Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

20.april 2025: Hotel Østerport, København: Livesmagning 43: El Bajo Estate Chardonnay 2023, Coastal Region, Sydafrika!


Foto: El Bajo Estate Chardonnay 2023, Coastal Region, Sydafrika, i glasset. Hotel Østerport 20.april 2025. Billede taget af Vindiktatoren.

Jeg har netop været til Påskesøndags-højmesse i Marmorkirken. Der kommer en rapport om Påskens højmesser senere.
Men når man kommer ind på Hotel Østerport og finder ud af at de har sydafrikansk Chardonnay på kortet, så bliver det straks ret interessant. Også selvom flasken har skruekapsel. Så nu bliver der altså Livesmagning, nummer 43 i rækken, direkte fra Hotel Østerport..

El Bajo Estate
Chardonnay 2023
Coastal Region
Sydafrika
Alkohol: 14,0%
Lysgylden farve på en lidt “bleg” måde; dvs den gule farve er ikke meget tydelig.
Duften er ret tydelig fra start; vi har eksotiske stenfrugter med ferskentoner. Der er honningmelon, lidt citrus og en fin, mineralsk undertone i duften. Meget interessant første indtryk.
På paletten er der både lidt fedlige mælkesyreindtryk og friske, sprøde citrustoner. Det er ikke de eksotiske stenfrugter, der dominerer her.
Hvis man forestiller sig en mild hasselnøddecreme, frisket op med lidt citrus, har man det rette billede af det indtryk, vinen afgiver.
Efter nogle minutter kommer der indtryk af friske, grønne og gule æbler indover, hvilket yderligere forstærker mit indtryk af en vin, der, hvis jeg smagte den blindt, sagtens ville kunne tro var fransk.
Jeg er umiddelbart ret stor fan allerede. Vinen her minder mig rigtig meget om en fransk Chardonnay, og faktisk også lidt om en hvid Bourgogne. El Bajo formår i denne vin at skabe en Chardonnay, der fokuserer på den lækre, sprøde syre, samtidig med at man har produceret en vin, der har en vis fedme. En kvalitet, der ifølge producenten selv kommer fra at vinen er fadlagret.
Jeg fornemmer ikke selv nogen tydelig fadlagringskarakter, men den kan jo have lagret på f.eks. brugte fade og fedmen synes jeg allerede at have detekteret. Egentlig tænkte jeg bare malo, men der er så også fadbehandling.
Jeg er faktisk ret imponeret. Det er som om at Sydafrika har evnen til at producere vine, der minder så meget om de franske at man kan identificere dem som franske.
Jeg tror helt ærligt at hvis det her var en blindsmagning, ville jeg have gættet på enten en Macon eller en Bourgogne Chardonnay! Så fransk er den i stilen. Og jeg havde det på fornemmelsen, allerede da jeg så flasken i baren.
Og ja, det er en kompliment til vinen!

Jeg lader nu vinen stå i nogle minutter og kommer så tilbage med en konklusion og pointsangivelse i forbindelse med de indtryk, jeg får der.

Og de indtryk er følgende:
Friskheden dominerer. Og der er en fin dybde, centreret omkring syren. El Bajo Estate beskriver selv vinen som en god madvin og jeg er helt enig. Salater, let mad og mad med syrlighed. Denne vin vil passe fremragende.
Det eksotiske stenfrugts/melon-element er derimod trængt i baggrunden nu. Vinen er tør og frisk. Personligt er jeg stor tilhænger af denne stil, må jeg indrømme.
Vinen importeres af Taster Wine i Danmark og jeg tror ikke den er specielt dyr. Jeg smager fra en halvflaske og betalte kun kr 125,- for denne halvflaske på Hotel Østerport. Så detailprisen er nok yderst rimelig. For de penge synes jeg at man får rigtig god værdi!
Points: 88

Omtalt i denne artikel:
Omtaler kommer senere.

…..