taulov, Jylland sød hvid
Alkohol: 10,0%
Flot lysgylden farve; som en Sauternes.
Jeg havde for få uger siden smagt årgang 2023 af denne søde danske hvide dessertvin, som domænet selv benævner “Isvin”, fra Lindely Vingård, tæt ved Taulov og Kolding Fjord, Og havde været dybt imponeret, for nu at sige det mildt. Vinens flotte, rige frugtsødme, kombineret med en hvinende syrlighed, gør at den fremstår kolossalt frisk i sit udtryk, samtidig med at dens flotte sødme matcher syren eventyrligt flot i en enorm midterpalette og lang afslutning, der klinger langsomt og dvælende ud.
Det er lige før, man kan kalde dette for en meditationsvin. Og det er utroligt flot og imponerende at vi kan producere vine på dette niveau her i landet!
Der var dog lidt forskel på denne 2022er i forhold til den tidligere smagte 2023er. Hvor 2023 havde en alkoholprocent på 8,5 så var vi her på 10,0%, men det var ikke noget, der betød nogen afgørende forskel i smag eller udtryk. Denne vin var lige så insisterende og næsten lige så imponerende som den spektakulære 2023er.
Points: 92+

Omtalt i denne artikel:
Château Taillefer, Pomerol, Bordeaux:

Accueil

Champagne Charles Ellner:

Accueil

Lindely Vingård, Taulov, Jylland:
https://lindely-vin.dk/