Vindiktatorens Avis – Le Tour du Vin🍷

Seneste indlæg

30.april 2025: Frederiksberg: Alma Vinfestival- del 2: Gamle Irma-kendinge fra Alsace og spanske vine fra Extremadura 🍷


Foto: En arketypisk gammel Irma-kending! Cave de Turckheim Alsace Riesling Cuvée Reserve 2023, Alsace hvid, i glasset. Stadig med den klassiske hvide etikette, nu importeret af Husted Vin. Med på Almas Vinfestival i butikken på Sylows Allé, Frederiksberg, billede taget den 30.april 2025 af Vindiktatoren.

Denne artikel er skrevet 1.-2.maj 2025.

Velkommen til del 2 af artikelserien “Alma Vinfestival”. Den kommer i forlængelse af del 1 i tidslinien her i avisen.

Jeg vil naturligvis lige starte denne artikel med en lille rant:
Hver gang, man kommer ind i Alma på Sylows Allé på Frederiksberg, kan man ikke lade være med at føle sig bragt tilbage til Irma-stemningen. Alfred Josefsen havde den i sig- og har det stadig. Butikken bærer hans ånd i sig og dermed Irmas ånd, fordi Alfred altid har forstået den. Ånden levede, og lever bedre hos Alfred end hos COOPs ledere, der aldrig forstod, hvilken guldklump, de havde mellem hænderne og derfor smed den i grisestien.
Desværre var det COOPs ledere, der bestemte retningen for Irma. Og så gik det jo, meget forudsigeligt, som det gjorde, for det uønskede stedbarn, der, med Josefsens egne ord fra sidste efterår, “døde i COOPs varetægt”. Et særdeles rammende ordvalg, nærmest med referencemindelser om historier om enkeltpersoner, der er døde i myndigheders varetægt..
Alma har muligheden for at ramme noget stort i dansk detailhandel- noget, der døde med Irmas lukning, men som nu har mulighed for at genopstå på den rigtige måde.

I del 1 af denne lille serie forlod vi smagningen efter Vindiktatorens smagning af Bourgogne-vine. Men der var andre vine på smagning, 4 styk mere. Her er mine korte indtryk, kommentarer og points til de vine, hvoraf jeg anmelder de tre:

Cave de Turckheim
Cuvée Reserve
Alsace Pinot Blanc 2023
Alsace hvid
Alkohol: 13,0%
Lys bleggylden farve.
Klassisk Pinot Blanc-aroma; nemlig en forholdsvis neutral, mineralsk duft med forsigtige, lidt blomstrede toner, men ikke på en måde, så det stak af.
På paletten er denne Pinot Blanc meget typisk; meget neutral, men diskret frugtig, med en anelse sødlige toner i periferien og en underfundig dybde, der nærmest skriger på selskab af mad- enten snack-forret, neutral fisk eller lyst kød. Mineraliteten skinner igennem og man forestiller sig et fad skaldyr her. Det er faktisk ret dybt og subtilt, meget præcist.
Points: 88

Naturligvis skulle der også smages Riesling!..

Cave de Turckheim
Cuvée Reserve
Alsace Riesling 2023
Alsace hvid
Alkohol: 13,0%
Også her en lidt lys bleggylden farve, dog med mere gulligt skær.
Liflige, frisk-sprøde citrusaromaer, med et lille pift af honning.
Den gamle Irma-kending viste sig fra sin bedste side her, med mundvandsinducerende syrlighed og sprød friskhed. Paletten var så også lidt “fedlig” i sit udtryk, midt i alt det friske; en kombination af fedme og flot, rank slank syrlig stil, der fungerede. Fin dybde og længde og man fik et godt indtryk af denne Alsace Riesling. Velintegreret alkohol på 13,0%. En imponerende god “dagligdags-riesling”!
Points: 89

Nu var turen så kommet til Spanien, og til den ekstremt varme del, der hedder Extremadura. Men her kan de altså også lige pludselig producere flot afbalancerede vine i både hvid og rød! Nu fik jeg ikke fat i årgangen på hvidvinen, så det bliver kun rødvinen, jeg anmelder her:

Bodegas Habla
Habla del Silencio 2022
Syrah-Cabernet Sauvignon-Tempranillo
Extremadura rød
Alkohol: 13,5%
Forholdsvis mørk farve, men i forhold til de forventninger, jeg havde til farven, var det her nærmest chokerende. Jeg tænkte at det måtte være bælgravende mørkt til kanten- sådan var det overhovedet ikke.
Duften var meget afmålt og præcis- der var mørke frugter i retning af solbær og blåbær. En lidt “kølig” stil prægede vinen. På paletten en stenet, mineralsk vin, med præcise og afmålte frugtige toner, baggrundstydelige tanniner, der påvirkede hele oplevelsen hele vejen igennem, en syre, der var afdæmpet og fint integreret og underliggende både ret tydelig, dyb struktur og elegante toner med de kølige frugter og grønne urter.
I forhold til visse andre vine, jeg har smagt fra Extremadura, var det her helt anderledes og meget civiliseret og elegant, med en tydelig afdæmpet stil, som alligevel efterlader et tydeligt indtryk hos smageren, med løfter om klart potentiale.
Points: 87+

Omtalt i denne artikel:
Cave de Turckheim, Alsace:
https://www.cave-turckheim.com/fr/

Bodegas Habla, Extemadura, Spanien:
https://www.bodegashabla.com/