Foto: Koch Premium Kirschner Kekfrankos 2022, Pannon, Ungarn, i glasset. Vindiktatorens Bunker, København, 13.april 2025. Billede taget af Vindiktatoren.
Den stod på lammesteaks med let krydret tilbehør i aften her i Bunkeren.
Den originalt udvalgte vin til aftensmaden, nemlig en Antoine Ogier Côtes du Rhône Villages 2007 var, netop som jeg frygtede, ikke længere i live. Flasken så for det første tvivlsom ud, med nogle underlige pletter mod toppen af flasken, der fik den til at se ud som om den havde et tilfælde af mæslinger- og det viste sig også at Madeira var den fremherskende karakter i vinen og den var helt på vej til de evige vinmarker. For en gangs skyld en ældre supermarkedsvin, der ikke længere var i live- men det var jo også en vin fra fakta! 😆😆!!
Men det fungerede jo som en glimrende undskyldning til at åbne endnu en af mine nyligt hjemkomne ungarske vine; denne gang en flaske Koch Premium Kirschner Kekfrankos 2022 fra Pannon. Og det så jeg frem til, for Kekfrankos er en af mine absolutte yndlingsdruer, når det ikke hedder franske klassiskerdruer. Jeg husker især med stor fornøjelse og nostalgi den aldeles glimrende ungarske Irma-dagligdagsrødvin “Jon Josh” Merlot-Kekfrankos fra det nordlige Ungarn, produceret fra marker ved byen Gyöngösh (udtales ifølge producenten tilnærmelsesvis Jon Josh, deraf det pop-anglificerede navn).
Vinen er smagt her til aften og der gensmages i morgen aften, hvorefter jeg vil komme med konklusion og pointsangivelse.
Koch
Premium Kirschner
Kekfrankos 2022
Pannon
Ungarn
Alkohol: 14,5%
Særdeles mørk i farven. Helt til kanten.
Flot, frugtig, næsten helt Beaujolais-frisk duft, med sprøde, kirsebæragtige toner- det er lige før, man mærker den her crunchy følelse, når tænderne bryder skallen på kirsebærret.
Diskret fad. Vinen har fået mild fadbehandling og jeg synes, det passer fint. Og så er der en kolossal glycerinagtig, meget ung tone over det hele lige nu, med en flot syre og en meget højtonet frugtrigdom. En ret ligetil, ikke kompliceret rødvin med en klar fokus på frugten.
Vinen passer fint til de rosmarin-krydrede lammebøffer og det forholdsvis lette tilbehør. Der er en nærmest delikat natur over vinen og en meget ren, ligetil stil.
I det gamle Irma-hit Jon Josh Merlot-Kekfrankos synes jeg at man tit fandt en nærmest Côtes du Rhône-agtig, krydret og landlig stil, med en syre, man nærmest kunne tygge på, sammen med krydderierne. Sådan er det ikke her. I denne vin har man den rene frugt og en vin, der lader til at ville akkompagnere, danne baggrund for maden.
Men samtidig synes jeg også, frugten måske er lidt hidsig i aften. Jeg vil derfor gensmage i morgen og så komme med en konklusion og pointsangivelse der.
Opdatering mandag 14.april: Jeg har besluttet mig til at give vinen yderligere en dag til at slappe lidt af i, eftersom dagens foredragsarrangement i City kom i vejen og fordi vinen optræder på samme hidsige måde idag, så jeg gensmager i stedet i morgen, tirsdag aften den 15.april, og kommer med konklusion og pointsangivelse der.
Opdatering tirsdag 15.april kl 22.37:
Ja, det er sent, men aldrig for sent til vinsmsagning!
Idag smager jeg vinen i et Bourgogne-glas. En pludselig indskyldelse, jeg fik, fordi jeg syntes vinen havde lidt (og hold nu godt fast) Beaujolais Nouveau, blandet med Gevrey-Chambertin og et stænk meget strukturel dansk rødvin, iblandet et touch af Rhône, helt nøjagtigt Syrah-Mourvedre karakter. Og dertil tilføjer vi lidt Petit Verdot (ja, den mørke, tanniske Bordeaux-drue).
Jeg tænkte at dette ville fungere bedst i et Bourgogne-glas, fordi det var Beaujolais/Bourgogne-karakteren, der var mest dominerende.
Og lige nu sidder jeg her og giver mig selv ret i denne antagelse. Koch’s unge Kekfrankos fungerer bedst i et Bourgogne-glas og giver en del fra sig nu. Den har dog også taget på i vægt og den har fået en lettere, men mærkbar tannisk underflade. Frugten er rød i stilen med syrlige hindbær og jordbær og et godt spark syre, der forfrisker. Tanninen rammer oplevelsen ind.
Det her er væsentlig mere interessant end for to dage siden. Jeg havde det på fornemmelsen, for Kekfrankos formår altid at interessere og involvere smageren.
Der er nu også en lang, både frugtig og syrlig, men også faktisk ret tannisk afslutning over vinen, som jeg tror, går en fin fremtid i møde og har potentiale.
Points: 87+
Koch Winery, Borota, Hajos-Baja, Ungarn- hjemmeside:
https://www.kochboraszat.hu/