Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

23.februar 2019- en stor dag for Vin-Danmark!🍷


Foto: Institute of Masters of Wine’s hjemmesidebillede. Affotografering af Vindiktatoren 23.februar 2025.

Denne artikel er skrevet 23.februar 2025.

Den 23.februar 2019 var en historisk stor dag i Vin-Danmark. Det var nemlig på denne dato at Vinakademiet i Valby kunne meddele at Jonas Tofterup var blevet den første danske Master of Wine!
Nu går jeg ud fra at de mange ærede læsere af denne avis er ganske klar over, hvor stor en begivenhed det var/er. Men for lige at skære det ud i pap: Der findes i hele Verden lige nu 425 Masters of Wine. En MW-titel er ganske enkelt den allerhøjeste udmærkelse og titel, man overhovedet kan opnå i vinuddannelsens verden. Og ordet Master er her det vigtige. Det passer nemlig lige netop til sit udtryk; som Master of Wine er man noget særligt- medlem af en lille, udvalgt og specielt dygtig gruppe, der har klaret alle 6 niveauer indenfor vinuddannelse. Dette er sidste og hårdeste niveau og nåleøjet er meget, meget lille.
Hvis du har et MW stående efter dit navn, så er der en forhåndsrespekt omkring dig og din person, som vel egentlig kun kan matches af andre Master-titler indenfor andre brancher, som økonomi, historie, statskundskab osv.
SÅ prestigiøst er det her.
Jeg ønskede i sin tid Jonas Tofterup tillykke med titlen dengang i 2019, men jeg synes, der er grund til at gentage lykønskningen. Det, han præsterede, var virkelig noget formidabelt stort. Og en MW-titel tildeles forresten for livstid.
Andre danskere arbejder også på en MW og man kan håbe at Danmark i de kommende år får flere Masters. Jeg tror på at det lykkes, for det er mit klare indtryk at der er voldsom grøde på den danske vinscene. I det hele taget er både vininteressen, den danske vinproducentscene generelt og måske især vinkundskabsniveauet herhjemme formelig eksploderet i de seneste år. Der er basis for en forrygende spændende fremtid for den danske vinscene.

Med glad søndagshilsen fra
Vindiktatoren

…..